Mødedato: 08.11.2006, kl. 15:00

Beslutning om etablering af fælles gårdanlæg i karreen Svenskelejren, Højenhald, Frederikssundsvej og Skansebjerg

Beslutning om etablering af fælles gårdanlæg i karreen Svenskelejren, Højenhald, Frederikssundsvej og Skansebjerg

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. november 2006

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Beslutning om etablering af fælles gårdanlæg i karreen Svenskelejren, Højenhald, Frederikssundsvej og Skansebjerg

 

TMU 868/2006  J.nr. 451:152.0001/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 9. august 2006 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning om etablering af et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Højenhald 1-13, Frederikssundsvej 125B-127 og Skansebjerg 2-12 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 3 beboelsesejendomme med 201 beboere fordelt på 147 boliger samt 8 erhvervslejemål.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 5 ændringsforslag og bemærkninger til forslaget.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Teknik- og Miljøudvalget vedtog i mødet den 9. august 2006 (Sag nr. 457/2006) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 4.200.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 

Miljøvurdering

Der henvises til det anførte i det forslag, som Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 9. august 2006 vedtog at offentliggøre.

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 23. august-18. oktober 2006 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Frederikssundsvej 175.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 5 ændringsforslag og bemærkninger til forslaget.

 

A) Brev af 23. august 2006 fra Tina Pedersen, Skansebjerg 12, 3. tv.

Tina Pedersen er tilfreds med forslaget, men synes, at der mangler aktivitetsmuligheder for større børn.

Hun foreslår, at der etableres en indhegnet boldbane og flere legeområder for børn med henvisning til, at børnene ikke har andre steder end gården at gå hen uden at være et muligt offer for vold.    

 

Bemærkning

Forvaltningen har aftalt den i forslaget viste udformning af fællesgårdanlægget med ejere og beboerrepræsentanter og har efterfølgende forelagt Tina Pedersens forslag ved det informationsmøde, forvaltningen holdt i høringsperioden med ejere og beboere. Der var ingen ejere eller beboere, der støttede Tina Pedersens forslag.

Under hensyn hertil finder forvaltningen ikke, der er grundlag for at ændre forslaget.

 

B) E-mails af 22. september, 2. og 8. oktober 2006 fra bestyrelsen i A/B PAX, Højenhald 1-3 og Frederikssundsvej 127 samt beboere fra E/F Højenhald, Peter Johansen, Højenhald 11, 1. tv., Tabita Thurø Hansen, Højenhald 7, 3. tv., Nicolai Steen Andreassen & Lene Langvad, Højenhald 5, st. tv., Heidi Gaffron & Michael Sommer, Højenhald 7, 1. th.

Bestyrelsen i ejendommen A/B PAX, Højenhald 1-3 og Frederikssundsvej 127 samt beboere fra E/F Højenhald, Højenhald 5-13 tilkendegiver, at de er tilfredse med forslaget, og at de er meget imod etablering af en indhegnet boldbane i anlægget, således som det på informationsmødet i høringsperioden blev oplyst, at en beboer havde foreslået.

Der henvises bl.a. til, at der er masser af boldbaner på den nærliggende Bellahøj Skole, ligesom der er mange grønne områder omkring Bellahøj, hvor der også er mulighed for spil og leg.    

 

Bemærkning

Der henvises til det anførte til brev A.

 

C) Brev af 10. oktober 2006 fra Munch, Skansebjerg 10, 2. tv.

Munch protesterer imod, at garagerne ifølge forslaget nedrives. Han henviser til, at lagerrummet bevares, hvorfor dette også må være muligt med hensyn til garagerne.

 

Bemærkning

Der har under forhandlingerne om forslagets udformning været enighed om, at garagerne skal nedrives for at opnå et tilfredsstillende resultat af omlægningen, samt at lagerbygningen, der ligger helt ud til Svenskelejren, ikke er til hinder herfor og derfor ikke er nødvendig at fjerne. 

Under hensyn hertil finder forvaltningen ikke, at der er grundlag for at ændre forslaget.

 

D) Brev modtaget den 16. oktober 2006 fra Edith Rørbæk, Skansebjerg 2, st. tv.

Edith Rørbæk foreslår, at der indrettes en petanque-bane på en del af grusarealet, så der også bliver noget for de gamle børn.

 

Bemærkning

Som det anføres i forslaget, vil en del af grusarealet eventuelt kunne benyttes til petanque. Forvaltningen vil tage spørgsmålet op med ejere og beboerrepræsentanter i forbindelse med anlæggets projektering.

 

E) Brev af 16. oktober 2006 fra Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), Havnegade 29.

Ejeren ønsker mere skuropbevaringsplads til opbevaring af maskiner til gårdmænd samt overdækket parkering til knallerter og motorcykler, da antallet af unge mennesker i foreningen er stigende. 

Der ønskes samme underlag på Skansebjergsiden samt før legepladsen, som der er ved Højenhald af hensyn til placering af borde.

Herudover bør det store bed på Skansebjerg være mindre af hensyn til brandvæsenet.

Bemærkning

Forvaltningen har som nævnt aftalt den i forslaget viste udformning af fællesgårdanlægget med ejere, beboerrepræsentanter og beboere. AAB har været indbudt til at deltage i de afholdte møder om udformningen af forslaget, men er ikke mødt frem. Ejendommen har i stedet været repræsenteret af beboere på møderne.  

Forvaltningen vil imidlertid drøfte de nævnte ønsker med ejere og beboerrepræsentanter i forbindelse med gårdanlæggets projektering

Forslaget har på sædvanlig måde været forelagt brandvæsenet, der ingen indvendinger har herimod.  

-o0o-

 

Teknik- og Miljøforvaltningen finder ikke, at de fremførte ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, ud over hvad der er nævnt.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslaget til fælles gårdanlæg

Bilag 2:   Servitutter der tinglyses

Bilag 3:   Tegning af de eksisterende forhold

Udsendt med dagsordenen til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. august 2006.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A:  Brev af 23. august 2006 fra Tina Pedersen

Bilag B:  E-mails af 22. september, 2. og 8. oktober 2006 fra bestyrelse i A/B PAX samt flere beboere fra E/F Højenhald

Bilag C:  Brev af 10. oktober 2006 fra Munch

Bilag D:  Brev modtaget 16. oktober 2006 fra Edith Rørbæk

Bilag E:   Brev af 16. oktober 2006 fra AAB

 

 

Ole Sperling


 

Til top