Mødedato: 08.11.2006, kl. 15:00

Nørrebro cykelrute etape 7, Valby

Nørrebro cykelrute etape 7, Valby

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 8. november 2006

 

 

Sager til beslutning

 

27.      Nørrebro cykelrute etape 7, Valby

 

TMU 856/2006  J.nr. 21151.0001/03

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at Nørrebro cykelrute på strækningen fra Valby Langgade - kommunegrænsen til Frederiksberg anlægges som beskrevet i nærværende indstilling

at  der gives en anlægsbevilling på 3,7 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 (Vejanlæg) i 2007

at  der etableres signalreguleret krydsning ved cykerutens udmunding i Valby Langgade og videreførelse ad Søndre Allé

at  der gives en tillægsbevilling på 1,8 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 (Vejanlæg) i 2007 til etablering af det signalregulerede kryds

 

at  der til drift af arealet afsættes i alt 130.000 kr. af den i budgetforliget 2006 afsatte "Pulje til merudgifter ved nye byområder" på 5,0 mio. kr.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2006

Anbefalet.

 

 

RESUME

Nørrebro Cykelrute er nu anlagt/under anlæg på strækningen fra Lersø Park Allé til Frederiksberg Kommunes grænse til Valby. Anlæg af strækningen fra kommunegrænsen til Valby Langgade kan nu etableres, efter at tankstationen og remisebygning på arealet er nedrevet og grunden opryddet.

 

Denne etape af cykelruten foreslås udformet som den øvrige del af cykelruten med adskilt cykel- og gangsti i et grønt tracé. Arealet åbner sig op ud mod Valby Langgade og her foreslås der indrettet en plads med aktivitetsmuligheder og en skulptur. Arealet indrettes så tilgængelighed for alle tilgodeses. Desuden indrettes pladsen således at den gående og cyklende trafik ikke blandes.

 

Cykelruten krydser Valby Langgade på en strækning, hvor der i dag sker mange uheld med personskader. Derfor foreslås projektet udvidet med etablering af signalreguleret krydsning, således at trafiksikkerheden på Valby Langgade forbedres samtidig med, at den fremtidige krydsende cykeltrafik sikres. På dette sted har der tidligere fundet en dødsulykke sted med en otteårig pige som blev kørt ned da hun forsøgte at krydse vejen ved det eksisterende støttepunkt.

 

Cykel- og gangstien placeres i et samlet tracé gennem arealet. Ved Valby Langgade, hvor arealet åbner op, foreslås etableret en opholds- og aktivitetsplads.

 

Cykelruteprojektet foreslås finansieret over Vej & Parks Anlægsramme med 3,7 mio. kr. Godkendes forvaltningens forslag om samtidig hermed at etablere signalreguleret krydsning på Valby Langgade foreslås der givet en samlet anlægsbevilling på 5,5 mio. kr. til gennemførelse af begge projekter, på Konto 2.22.3 Vejanlæg.


 

Til top