Mødedato: 08.05.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Revideret tema og destination for Teknik- og Miljøudvalgets studietur

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et revideret oplæg til tema og destination for udvalgets studietur. Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til tema, destination og tidspunkt for udvalget studietur.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at temaet for udvalgets studietur er mobilitet, byudvikling og grøn teknologi i Boston.

  2. at udvalgets anden studietur i valgperioden afholdes i efteråret 2023 i uge 46, jf. Teknik- og Miljøudvalgets mødeplan.

Problemstilling

På baggrund af forslag til temaer og destinationer for Teknik- og Miljøudvalgets anden og sidste studietur i valgperioden, besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 6. februar 2023, at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder et revideret oplæg til tema og destination for udvalgets studietur med udgangspunkt i mobilitet, byudvikling og grøn teknologi.

Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til revideret tema, destination, samt tidspunkt for udvalgets studietur.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget kan benytte studieturen til at indhente læring og erfaring til brug i forbindelse med udvalgets arbejde med den kommende Kommuneplan 2024. Det foreslås, at temaet for udvalgets studietur er ’mobilitet, byudvikling og grøn teknologi’ med Boston som destination. Klimaaftryk, transportmuligheder og tidsforbrug for både den foreslåede studietur samt alternativt tema og destination er beskrevet i bilag 2.

Det foreslås, at studieturen afholdes i uge 46, som er reserveret hertil i Teknik- og Miljøudvalgets mødeplan for 2023. Datoer for afrejse og hjemkomst præciseres i det endelige program for studieturen. Selve programmet for studieturen er fleksibelt – alt efter ønsker til programmet, men forventes at være 4-5 dage.

Mobilitet, byudvikling og grøn teknologi

En studietur til Boston vil have fokus på mobilitet med bl.a.  arbejdet med cykelruter og større trafikprojekter. Derudover er det muligt at se eksempler på byudvikling langs havnen, hvor kystsikring vil være en stor del af indsatsen. Boston og Cambridge (forstad til Boston) har desuden igangsat en række initiativer for at forbedre byrum i forhold til at håndtere, at byerne oplever stigende temperaturer. Initiativerne drejer sig om bl.a. træer i byrum og etablering af køle-centre. Endelig vil det være muligt at have et tema om udvikling af grøn teknologi med fokus på forskning og start ups.  

Københavnertur

Den 28. august 2023 har Teknik- og Miljøudvalget besigtigelsestur (TMU 19.12.2022). Besigtigelsesturen benyttes til, at udvalget kan få indsigt og viden om status i København på de emner, der berøres på studieturen. Fokus vil være oplæg om og at se byrum langs havnen, stormflodssikring og Lynetteholm.

Politisk handlerum

  • Studieturen kan afvikles i slutningen 2023, 2024 eller 2025. Varigheden af studieturen kan udvides eller reduceres. Desuden kan studieturen fravælges.
  • Der kan vælges andet tema inden for ’Byrum og mobilitet’. Som alternativ kan Paris derved danne rammen om arbejdet med kombinationen af byrum og mobilitet. Som det fremgik af ”Tema og destination for Teknik- og Miljøudvalgets studietur” (TMU 6.2.2023), har man i Paris udviklet konceptet ”15 minutters byen”, som sigter på at skabe bæredygtighed og livskvalitet gennem en planlægning, som gør det muligt at få adgang til alt inden for 15 minutters transport til fods, på cykel eller med offentlig transport. Det sker gennem omdannelse af vejarealer fra biltrafik til cykeltrafik/gående og med bilfri bydele, bilfri skolegader og innovative cykelparkeringsløsninger. Byen har desuden spændende tiltag på boligområdet – især inden for socialt boligbyggeri. Endelig har Paris også en stærk dagsorden omkring biodiversitet.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Udgifter til studietur afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, forelægges udvalget endeligt program for studieturen.

Borgerrepræsentationen forelægges indstilling om erstatning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med studieturen.

 

                                          Søren Wille

                                                                               / Morten Rixen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. maj 2023

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

 

”at temaet for udvalgets studietur er byrum og ’15 minutters byen’ i Paris.”

 

Ændringsforslaget blev forkastet med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: F, Ø og Å

Imod stemte: A, B, C og V

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top