Mødedato: 08.06.2015, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høringssvar til Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019

Se alle bilag
I forbindelse med den offentlige høring af Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019 skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til fremsendelse af et høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at høringssvaret om Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019 fremsendes til Kultur- og Fritidsudvalget (jf. bilag 1).

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 19. februar 2015 at sende udkast til ”Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019” i høring hos relevante interessenter, herunder Teknik- og Miljøudvalget. Politikken er vedhæftet som bilag 2.

Høringssvaret skal være Kultur- og Fritidsforvaltningen i hænde senest 15. juni 2015.

Løsning

Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019 sætter rammerne for København, som ”en levende storby med kant” ud fra 5 principper og 8 indsatområder.

Visionen i politikken er:
”Københavns Kommunes ambition er at være en attraktiv storby med livskvalitet og ”kant”. København satser på det nye og uprøvede, hvor der arbejdes på tværs og tænkes i bedst mulig anvendelse af ressourcer og plads. Borgerne er et aktiv, der er med til at udvikle byen, og der skal være plads til græsrødderne, samtidig med, at kommunen sætter klare og tydelige rammer.”

De 5 principper for udviklingen af kultur og fritid i politikken er:

  1. Kulturens egenværdi
  2. Demokrati
  3. Kvalitet
  4. Ytringsfrihed
  5. Decentralisering.

De 8 indsatsområder er: Faciliteter, Styrk borgerne, Den digitalt lækre by, Det historiske København, Det internationale, Det hele barneliv – læring, trivsel og alle med, Vækstlaget, og Samarbejde om hele byen.

Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Kultur- og Fritidspolitik
I udkastet til høringssvar kvitteres for inddragelsen af Teknik- og Miljøudvalget, og udvalget erklærer sig enig i og bakker op om det fortsatte samarbejde om realisering af kultur- og fritidsprojekter. 

I høringssvaret bakkes op om intentionerne i politikken, og der udtrykkes støtte til samarbejdet på tværs af forvaltninger om konkrete projekter – bl.a. i forhold til udvikling af en blå og grøn by. Udvalget er støtter ligeledes et øget samarbejde på tværs af de to forvaltninger for at udnytte ressourcer og plads bedst muligt, bl.a. i forhold til reservering af arealer til rekreative anvendelser.

I høringssvaret nævnes også, at byens blå og grønne byrum, parker og naturområder kan bidrage som mulige læringsrum for byens mange børn og unge, og at område­fornyelserne er et oplagt sted til at gennemføre eksperimenterende kultur- og fritidstiltag.

Derudover gør udvalget opmærksom på, at der er behov for at skabe bedre rammer for de større events, og udvalget foreslår, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen går i dialog om at finde egnede steder til dette.

Afslutningsvist gøres der opmærksom på Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med nye visioner og strategier for teknik- og miljøområdet.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling oversendes Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

På baggrund af høringssvarene og dialogen med interessenterne udarbejdes en revideret udgave af Kultur- og Fritidspolitik 2016-2019 i efteråret 2015.

   

                                     Pernille Andersen     /   

                                                                                Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. juni 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top