2. reperiodisering 2015 - opdatering af anlægsbudget
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at det forventede nettoforbrug på anlægsprojekterne i 2015 medfører, at bevillingen Byfornyelse anlæg nedskrives med 68,1 mio. kr., bevillingen Ordinær anlæg nedskrives med 106,2 mio. kr., bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med 10,0 mio. kr. og bevillingen Klima anlæg nedskrives med 3,7 mio. kr. og periodiseres fra 2015 og ud i 2016 - 2019, jf. bilag 1.
- at periodiseringen af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme i 2015 til 2019 foretages som beskrevet i bilag 2.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug, skal fremlægges for udvalget kvartalsvist.
Løsning
Indstillingen er af teknisk karakter og indebærer, at bevillingerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb, således at budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges. Dette gøres af hensyn til kommunens likviditet og i henhold til bevillingsreglerne. Samtidig sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet indtil det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet minimeres.
Reperiodiseringen af budgetterne mellem årene forårsages af teknisk periodisering for at tilpasse anlægsrammen til kommunens anlægsmåltal, justering af projektprognoser samt aktivitetsforskydninger i forskellige projekter.
Op- og nedskrivningerne af budgetter på projektniveau har ikke selvstændige økonomiske konsekvenser, men betyder konkret, at budgetterne bliver flyttet til de år, hvor udgiften forventes.
Konkret betyder det, at der med 2. reperiodisering 2015 foretages følgende ændringer:
- Byfornyelse anlæg nedskrives med netto 68,1mio. kr. pga. aktivitets- og udbetalingsforskydninger på byfornyelsesprojekter, hvor forvaltningen ikke selv er bygherre
- Bevillingen Ordinær anlæg nedskrives med netto 106,2 mio. kr. Nedskrivningen skyldes en overordnet tilpasning af projekternes budgetter til de justerede forventninger, primært vedrørende projekterne ”BP – Genopretning af broer – Mørkhøjvej Fæstningsgraven”, ”Højklasset busløsning på Frederikssundsvej og busgade ved Nørrebro Station”, ”Stibro over Inderhavn” og ”Frederiksholmsløbsbroen”, reperiodiseringen har ingen betydning for projekternes tidsplan men udelukkende betalingsplanen
- Bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med netto 10,0 mio. kr., fordi projektet Genbrugsstation, Sydhavn nedskrives, reperiodiseringen skyldes at projektet bliver forsinket grundet klager til Natur- og Miljøklagenævnet
- Bevillingen Klima anlæg nedskrives med netto 3,7 mio. kr. Dette skyldes en reperiodisering af projektet CP V - Cykelrute Amagerbanen sammentænkning med klimatilpasning, på grund af projektkoordinering med bl.a. HOFOR
Bilag 1 er en komplet oversigt over anlægsprojekterne i 2015 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg med forventet forbrug for 2015 på projektniveau.
Det korrigerede budget for 2015 udgør i alt 1.652,4 mio. kr. brutto for den samlede anlægsramme. Til sammenligning var det vedtaget brutto anlægsbudget i 2015 på 1.251.6 mio. kr. og forbruget i 2014 på 1.443,9 mio. kr.
Bilag 2 viser en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsområde fra 2015-2019.
Ibrugtagning af anlægsprojekter
I bilag 3 findes status på forvaltningens igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning og økonomi. Det fremgår af bilag 3, at Teknik- og Miljøforvaltningen i 23 % af de aktive, ikke-ibrugtagne anlægsprojekter, forventer, at det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt bliver overskredet med mere end seks måneder.
- Det betyder, at forvaltningen ud af 416 aktive, ikke-ibrugtagne projekter, har 94 røde projekter (dvs. at ibrugtagningstidspunktet er overskredet med mere end 6 måneder).
- Overskridelsen af ibrugtagningstidspunktet på 32 (34 %) af de 94 projekter skyldes forhold, som af Økonomiforvaltningen er defineret som ”eksterne faktorer”, såsom at forvaltningen ikke selv er bygherre på projektet, at eksterne sagsbehandlingstider har trukket ud eller tvister med entreprenører. Med andre ord forhold som forvaltningen ikke selv kan styre.
- De resterende 62 projekter er forsinket som følge af forhold, som af Økonomiforvaltningen er defineret som ”ændret politisk ønske”, ”koordinering med andre projekter” eller ”interne faktorer”.
Økonomi
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningens reperiodiserede anlægsoversigt indgår i Københavns Kommunes samlede anlægsoversigt, dvs. alle forvaltningers anlægsprojekter, som behandles af Økonomiudvalget den 9. juni 2015 og af Borgerrepræsentationen den 17. juni 2015, jf. cirkulæret for budgetopfølgning 2015.
Pernille Andersen
/ Anders Møller
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.