Mødedato: 08.10.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til lokalplan "Dagmarhus"

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal godkende lokalplanforslaget og kommuneplantillægget, der giver mulighed for at udvide Dagmarhus, samt at forslagene offentliggøres i 8 uger.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

1.                  at forslag til lokalplan ”Dagmarhus” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger,

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

2.                  at forslag til kommuneplantillæg (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger,

            3.         at det tages til efterretning, at der foreligger udkast til en udbygningsaftale med grundejer (bilag 3), idet aftalen vil blive forelagt i endelig form ved planernes endelige behandling.

Problemstilling

Ejendomsselskabet Katarina A/S, som ejer Dagmarhusgrunden og nabogrunden (de to grunde mod H. C. Andersens Boulevard. og Jernbanegade som lokalplanforslaget omfatter), ønsker at ombygge og udvide bebyggelsen i lokalplanområdet ved at nedrive 1.920 m2 baghusbebyggelse og opføre ca. 8.000 m2 ny bebyggelse. Dagmarhus inklusive de nye etagemetre påtænkes anvendt til hotel. Ejendomsselskabet Katarina A/S har i den forbindelse anmodet Københavns Kommune om at udarbejde en lokalplan samt kommuneplantillæg med henblik på at realisere projektet.

En fortætning på dette hjørne ud mod Rådhuspladsen vil kunne bidrage til at udmønte kommuneplanens visioner om vækst, bæredygtig byudvikling og byliv ved at tilføre byen et centralt placeret hotel.

Løsning

Tegnestuen Steenberg Architects har på vegne af Ejendomsselskabet Katarina A/S udarbejdet et forslag til bebyggelse. I forslaget nedrives en eksisterende tagetage, og der opføres i stedet et 2 etagers penthouse oven på Dagmarhus. Penthouseetagerne er tilbagetrukket fra den eksisterende facade, hvilket både arkitektonisk og vindmæssigt er en fordel. Penthouseetagernes gesimshøjde bliver 31 m svarende til bygningshøjden på Industriens Hus. Endvidere nedrives bagbygningen til Jernbanegade 4, hvorved der skabes plads til at opføre en ny bygning centralt i karreen. Den nye bygning bliver en etage højere end penthousebygningen - i alt 36 m.

Projektet har en unik beliggenhed i forhold til kollektiv trafik. Hovedbanegården, Vesterport Station, en række buslinjer og den kommende metrostation på Rådhuspladsen ligger alle i gåafstand. En bebyggelse med høj tæthed harmonerer derfor godt med denne beliggenhed, og anvendelsen af bebyggelsen til kvalitetshotel passer til stedets internationalt orienterede storbymiljø og vil tilføre byen ca. 70 nye arbejdspladser og ca. 370 hotelværelser. Bebyggelsesprocenten er i dag 416 og foreslås forhøjet til maks. 610, hvilket er omtrent det samme som foreslået i det nærliggende forslag til lokalplan for Scala (660 pct.).

Lokal afledning af regnvand (LAR) samt grønne tage vil blive indarbejdet i projektet, og projektet opføres som lavenergibebyggelse (minimum energikrav 2015). Stueetager og udearealer bliver indrettet med henblik på at fremme bylivet. Bl.a. sikres det, at Dagmarbiografen kan bestå, og at hotellets foyer og restaurant åbner sig mod Jernbanegade og H. C. Andersens Boulevard. Lokalplanforslaget muliggør endvidere offentlig adgang til friarealer, placeret på tage.

Bebyggelsens arkitektoniske udformning tager hensyn til bevaringsinteresser i området og den omgivende karré. Dette sikres bl a. ved, at facaderne kommer til at svare til de eksisterende facader på Dagmarhus, hvad angår materialer, udformning, farve og øvrig ydre fremtræden.

Projektet forudsætter vedtagelse af et kommuneplantillæg, idet projektet overskrider kommuneplanens bestemmelser om bygningshøjde, bebyggelses- og friarealprocent. Den gældende kommuneplan ændres således, at det samlede etageareal må udgøre maks. 19.200 m2, den maksimale bygningshøjde forhøjes fra 31 m til 36 m og friarealkravet ændres fra at udgøre mindst 10 pct. til at udgøre mindst 5 pct. af etagearealet, jf. bilag 2.

Kommuneplanens parkeringsnorm er 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal, svarende til, at der skal etableres 53 nye parkeringspladser i forbindelse med projektet. Grundejeren har oplyst, at det af tekniske og økonomiske grunde ikke er muligt at etablere mere end 40 nye parkeringspladser på egen grund ved ombygning af den eksisterende parkeringskælder. Som forudsætning for endelig vedtagelse af lokalplanen indgås derfor en tinglyst aftale, der sikrer placering af de resterende pladser i parkeringskælderen på Scalagrunden.

Kommuneplanens krav til cykelparkering i forbindelse med nybyggeriet opfyldes på egen grund. Derudover er der lavet udkast til en udbygningsaftale, der indeholder en forbedring af Jernbanegade på strækningen mellem H. C. Andersens Boulevard og Axel Torv med fokus på forholdene for cyklister, cykelparkering og af - og pålæsning, jf. bilag 3 – Udkast til udbygningsaftale. Det forudsættes, at antallet af offentligt tilgængelige cykelparkeringspladser i Jernbanegade opretholdes.

Opfølgning på lokaludvalgets høringssvar

I forbindelse med høring om startredegørelsen har Indre By Lokaludvalg afgivet et høringssvar. Lokaludvalget har afholdt to debatsarrangementer den 8. og den 12. juni på Rådhuspladsen. Udvalget argumenterer for, at der er behov for en samlende plan for Rådhuspladsen og det omliggende kvarter inklusive Dagmarhus. I forhold til  Dagmarhus  lægger lokaludvalget vægt på, at der tages arkitektoniske hensyn til bevaringsværdier i området, at der redegøres for, hvordan kommuneplanens parkeringskrav opfyldes, hvordan forholdene omkring cykelparkering og byliv i byrummet omkring den nye bygning løses og hvordan afsætning fra busser og taxier muliggøres. I den forbindelse foreslår lokaludvalget at man inddrager en kørebane på H. C. Andersens Boulevard til taxi-standsninger og afsætning af buspassagerer. Det er imidlertid forvaltningens vurdering, at den store trafikbelastning på H. C. Andersens Boulevard gør, at det er mest hensigtsmæssigt, at taxi- og busstandsninger finder sted i Jernbanegade.

 

Miljøvurdering

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

På bygherrens anmodning forventes indgået en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene i offentlig høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i begyndelsen af 2013.

         Claus Juhl                                                          Hjalte Aaberg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 8. oktober 2012

Indstillingen blev udsat.
Til top