Medlemsforslag om flere husbåde i Københavns Havn
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at fremlægge en sag til drøftelse i udvalget om status på omfanget af husbåde samt på projektet med fastsættelse af adresser til husbåde i Københavns Havn.
(Stillet af Venstre)
Motivering
Der er kommet sværere vilkår for husbådejerne i Københavns Havn over årene. Efterhånden som mere af havnen får nybyggerier, svinder antallet af kajpladser. Mange private grundejere og grundejerforeninger ønsker ikke at have husbåde liggende lige neden for vinduerne. Finder man som husbådejer en plads, skal der ordnes tilkobling og tilladelser for vand, el og sanitet, ligesom der er regler for sikkerheden ombord, såsom højden på rælingen.
Husbåde er omfattet af byggeloven, og det kræver derfor en byggetilladelse at anlægge en husbåd til beboelse.
I Ifølge adresselovgivningen skal husbåde, der anvendes til bolig‐ eller erhvervsformål have fastsat adresser således, at hver husbåd har en særskilt adresse ved bolværket. Fastsættelse af adresser er en praktisk foranstaltning i henhold til Adresseloven, som ikke i sig selv betyder at kommunen har taget stilling til husbådens lovlighed i forhold til anden lovgivning. I forlængelse af adresseafgørelsen foretager forvaltningen imidlertid en lovliggørende sagsbehandling for de både man er blevet opmærksomme på, i det omfang bådene ikke har en byggetilladelse.
På den baggrund ønsker Venstre at drøfte, hvordan Københavns Kommune kan bidrage til at sikre flere husbåde og lovliggørelse af de eksisterende husbåde i Københavns Havn.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. juni 2020
Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Som led i forberedelse af sagen ønsker Enhedslisten en afdækning af politiske muligheder for at styrke bevarelsen af den maritime kulturarv i administrationen af tilladelser eller på anden vis.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Som led i forberedelse af sagen ønsker Enhedslisten at se alternativer til tvangsfjernelse af selvetablerede husbåde i Fredens Havn.”