Justering af det vedtagne Sankt Annæ Projekt
Indstilling og beslutning
Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der i forbindelse med etablering af skybrudssikring af Sankt Annæ Plads udskiftes 28 træer på Sankt Annæ Plads.
Problemstilling
Af indstillingen ’Sankt Annæ Projektet’, der blev behandlet af Borgerrepræsentationen 22. august 2013 fremgår det, at ”De eksisterende træer og skulpturer bevares, og der plantes nye træer ned til Kvæsthusmolen”, hvilket er formuleret på baggrund af det projektforslag, som også lå til grund for indstillingen.
Ved udarbejdelsen af hovedprojektet for skybrudsprojektet har det imidlertid vist sig, at gennemførelsen af skybrudsdelen er mere kompliceret end antaget i dispositionsforslaget fra rådgiver. Det påvirker projektets økonomi, samt vurderingen af hvilke træer, der kan forventes at overleve anlægsarbejderne på Sankt Annæ Plads.
I forbindelse med projektgennemsyn, har det vist sig, at etableringen af skybrudsledningerne bliver mere kompliceret og dermed dyrere end først antaget. Derfor er der behov for at tilpasse projektet.
Løsning
Sankt Annæ Projektet er et partnerskab, mellem Realdania, HOFOR og Københavns Kommune, om fornyelse og skybrudssikring af Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade og Nyhavn (øst for Toldbodgade). Parterne har i fællesskab valgt Sankt Annæ Selskabet A/S som bygherre på projektet (Borgerrepræsentationen 22. august 2013).
For at bevare de eksisterende træer var det oprindelig planlagt, at skybrudsledningerne skulle bores under de eksisterende træer, uden at skade træernes rødder. Det har nu vist sig nødvendigt, at der er behov for en større skybrudsledning, som enten kan bygges i ’åben grav’ eller ved boring af ledningstunnel under tryk. Tunnelløsningen er imidlertid teknisk vanskelig og dyr og vil skade træernes rodnet, hvilket i løbet af få år vil medføre, at de berørte træer får misvækst eller går ud.
Forvaltningen anbefaler derfor en billigere, mindre kompliceret og mere sikker metode med etablering i ’åben grav’. Denne løsning vil medføre, at træerne vil blive fjernet under anlægsperioden, og der vil i stedet blive plantet nye store træer, når ledningerne er lagt i jorden. Derved opnås i tilgift, at alle træer i rækkerne langs pladsen har samme ensartede vækstvilkår og vil fremstå som et samlet hele. Denne metode er 3,5 mio. kr. billigere end tunnelløsningen.
Der bliver således plantet 28 store nye træer på strækningen mellem Amaliegade og Toldbodgade. Selvom det reelt kun er 14 træer, der bliver berørt af ledningsarbejdet, foreslås det, at træerne på den modsatte side af pladsen ligeledes graves op og erstattes af 14 nye træer. Det vil sikre, at gaden og pladsen bevarer et ensartet udtryk, da træerne får samme størrelse.
Træerne på Sankt Annæ Plads
Pladsen er i dag beplantet med en formklippet allé af kejserlind, og det udtryk fastholdes i projektet og føres, som en del af det af Borgerrepræsentationen godkendte projektet, længere ned mod vandet (bilag 1).
En forudsætning for det oprindelige projekt var, at de eksisterende træer på dele af Sankt Annæ Plads kunne bevares, hvilket var vigtigt for beboerne i området.
I den oprindelige projektbeskrivelse er det allerede besluttet at plante 24 nye træer på strækningen fra Toldbodgade til Kvæsthusmolen. Samlet set vil der således blive plantet i alt 52 nye træer på strækningen. Som det fremgår af bilag 1 vil de oprindelige 46 træer, på stækningen Bredgade – Amaliegade, blive bevaret.
Da bevarelse af de eksisterende træer har været et stort ønske på borgermøderne, vil Sankt Annæ Selskabet, under forudsætning af, at Teknik og Miljøudvalget godkender udskiftningen af træerne, udarbejde en orientering til borgerne i området.
Økonomi
Merudgifter ved udførelse i åben grav - finansieret af:
TMF | Udskiftning af 28 træer | 1,0 mio. kr. |
Kommunens andel af budgettet rummer mulighed for finansiering af en udgift på 1 mio. kr. til mindre projektjusteringer på overfladen. Ved at finansiere de 28 nye træer, sikrer kommunen træer i området og bidrager samtidig til, at HOFORs projektandels samlede budgetoverskridelse reduceres med 3,5 mio. kr.
Merudgifter ved tunnelering - finansieret af:
HORFOR | Tunnelering af den store ledning | 3,5 mio. kr. |
TMF | Udskiftning af ødelagte træer | 2,0 mio. kr. |
I alt | 5,5 mio. kr. |
Hvis Teknik- og Miljøudvalget vælger ikke at godkende den foreslåede løsning med åben grav, skal HORFOR finde de 3,5 mio. kr. ekstra – eller trække sig ud af projektet.
Videre proces
Under forudsætning af, at Teknik og Miljøudvalget godkender indstillingen, indarbejdes ændringerne i projektet, inden det sendes i udbud omkring 1. oktober 2014.
Projektet forventes på nuværende tidspunkt færdigt april 2016. Det skyldes, at samarbejdsprojektets skybrudsdel løb ind i de ovenfor beskrevne tekniske og økonomiske problemer, og derfor er den samlede opstart af projektet forsinket ca. 4 måneder.
Pernille Andersen
/Niels Tørsløv
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.