Frivillig aftale med den almene sektor om nye udlejningsmodeller og ændrede anvisningsregler
Frivillig aftale med den almene sektor om nye udlejningsmodeller og ændrede anvisningsregler
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 8. november 2006
Sager til beslutning
23. Frivillig aftale med den almene sektor om nye udlejningsmodeller og ændrede anvisningsregler
TMU 879/2006 J.nr. 408.0014/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Københavns Kommune indgår aftale med
Boligselskabernes Landsforenings 1. kreds om nye udlejningsmodeller og ændrede
anvisningsregler for de almene boliger i en indsatsperiode på 5 år (bilag 1),
at Teknik- og Miljøudvalget i overensstemmelse med
aftalen bemyndiges til at justere den fleksible udlejning på baggrund af de
løbende evalueringer og efter forelæggelse for Samarbejdsorganet,
at der i alt afsættes 6 mill. kr. pr. år til
understøttelse af det boligsociale arbejde, imageforbedring for de udsatte
boligområder og 40+ og 50+ områderne, administration af aftalen om nye
udlejningsmodeller og anvisningsregler, samt til evaluering, finansieret af
budgetterne til integrationsformål fra 2007 og frem og
at Borgerrepræsentationen tager ønskerne fra den
almene sektor om at der kun gives ét tilbud ved boligsocial anvisning, at der
opføres et tilstrækkeligt antal almene boliger, at der oprettes en regional
boliganvisning samt at der indledes forhandlinger om en hjemfaldsaftale, til efterretning
i henhold til fagforvaltningernes anbefalinger.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller endvidere, at
Teknik- og Miljøudvalget godkender,
at evalueringen af de fleksible udlejningsaftaler i
perioden 2003-2005 tages til efterretning (bilag 2) og
at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til
indenfor rammerne i aftalen om nye udlejningsmodeller at indgå aftaler med de
almene boligorganisationer om fleksibel udlejning i perioden 2007-2010,
herunder aftaler til afløsning af gældende aftaler om fleksibel udlejning, der
først udløber efter 1. januar 2007.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2006
Anbefalet henholdsvis
godkendt.
RESUME
Folketinget har i 2005
vedtaget ændringer i lov om almene boliger, der giver kommunerne nye muligheder
for at påvirke beboersammensætningen i de af Socialministeriet udpegede
boligområder, hvor andelen af beboere udenfor arbejdsmarkedet er særlig høj.
Som opfølgning herpå har Borgerrepræsentationen den 23. marts 2006 besluttet,
at der skal udarbejdes konkrete modeller for kombineret udlejning i sammenhæng
med fleksibel udlejning i de af Socialministeriet udpegede fem udsatte boligområder
i København (BR 198/06).
Beslutningen er senere blevet
en del af Københavns Kommunes integrationspolitik, som blev vedtaget den 14.
juni 2006 (BR 395/06).
Som udmøntning af ovennævnte
beslutninger har Københavns Kommune og de almene boligselskaber i regí af
Samarbejdsorganet vedr. Boliganvisning (nedsat af Borgerrepræsentationen den
19. august 1997 (BR 190/97)), udarbejdet forslag til en frivillig aftale om
konkrete modeller for kombineret udlejning i sammenhæng med fleksibel udlejning
(bilag 1). Formålet med aftalen er at sikre en bred beboersammensætning i alle
almene boligområder og den fornødne boligsociale indsats. Aftalen omfatter en
5-årig periode og finansieres af de til formålet afsatte midler i forbindelse
med budgettet for 2007 og frem, til integrationsformål. Det indstilles, at
aftalen og dertil hørende finansiering godkendes, idet aftalen sikrer:
- 4 udlejningsmodeller i de udsatte boligområder og
andre boligområder med mange beboere på overførselsindkomst samt øvrige
boligafdelinger, der vil fremskynde en bred beboersammensætning ved at
afvise kontanthjælpsmodtagere til en del af boligmassen og indføre
fleksibel udlejning.
- Et tilstrækkeligt antal erstatningsboliger til
kontanthjælpsmodtagere m.v. som enten udelukkes fra en bolig i de udsatte
områder som følge af kombineret udlejning eller som får forlænget
ventetiden på en bolig i de udsatte områder på grund af fleksibel
udlejning modregnet den del af boligerne, der erstatter boligsocial
anvisning.
- Et tilstrækkeligt antal boliger til at opfylde
det hidtidige anvisningsbehov til personer på den boligsociale venteliste
og andre særligt udsatte grupper.
- Yderligere boligsociale tiltag, der kan styrke
udvalgte almene boligafdelinger.
- Mulighed for øget anvendelse af fleksibel
udlejning og dertil hørende gennemskuelige kriterier for denne udlejning.
Med den frivillige aftale
imødekommes integrationspolitikkens vision og målsætninger på boligområdet.
Aftalen er til fordel for begge aftaleparter i modsætning til andre alternative
udlejningsmodeller, der kun kan gennemføres med tvang overfor den almene sektor.
Der er i aftalen indlagt løbende evalueringer og mulighed for justeringer af
indsatsen.
Der er gennemført en
evaluering af den fleksible udlejning i perioden 2003-2005, der er vedlagt som
bilag 2. Evalueringen viser bl.a., at aftaler om udlejning af almene boliger,
der er tilpasset afdelingernes konkrete situation, vil kunne afbalancere såvel
indflytningen som den nuværende beboersammensætning. Evalueringen understreger
dermed betydningen af fleksibel udlejning som et element i den fremtidige
udlejningsstrategi. Det indstilles, at TMU tager evalueringen til efterretning.
Det indstilles endvidere, a
t Teknik og Miljøforvaltningen bemyndiges til at
indgå konkrete aftaler med hver enkelt almene boligorganisation om fleksibel
udlejning i perioden 2007-2010 indenfor rammerne i aftalen om nye
udlejningsmodeller.
I forbindelse med
forhandlinger om nye udlejningsmodeller har den almene sektor overfor
Socialforvaltningen ytret ønske om at kommunen arbejder for følgende tiltag:
- at der kun gives ét tilbud ved boligsocial
anvisning
- at der opføres et tilstrækkeligt antal almene
boliger
- at der oprettes en regional boliganvisning og
- at der indledes forhandlinger om en
hjemfaldsaftale
En politisk behandling af
ovennævnte ønsker kan ske uafhængigt af aftalen om nye udlejningsmodeller og
det indstilles derfor, at Borgerrepræsentationen tager ønskerne fra den almene
sektor til efterretning i henhold til fagforvaltningernes anbefalinger.