Mødedato: 08.10.2008, kl. 15:00
Helhedsplan for Folehaven, Landsbyggefondens 2008/09 midler
Se alle bilag
Til top
Helhedsplan for Folehaven, Landsbyggefondens 2008/09 midler
13. Helhedsplan for Folehaven, Landsbyggefondens 2008/09 midler (2008-101255)
Borgerrepræsentationen skal godkende en helhedsplan for Folehaven og den kommunale medfinansiering
INDSTILLING OG Beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget og Børne og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende helhedsplanen for Folehaven (bilag 1)
Socialforvaltningen indstiller,
at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen yder medfinansiering af helhedsplan Folehaven på 200.000 kr. fra den boligsociale ramme samt 20.000 kr. i form af arbejdstimer på Socialcenter Valby lagt i styregruppe.
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,
at Børne- og Ungdomsudvalget godkender, at Børne- og Ungdomsforvaltningen stiller arbejdskraft i styre- og følgegruppe svarende til 20.000 kr. til rådighed for projektet
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiger Teknik- og Miljøforvaltningen til at foretage mindre ændringer i projektet, herunder økonomiske
Problemstilling
Boligorganisationen 3B har i samarbejde med Københavns Kommune udarbejdet en helhedsplan for Folehaven, og har fået et foreløbigt støttetilsagn fra Landsbyggefonden.
Borgerrepræsentationen skal godkende helhedsplanen og står ved sin godkendelse inde for, at den foreslåede løsning (helhedsplanen) er egnet til at afhjælpe boligafdelingens problemer.
Løsning
Afdelingen Folehaven har igennem længere tid været præget af hærværk, kriminalitet og utryghed, og helhedsplanen tager udgangspunkt i et forebyggelsesperspektiv. Målgruppen for indsatsen er børn og unge i alderen fra omkring 10 år og opefter, der eksempelvis på grund af manglende deltagelse i eller udstødelse fra skole, uddannelse og fritidsliv er truede på deres udvikling. Konsekvensen er manglen på fornuftige, sociale relationer samt sociale og personlige kompetencer.
Helhedsplanen indebærer etableringen af et værested med differentieret åbningstid for hhv. 10-14-årige og 14-18-årige. Der er tale om et koncept, der skal supplere de eksisterende fritids- og ungdomstilbud. Personalet på værestedet skal sikre at:
målgruppen fra starten bliver inddraget i udviklingen af værestedet
der opstilles et regelsæt for brugen af værestedet
aktiviteterne sikrer, at de lokale børn og unge får et aktivt fritidsliv
alle aldersgrupper i afdelingen får mulighed for at alsidigt fritidsliv
der i indsatsen integreres et samarbejde med U&U-vejledningen
indsatsen omfatter samarbejde med skole, bibliotek og andre relevante institutioner.
Målsætningen er, at indsatsen kan bidrage til, at de unge bliver rustet til et godt voksenliv gennem integration i foreningsliv, uddannelse og arbejde. Ressourcerne skal organiseres således, at indsatsen resulterer i en relevant indgriben, før de unges adfærd udvikler sig i en yderligere problematisk og destruktiv retning. Det er desuden et håb, at indsatsen vil resultere i, at der sker en reducering af hærværk og anden kriminalitet, og at beboernes tryghedsfølelse stiger.
I løbet af 2008 gennemføres der en undersøgelse med henblik på at beskrive situationen i området. Resultatet vil udgøre grundlaget for en evaluering af indsatsen ved at gennemføre samme undersøgelsesprocedure ved projektets afslutning.
Indsatsen finder sted fra januar 2009 til december 2012.
Valby Lokaludvalg kommenterede i marts 2008, på baggrund af den foreløbige helhedsplan for Folehaven, der blev sendt til Landsbyggefonden 1. november 2007, at de anbefaler, at der arbejdes videre med helhedsplanen (jf. bilag 3)
Økonomi
Boligorganisationen har fået et midlertidigt støttetilsagn fra Landsbyggefonden til Folehaven på i alt 3.300.000 kr., hvilket giver et minimumskrav om medfinansiering på 1.100.000 kr. Medfinansieringen kan komme fra boligorganisation, boligafdeling, kommune og andre puljer.
Projektet er medfinansieret med følgende midler:
Socialudvalget: 220.000 kr.
Børne- og Ungdomsudvalget: 20.000 kr.
Teknik- og Miljøudvalget: 125.000 kr.
3B: 735.000 kr.
I alt 1.100.000 kr., heraf kommunal medfinansiering 365.000 kr.
Der er præcis den krævede medfinansiering til projektet i forhold til Landsbyggefondens krav.
De 125.000 kr. er tilskudsdeklarationsmidler fra Teknik- og Miljøudvalget. Midlerne blev bevilliget på mødet den 12. marts 2008 (TMU 124/2008).
Videre proces
Der er udarbejdet helhedsplaner for de 20 projekter, Landsbyggefonden har givet foreløbigt støttetilsagn til fra 2008-09 midlerne (projekterne er oplistet i bilag 2). 17 af helhedsplanerne forelægges Borgerrepræsentationen den 27. november 2008. Kgs. Enghave forelægges Borgerrepræsentationen den 30. oktober 2008 og Sundholmsvejkvarteret primo januar 2009. Helhedsplanen for Sjælør Boulevard forelægges kun Teknik- og Miljøudvalget den 8. oktober 2008 i et efterretningsnotat, da den ikke indeholder kommunal medfinansiering.
Helhedsplanen for Folehaven
Helhedsplanen for Folehaven skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget, Socialudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget,Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Efter aftale med Landsbyggefonden bliver helhedsplanen kun behandlet i fagudvalgene, inden den sendes til Landsbyggefonden den 1. november 2008 med forbehold for endelig politisk godkendelse i Borgerrepræsentationen. Når Landsbyggefonden har godkendt helhedsplanen, kan projektet sættes i gang i foråret 2009.
Hjalte Aaberg Anette Laigaard
Else Sommer
bilag
1. Del 1 af 2. Helhedsplan for Folehaven
1. Del 2 af 2 Helhedsplan for Folehaven
2. Baggrundsnotat til fællesindstillinger LBF 2008/09 midler
3. Høringssvar fra Valby Lokaludvalg
4. Kommentar til høringssvar fra Valby Lokaludvalg
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 08.10.2008
1. at blev anbefalet.
4. at blev godkendt.