Mødedato: 08.05.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Klimatilpasningsredegørelsen 2016 med forslag til igangsættelse af 13 skybrudsprojekter

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Klimatilpasningsredegørelsen 2016 og igangsættelse af 13 skybrudsprojekter, der indgår i Projektpakke 2018.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klimatilpasningsredegørelsen 2016 tages til efterretning, jf. bilag 1.

  2. at der igangsættes 13 skybrudsprojekter fra ansøgning til Forsyningssekretariatet om medfinansiering af skybrudsprojekter, som udgør Projektpakke 2018, jf. bilag 2.

  3. at der gives et rådighedsbeløb på 324,9 mio. kr. og frigives særskilte anlægsbevillinger på i alt 324,9 mio. kr. til de klimatilpasningsløsninger, der er i forbindelse med igangsættelsen af de 13 skybrudsprojekter i bilag 2. Rådighedsbeløbet afsættes og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg, jf. bilag 3.

  4. at der optages byggelån for 324,9 mio. kr. til finansiering af ovenstående rådighedsbeløb på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, jf. bilag 3.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget tiltrådte på møde den 28. november 2016 at anbefale til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at Klimatilpasningsredegørelsen 2016 blev taget til efterretning, samt at kommunen igangsætter 15 skybrudsprojekter, som udgør Projektpakke 2018. Indstillingen blev imidlertid taget af dagsordenen ved Borgerrepræsentationens møde den 19. januar 2017. Årsagen var, at Forsyningssekretariatet havde fastlagt nye retningslinjer for, hvorvidt projekterne kan finansieres over spildevandstaksten. De kommunale skybrudsprojekter er tilpasset Forsyningssekretariatets ændrede retningslinjer. Teknik- og Miljøforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et revideret forslag til Klimatilpasningsredegørelsen 2016 og Projektpakke 2018.

Løsning

Skybrudsprojekter kan grundlæggende gennemføres på tre forskellige måder: Som rene HOFOR projekter i form af spildevandstekniske anlæg; som kommunale projekter, hvor der gøres brug af de såkaldte medfinansieringsregler; eller som kombinerede projekter, hvor der både er spildevandstekniske og kommunale elementer i projektet. Forsyningssekretariatet har fastlagt nye retningslinjer for at godkende skybrudsprojekter, der er omfattet af medfinansieringsreglerne (se bilag 6):

For det første er man gået fra, at projekterne skulle være omkostningseffektive på vandoplandsniveau over en projektperiode på 20 år til, at alle projektøkonomier skal vurderes enkeltvis. Forvaltningen kan dog pulje projekter med geografisk og vandteknisk (hydraulisk) sammenhæng for at skabe en samlet positiv projektøkonomi. Dette forudsætter, at de pågældende projekter afsluttes inden for en periode på fire år.

For det andet har Forsyningssekretariatet indført en ny beregningsmodel for omkostningseffektivitet. Den bevirker, at 56 medfinansieringsprojekter ikke i sig selv er omkostningseffektive. De skal dermed puljes med andre omkostningseffektive projekter, som samlet set skal afsluttes inden for en fireårig periode.

Hovedparten af de såkaldte grønne veje vil efter den nye beregningsmodel ikke være omkostningseffektive. De grønne veje vil typisk indeholde væsentlige elementer, som har karakter af spildevandsteknisk anlæg. Disse projekter overflyttes således til HOFOR, som konsekvens af den nye regulering. Overflytningen af de grønne veje til HOFOR stiller skærpede krav til koordinering mellem HOFORs aktiviteter på disse projekter og kommunens arbejde med fx vejgenopretning. Selvom projekterne overflyttes til HOFOR vil det fortsat være muligt at lave skattefinansierede byrumsprojekter i tillæg til projekterne. Såfremt det ud fra en samlet vurdering i et konkret projekt vurderes formålstjenligt at fastholde en grøn vej som et kommunalt projekt, vil dette projekt skulle puljes med andre skybrudsprojekter for at opnå et samlet omkostningseffektivt niveau.

Projektpakke 2018

Forsyningssekretariatets nye retningslinjer betyder, at kommunens pakke af medfinansieringsprojekter i 2018 reduceres fra 15 til 13 skybrudsprojekter. To projekter for udførelse af grønne veje på Skoleholdervej og på Vendersgade overgår til HOFOR, som igangsætter projekterne i 2018, og gennemføres således som hidtil planlagt, men af HOFOR i stedet for forvaltningen.

Klimatilpasningsredegørelsen 2016

Klimatilpasningsredegørelsen indeholder tre temaer og en status for samtlige igangsatte projekter.

Tema 1 beskriver de to vandtekniske hovedprincipper – at oversvømmelserne ikke må forværres andre steder i byen, og at vandtekniske nøgleprojekter skal implementeres først. De ni projekter, som præsenteres i tema 1 gennemføres alene med henblik på at håndtere vand, og indeholder således ikke supplerende byrumstiltag:

1. Lygten Kanal (samordnes med det vandtekniske nøgleprojekt i Lersøparken)

2. Kastelgraven (samordnes med udviklingen af Skt. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø)

3. Vigerslevparken Midt (vandteknisk nøgleprojekt)

4. Grønt område bag Lykkebo Skole (samordnes med renovering af skolegård)

5. Grøndalsparken (vandteknisk nøgleprojekt)

6. Vigerslevparken Syd (vandteknisk nøgleprojekt)

7. Sortedams Sø (del af bortledning af vand fra Tagensvej, igangsat i Projektpakke 2017)

8. Carl Jacobsens Vej (samordnes med helhedsgenopretning og renovering af fjernvarmeledning)

9. Peblinge Sø (rensning og bortledning af vand fra Korsgade og Hans Tavsens Gade)

Tema 2 beskriver projekter med potentiale for supplerende indsatser for bedre byrum og mere bynatur. Her er følgende fire skybrudsprojekter prioriteret:

10. Kulbanevej (i forbindelse med forsinkelsesbassin etableres grønt naturområde og lokalt mødested)

11. Karens Minde (mulighed for i tilknytning til projektet at lave en grøn forbindelse via Sjælør Boulevard og Vestre Kirkegård mellem Vesterbro og Kgs. Enghave)

12. Bispeparken (etablering af lokal bypark med mulighed for fællesskab, leg, motion og læring i lokalområdet. Bakkeforløb fremhæves og kig til Grundtvigs Kirke understreges)

13. Fredens Park (mere bynatur, der skaber varieret skovbeplantning, grønne rum, udsigt til søerne og afskærmning mod Tagensvej, og dermed indbyder til  ophold og aktiviteter)

De foreslåede styrkelser af bynatur og byrum kan realiseres, hvis der afsættes midler i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2018.

Tema 3 indeholder en redegørelse for forvaltningens arbejde med at involvere københavnerne og københavnske virksomheder i klimatilpasningen af København. Initiativer til at styrke dette arbejde omfatter fx advarselssystem ved indfaldsveje og information til borgere og virksomheder, som vil indgå i budgetforhandlingerne for 2018.

Med Projektpakke 2018 fortsætter implementeringen af skybrudsprojekter som planlagt. Status for implementeringen er, at i alt 33 skybrudsprojekter er igangsatte, heraf er to afsluttet. De 13 tilførte skybrudsprojekter forventes afsluttet frem mod 2023 (se bilag 5). Da alle projekter er omkostningseffektive hver især, er der ikke behov for, at disse projekter indgår i projektfællesskaber, som skal afsluttes inden for en fireårig periode.

Med undtagelse af projektet på Kulbanevej vurderes Projektpakke 2018 med den eksisterende viden ikke at påvirke parkeringsmulighederne. Da Kulbanevej er uden for parkeringszonen, primært har haft en parkeringsfunktion i forhold til det tidligere Grøntorv, og skybrudsprojektet kun har potentiale til at optage en mindre del af vejen, vurderer forvaltningen, at projektet ikke har væsentlig betydning for behovet for parkering i området. Dette vil dog blive undersøgt nærmere i udviklingen af projektet. Projekterne om grønne veje på Skoleholdervej og Vendersgade – som overgår til HOFOR – vurderes at kunne påvirke parkeringsmulighederne. Når disse forhold er fastlagt, og hvis der opstår uforudsete udfordringer i forhold til parkering for de øvrige projekter, vil dette blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget.

Forslaget til Projektpakke 2018 har i forbindelse med udarbejdelsen været i høring hos lokaludvalgene, der generelt ser positivt på de udvalgte projekter, jf. bilag 4.

Økonomi

Kommunale skybrudsprojekter skal være omkostningseffektive i forhold til traditionelle projekter (fx rør og underjordiske bassiner). Projektpakke 2018 aktiverer 324,9 mio. kr. til i alt 13 projekter. Herved er i alt lidt over 1 mia. kr. ud af den samlede økonomiske ramme for overfladeløsninger på 4,9 mia. kr. (3,3 mia. kr. kommunale og 1,6 mia. kr. private overfladeløsninger) aktiveret, svarende til ca. 20 %. I den økonomiske ramme for skybrudsløsningerne indgår driftsomkostninger på 1 % af anlægssummen. Implementeringens første fase er betydelig dyrere end de to efterfølgende faser, da det er her de store projekter gennemføres. Dette gøres for at sikre udløb til havnen, de indre søer, parker og pladser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen implementeringen af Projektpakke 2018 i samarbejde med HOFOR.

Forvaltningen udarbejder desuden budgetnotater for tema to og initiativerne i tema tre forud for budgetforhandlingerne for 2018. Derudover indgår også forslag til finansiering af byrum og bynatur til projektet ’VEL26 Hans Tavsens Park’, der indgik i Projektpakke 2017, men som ikke var klar til budgetforhandlingerne sidste år.

                                          

                      Pernille Andersen

                                                                 / Jakob Møller Nielsen

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top