Mødedato: 09.04.2008, kl. 17:00

Uindviet begravelsesplads

Se alle bilag

Uindviet begravelsesplads

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Uindviet begravelsesplads

TMU 191/2008  J.nr. 2007-71202

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal anlægges en uindviet begravelsesplads ved Vestre Kirkegård.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

1.                  at Teknik- og Miljøudvalget godkender anlæggelse af en uindviet mini- begravelsesplads i et hjørne af Vestre Kirkegård, efter at der er indhentet tilladelse fra Kirkeministeriet til afindvielse af arealet

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 6. juni 2007 et medlemsforslag fra Klaus Bondam (B), Anne Vang (A), Lotte Thiim Bertelsen (F) og Morten Kabell (Ø) om at pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen at undersøge mulighederne for at anlægge kommunale uindviede begravelsesplads er, herunder de økonomiske konsekvenser. Se bilag 1.

 

Løsning

På langt sigt er løsningen, at der tilvejebringes et areal på Amager til en helt ny såkaldt kommunal begravelsesplads, der både kan rumme uindviet og indviet jord. Forvaltningen vil senere fremlægge et notat om denne problemstilling.

 

Muligheden for hurtigt at imødekomme ønsket om begravelse i uindviet jord foreslås løst ved at afindvie et stykke af Vestre Kirkegård og etablere en uindviet minibegravelsesplads. Forvaltningen kan ikke umiddelbart pege på andre egnede arealer.

 

For at skaffe et areal, der umiddelbart opfylder intentionerne i udvalgets beslutning, foreslår forvaltningen at afindvie en jordplads på Vestre Kirkegård. Arealet ligger i et hjørne af kirkegården ud mod Sydbanestien og Sjælør Boulevard. På arealet, der er på ca. 6.000 m2, har der aldrig været nedgravet hverken kister eller urner. Arealet gennemskæres af en fjernvarmeledning, og har gennem mange år været brugt som jordbearbejdningsplads. På arealet findes i dag flere aflange jordbunker, også kaldet jordmiler, For at skabe stabile bundforhold, er arealet fyldt op med stenmaterialer.

 

Det vil være nødvendigt at søge Kirkeministeriet om tilladelse til at afindvie arealet. Der findes fortilfælde herfor. I 1989 for blev et tidligere indviet stykke jord på Sundby Kirkegård afindviet og brugt til andet formål

 

Jorden skal renses for stenmaterialer, og der skal etableres dræn i arealet. De nuværende jordmiler tænkes indarbejdet som afgrænsende volde. De vil samtidig kunne give arealet niveauspring, der gør arealet attraktivt til anlæggelse af urnegravsteder. Der vil kunne etableres kistegravsteder på arealets flade stykke. Se medfølgende principtegning for anlæggelse af arealet - bilag 2.

 

Det foreslåede areal vil kunne række til ca. 10-15 års benyttelse under forudsætning af, at brugerne af dette areal primært vil være personer, der ønsker at blive begravet i ikke- indviet jord.

 

Forslaget har været forelagt repræsentanter for Ateistisk Selskab og Evolutionært Selskab, der begge udtrykker tilfredshed med løsningen. Foreningen Humanistisk Debat ønsker at alle ledige lodder og arealer på kommunens kirkegårde afindvies, og så indvies i de tilfælde, hvor afdøde ønsker dette. Dette ønske harmonerer dog ikke med forslagsstillernes ønske om, at man af etiske hensyn ikke ønsker at afindvie jord, hvor der tidligere har været begravet kristne borgere.

 

Økonomi

Anlægsarbejdet på det foreslåede areal skønnes til ca. 2,5 mio. kr., og efter anlæggelse af kiste- og urnegrave skønnes driftsudgiften til ca. 300.000 kr. pr. år. Under forudsætning af at begravelsespladsen tages i brug i sommeren 2009, vil driftsudgiften det første år udgøre ca. 150.000 kr. Den årlige driftsudgift vil falde i takt med salget af gravstederne finder sted.  Salg af kiste og urnegravsteder skønnes at indbringe en indtægt på ca. 10.000 kr. pr. år.

 

Forvaltningen foreslår, at udvalget medtager dette projekt og driften heraf som et budgetønske til budget 2009.

 

Videre proces

Hvis udvalget tilslutter sig forvaltningens forslag, skal Kirkeministeriet kontaktes for ændring af status for arealet. Begravelsespladsen kan tages i brug i sommeren 2009.

 

Bilag

1.      Medlemsforslag om uindviede begravelsespladser TMU 331/2007

2.      Principtegning

 

 

 

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                   Flemming Tschuriloff



 

Til top