Medlemsforslag om projekt i Ny Adelgade
Det foreslås:
- at forvaltningen udarbejder et forslag til, hvordan Ny Adelgade kan indgå som et pilotprojekt i forbindelse med fredeliggørelsen af Indre By, alternativt om det kan blive et frigadeforsøg.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
I Ny Adelgade er erhvervslivet gået sammen om at foreslå en begrønning af gadearealet. De vil gerne bruge gaden til udeservering, men også til arrangementer, og har ideer om både langbordsmiddage og drag show i forbindelse med Priden. Der bor kun meget få beboere i gaden, og de er positive overfor forslaget. Pilotprojektet er beskrevet i det vedhæftede. Initiativtagerne vil efter inspiration fra Kompagnistræde bede om muligheden for at åbne gaden for gående og siddende, og for arrangementer, og i stedet lukke en del af parkeringspladserne, så der kun er parkering/erhvervsparkering i enderne af gaden.
Når vi ser det som en politisk opgave, så handler det om, at vi skal udnytte de lokale initiativer og løfte dem, så initiativtagere i vores by faktisk oplever, at der bliver reageret, når de involverer sig i byens udvikling.
Samtidig er det en chance for rent faktisk at måle på, hvordan fodgængeraktivitet, transport og butikkernes/restauranternes indtjening bliver påvirket af fredeliggørelse.
Eftersom initiativtagerne selv vil stå for begrønning osv. vil udgifterne for kommunen sandsynligvis ikke være større end til nedlæggelse af nogle parkeringspladser og en skiltning for ærindekørsel. Initiativtagerne foreslår selv, at der kan bibeholdes parkeringspladser i den ende, der ligger ved Sydbank.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. juni 2020
Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af at-punktet:
”at medlemsforslaget trækkes fra dagsordenen.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.
Det således ændrede medlemsforslag blev derved trukket fra dagsordenen.
.