Mødedato: 08.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Nedrivning af almene boliger på Peder Lykke Vej (højhuset)

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om kommunal støtte i form af kapitaltilførsel til nedrivning af almene boliger på Peder Lykkes Vej (højhuset).

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  

  1. at godkende en fysisk helhedsplan, der går ud på nedrivning af højhuset på Peder Lykkes Vej 61, der tilhører en almen afdeling i Boligorganisationen Domea, jf. bilag 1.

Og såfremt 1. at-punkt godkendes,

    2.   at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at yde lån på 4,0 mio. kr. som kommunens andel af
          kapitaltilførsel, under forudsætning af at realkreditinstitut, Landsbyggefonden og 
          boligorganisationen Domea yder deres andele. Udgiften afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets 
          bevilling Finansposter, funktion 8.32.24.5 finansieret af midler afsat til renovering af almene 
          boliger.

    3.   at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt, under 
          forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 1.

Problemstilling

Ejendommen Peder Lykkes Vej 61 indeholder 240 boliger. Den er opført i 1971 og har betydelige byggeskader, bl.a. forvitrer betonen, så facader, altaner og konstruktionsdele nedbrydes. Bygningen er derfor under skærpet tilsyn, så det løbende sikres, at det fortsat er forsvarligt at bo i huset.

Landsbyggefonden har afvist at støtte en udbedring af betonskaderne, da ejendommen fortsat vil have utidssvarende boliger og friarealer. Derimod vil Landsbyggefonden støtte nedrivning af højhuset efter reglerne om kapitaltilførsel. Derfor har Domea søgt om kommunens godkendelse af en fysisk helhedsplan, der går ud på nedrivning af bygningen. For kommunens vedkommende består kapitaltilførslen i, at den skal yde afdelingen et lån på 4 mio. kr.

Løsning

Nedrivningen gennemføres som en såkaldt ’fysisk helhedsplan’. Helhedsplanen er vedtaget af boligorganisationen Domeas organisationsbestyrelse den 13. maj 2014 og repræsentantskab den 3. juni 2014.

I henhold til Almenboliglovens § 37 kan en boligorganisations øverste myndighed (i dette tilfælde repræsentantskabet) beslutte at gennemføre en fysisk helhedsplan, selvom beboerne i boligafdelingen ikke har godkendt den på et afdelingsmøde. Beboerne nedstemte den fysiske helhedsplan på afdelingsmøde den 14. april 2014.

Forvaltningen vurderer, at nedrivningen er nødvendig, da bygningen er under nedbrydning og inden for en kortere tidshorisont ville skulle kondemneres. Det er endvidere ikke muligt at tilvejebringe en bæredygtig finansiering til en renovering af bygningen. På den baggrund og da boligorganisationen ønsker at nedrive bygningen, vurderes det, at ansøgningen skal imødekommes.

Da det i længere tid har stået klart, at ejendommen skulle nedrives, har Domea siden efteråret 2012 udlejet ledige lejemål på midlertidige kontrakter, der udløber i maj 2015. De ca. 80 beboere på de midlertidige kontrakter vil til maj 2015 selv skulle finde nye boliger. Kommunen har ikke hjemmel til at tilvejebringe genhusning til de beboere, der har midlertidige lejekontrakter, medmindre de opfylder de almindelige kriterier for boligsocial anvisning. Teknik- og Miljøforvaltningen vil drøfte situationen med Socialforvaltningen i foråret 2015.

Kommunen bidrager med en kapitaltilførsel som lån på 4 mio. kr. Lånet er rente- og afdragsfrit indtil videre, men vilkårene vil blive forhandlet, når det økonomiske resultat af nedrivning og salg eller udnyttelse af byggeretten kendes.

Nedrivningen åbner mulighed for, at der kan opføres nyt byggeri på stedet. Det er aftalt med Domea, som ejer grunden, at der efter nedrivning sigtes mod etablering af et antal private boliger. Baggrunden herfor er, at grunden ligger i Urbanplanen, som har meget ensidige ejerforhold med flere tusinde almene boliger. Nedrivning og nybyggeri vil således bidrage til mere blandede ejerformer.

Ny bebyggelse kræver en lokalplan. En startredegørelse, der omhandler det forventede indhold af lokalplanen, forelægges samtidig Teknik- og Miljøudvalget.

Domea har antaget Kuben til at stå for genhusningen. Kuben har indgået aftaler med de øvrige boligorganisationer i København om deres medvirken til genhusning af de 161 beboere, der har permanente lejekontrakter. Genhusningen vil blive fremmet, når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen.

Frem til nedrivningen, som forventes at finde sted i andet halvår af 2015, ommærkes de ledige lejligheder til ungdomsboliger og udlejes til studerende på midlertidige kontrakter.

Økonomi

De samlede udgifter til nedrivning og genhusning er budgetteret til ca. 31 mio. kr. De 11 mio. kr. finansieres af grundsalget og henlagte midler, mens de 20 mio. kr. finansieres af en kapitaltilførsel. De 20 mio. kr. betales af realkreditinstituttet (1/5), Landsbyggefonden (2/5) og boligorganisationen Domea (1/5). Kommunen bidrager med den sidste 1/5, altså 4 mio. kr. Det kommunale bidrag til nedrivningen udgør derfor et lån på 4 mio. kr.

Det kommunale lån til kapitaltilførslen finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling på Finansposter, funktion 8.32.24.5 (Indskud i Landsbyggefonden) af midler afsat i 2014 til renovering af almene boliger.

Lånet vil forblive indestående i afdelingen, der, når projektet er gennemført, kun vil bestå af boligerne på Frederikssundsvej. Lånet tilbagebetales, når afdelingen skønnes at have mulighed herfor.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen og den samtidig hermed forelagte startredegørelse for lokalplanlægningen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn til Domea, der vil iværksætte genhusningen af beboerne. Forvaltningen vil sideløbende fremme lokalplanlægningen.

Genhusningen forventes afsluttet i første halvår af 2015. Nedrivningen vil herefter finde sted i andet halvår af 2015.

                    Pernille Andersen
                                                        / Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 8. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top