Mødedato: 08.06.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Etablering af helleanlæg på Østerbrogade

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om etableringen af et tidligere besluttet helleanlæg på Østerbrogade skal udsættes.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anlæg af helleanlæg på Østerbrogade ved Sionsgade udsættes til 2018 eller snarest efter MetroCityringens færdiggørelse.

Problemstilling

Teknik- Miljøudvalget bad 18. maj 2015 forvaltningen udarbejde en revideret indstilling med oplysninger om faktuelle udgifter som følge af de beskrevet busforsinkelser.

De ønskede oplysninger er indføjet under Løsning.

Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der under ”mindre sager” afsat 0,5 mio. kr. til etablering af helleanlæg på Østerbrogade øst for Jagtvej.

Da der i området er flere vejlukninger i perioden frem til 2018 på grund af byggeriet af Nordhavnsvej og Metro, kan etablering af et helleanlæg på Østerbrogade få betydning for fremkommeligheden i området, herunder for buslinie 1A.

Der skal derfor tages stilling til, om etableringen af helleanlægget på Østerbrogade skal udskydes til senere.

Løsning

På grund af metrobyggeriet og Nordhavnsbyggeriet er der flere vejlukninger i området. Trafikintensiteten på Østerbrogade vil være særlig høj, indtil MetroCityringen er færdiganlagt i 2018.

Såfremt der på nuværende tidspunkt etableres et helleanlæg på Østerbrogade ved Sionsgade, vil antallet af spor på Østerbrogade ved Sionsgade blive reduceret fra fire spor til to spor, jf. bilag 3. Ved en indsnævring til to spor, indsnævres gadens kapacitet til 15.000 biler. I dag kører der ca. 20.000 biler i døgnet på Østerbrogade mellem Svanemølle Station og Jagtvej.

Såfremt helleanlægget etableres, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at det vil medføre lange bilkøer i myldretiden.

Forvaltningen foreslår derfor, at etableringen af helleanlægget udskydes, indtil MetroCityringen er færdiganlagt i 2018 eller snarest herefter for at undgå fremkommelighedsproblemer.

I forbindelse med en eventuel udsættelse af etablering af helleanlægget planlægger Teknik- og Miljøforvaltningen at gennemføre nogle få mindre forskønnelsesarbejder af den eksisterende fodgængertunnel under Østerbrogade ved Sionsgade, herunder en tydeligere markering af nedgangen til tunnelen. Dette sker for at skabe et incitament for flere fodgængere til at bruge tunnelen, og dermed sikre en sikker og synlig krydsningsmulighed i området. Forskønnelsen var planlagt som en del af det løbende vedligehold i byen og kan derfor finansieres inden for de eksisterende driftsrammer.

Dialog med lokale interessenter og lokaludvalg

Forvaltningen har haft dialog med lokale interessenter og lokaludvalget for Østerbro. Parterne er positive overfor en udsættelse af helleanlægget samt for en mindre forskønnelse og synliggørelse af fodgængertunnelen. 

Movia har påpeget, at Linie 1A passerer stedet, hvor helleanlægget påtænkes placeret, 12 gange pr. time i hver retning. Anlægget vil derfor være til gene for mange busser, og det driftsøkonomiske tab herved beregner Movia til ca. 6 mio. kr. årligt for Københavns Kommune – jf. bilag 5. Movia anbefaler derfor, at anlægget udsættes til efter åbningen af MetroCityringen, hvor busdriften forventes at være reduceret på denne strækning, jf. bilag 4.

Økonomi

I Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) (Æ221) er der afsat 500.000 kr. til heller på Østerbrogade efter Jagtvej i 2015.

Det anbefales, at projektet udskydes, og det afsatte beløb forventes brugt i 2018 eller snarest derefter.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen gennemfører en række mindre planlagte forskønnelsesarbejder af tunnelen på Østerbrogade inden udgangen af 2015. Ved færdiggørelse af MetroCityringen i 2018 eller snarest derefter anlægges helleanlæg på Østerbrogade ved Sionsgade. Teknik- og Miljøudvalget vil få forelagt projekt med henblik på frigivelse af bevilling.

 

Pernille Andersen

                                           /Anders Møller

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. juni 2015

C, I og V stillede følgende ændringsforslag:
”At helleanlægget ikke iværksættes.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og V
Imod stemte: A, B, F og Ø

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Til top