Mødedato: 08.04.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bevaring af bygninger beliggende Rådmandsgade 56 og 60, Nørrebro

Se alle bilag

En grundejer har anmodet om nedrivning af bygninger på ejendommene beliggende Rådmandsgade 56 og 60 med henblik på at klargøre grundene til et endnu ikke ansøgt byggeprojekt. De eksisterende bygninger udgør en del af et tilbageværende område, hvor der tidligere har været småindustri og håndværkserhverv. Grundejer har i forbindelse med varsel/partshøring af et eventuelt § 14-forbud på ejendommene gjort opmærksom på, at ejendommene er omfattet af en magelægsaftale indgået mellem staten og Københavns Kommune i 1989. Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at der gives tilladelse til nedrivning af bygningerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at bygninger beliggende Rådmandsgade 56 og 60 ikke bevares jf. Løsning.

Problemstilling

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. december 2023 anmodede Enhedslisten (Ø) med henvisning til liste over nedrivningssager om, at forvaltningen forelægger en indstilling om muligheden for at nedlægge § 14-forbud med henblik på udarbejdelse af en bevarende lokalplan for ejendommene beliggende på Rådmandsgade 56 og 60, Nørrebro. I vurdering af muligheden for at nedlægge § 14-forbud har forvaltningen forholdt sig til den procesrisiko, der vil være forbundet med nedlæggelse af § 14-forbud på ejendommene. Desuden har forvaltningen vurderet bevaringsværdien af bygningerne på de to ejendomme (bilag 2). 

Løsning

Forvaltningen har indledt proces for nedlæggelse af § 14-forbud på de to ejendomme, og har i henhold til sædvanlig procedure varslet § 14-forbuddene overfor berørte parter. Varsling om evt. nedlæggelse af § 14-forbud har været i partshøring i perioden den 11. januar til 2. februar 2024. Partshøringen har til formål at sikre, at ejer af ejendommene samt andre, som forbuddet evt. retter sig mod, har mulighed for at udtale sig. Forvaltningen har modtaget høringssvar fra ejeren, der har givet anledning til ændringer i forvaltningens vurdering (bilag 3a og 3b).

Historik og Procesrisiko

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 29. oktober 2023 modtaget to ansøgninger om nedrivning af eksisterende bebyggelse på Rådmandsgade 56 og 60. Grundejer begrunder ønske om nedrivning med, at bygningerne står i svært forfald, er ubenyttede og vurderes ikke at kunne udlejes. Den ønskede nedrivning er desuden led i klargøring af ejendommene til fremtidige endnu ikke planlagte byggeprojekter. Da grundejer ikke samtidig søger om byggetilladelse til opførelse af nybyggeri, oplyses det, at grundejer i perioden efter nedrivning vil opføre et fast hegn, der vil afskærme byggepladsen mod offentlige vejarealer og nabogrunde.

I forbindelse med partshøringen er forvaltningen blevet bekendt med, at ejendommene er omfattet af en magelægsaftale, der er indgået mellem staten og Københavns Kommune i 1989 (bilag 3a og 3b). En magelægsaftale er en privatretlig aftale mellem to eller flere parter, der primært omhandler overdragelse af ejendomme parterne imellem.

Magelægsaftalen har betydning for forvaltningens vurdering af muligheden for at nedlægge § 14-forbud, idet det fremgår af aftalen, at staten vil komme til at eje en række ejendomme indenfor område O i lokalplan 79 Titangade (bekendtgjort den 13. marts 1985). Rådmandsgade 56 og 60 er placeret inden for område O i lokalplanen. Det fremgår af den gældende lokalplans formål, at område O med tiden tænkes anvendt til undervisningsformål, og der er fastsat bestemmelser, der giver mulighed for nybyggeri i op til 5 etager med udnyttet tagetage og med en bebyggelsesprocent op til 110. Ejendommene beliggende Rådmandsgade 56 og 60, der som nævnt er omfattet af magelægsaftalen, er erhvervet af Bygningsstyrelsen i henholdsvis 2019 og 2020 og ligger indenfor lokalplanens delområde O.

Magelægsaftalen administreres af Økonomiforvaltningen, som har bekræftet, at magelægsaftalen fortsat er aktuel.

Forvaltningen vurderer, at det forhold at Københavns Kommune har været aftalepart i magelægsaftalen siden 1989, kan have betydning i en eventuel efterfølgende klagesag. Magelægsaftalens eksistens vil være bevis for, at Københavns Kommune siden 1989 har haft kendskab til statens ønske om at nedrive de eksisterende bygninger. Det må derfor anses for højst sandsynligt, at Planklagenævnet på denne baggrund vil finde et § 14-forbud ugyldigt som følge af passivitet fra forvaltningens side.

Vurdering af bygningernes bevaringsværdi

Bygninger på Rådmandsgade 56 og 60 er SAVE-vurderet i 1996. Rådmandsgade 56 rummer i alt ni sammenbyggede bygninger, hvoraf tre er synlige fra gaden. To af bygningerne mod gaden er registreret med SAVE-værdier. En rød murstensvilla (enfamiliehus) er registret med en SAVE-værdi på 5 (middel bevaringsværdi), og en hvidmalet værkstedsbygning er registreret med SAVE-værdi på 8 (lav bevaringsværdi). Ejendommens resterende syv bygninger er ikke SAVE-registreret.  Rådmandsgade 60 (opført i 1934) rummer én bygning, der er registreret med SAVE-værdi 7 (lav bevaringsværdi) i 1996. Fotos fremgår af bilag 2.

Forvaltningen har i januar 2024 foretaget en ny vurdering af bevaringsværdien for de to ejendomme (bilag 2). Forvaltningen vurderer, at den samlede bygningsmasse på Rådmandsgade 56 og Rådmandsgade 60 er bevaringsværdig, da den er et eksempel på den småindustri, der var kendetegnende for brokvartererne og København i det 20. århundrede frem til midten af 1970’erne. Bebyggelsen fremstår komplet med bolig, værksteder, lagerbygninger og diverse skure, opført i perioden 1925-1955. Den samlede bebyggelse rummer i særlig grad miljø- og kulturhistorisk værdi. Derudover fremhæver Kampagnen Byens Sjæl (2022) de to ejendomme som eksempel på en bygningsmasse med bydelsspecifikke træk.  

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen vurderer, at der på baggrund af magelægsaftalen mellem staten og Københavns Kommune fra 1989 ikke bør nedlægges § 14-forbud mod nedrivning på trods af de kultur- og miljømæssige bevaringsværdier, som forvaltningen mener, at ejendommene repræsenterer. Forvaltningen vurderer således, at det må anses for højst sandsynligt, at Planklagenævnet i eventuelle efterfølgende klagesager vil nå frem til, at § 14-forbuddene er ugyldige som følge af passivitet fra forvaltningens side, da kommunen har haft kendskab til statens ønsker om opførelse af byggeri til undervisningsformål siden indgåelse af aftalen i 1989.

Partshøring

Forvaltningen har modtaget høringssvar fra Bygningsstyrelsen, hvor der blandet andet peges på magelægsaftalen og kommunens kendskab til statens fremtidige råderet over ejendommen beliggende inden for lokalplanens delområde O og planerne herfor. Desuden er det bygningsstyrelsens vurdering, at bygningerne har lave SAVE-værdier, og standen på bygningerne gør dem stort set umulige at bevare. Bygningsstyrelsen afslutter med at skrive, at de som ejer vil forbeholde sig retten til at kræve erstatning for tab, hvis der nedlægges § 14 forbud mod nedrivning. Høringssvaret fremgår i sin fulde længde af bilag 3a og 3b.  

Nørrebro Lokaludvalg og Københavns Museum er også blevet hørt i sagen. Forvaltningen har den 20. december 2023 modtaget høringssvar fra Nørrebro Lokaludvalg og den 15. januar 2024 modtaget høringssvar fra Københavns Museum. Begge parter forholder sig til, hvorvidt bygningerne beliggende på ejendommene Rådmandsgade 56 og 60, bør bevares. Høringssvarene fremgår af bilag 4.

Nørrebro Lokaludvalg skriver i høringssvaret til forvaltningen, at lokaludvalget mener, at det er en uskik at rive bygninger ned uden en plan for fremtidig bebyggelse. De skriver yderligere, at de har stor interesse i, at de få tilbageværende og særlige bymiljøer på Nørrebro bevares, så der ikke kommer for stor homogenitet i bybilledet, hvorfor de ønsker en bevarende lokalplan for området.

Københavns Museum skriver i udtalelse til forvaltningen, at de ikke anbefaler, at der gives tilladelse til nedrivning af de to ejendomme. Det anbefales, at alle bygninger bevares til glæde for fremtidige generationer. Museet udtaler videre, at det i Rådmandsgade stadig er muligt at finde spor efter den lave bebyggelse og funktion, som engang har være mere fremherskende i bydelen.  

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at:

  • Nedlægge § 14-forbud mod nedrivning af bygningerne på Rådmandsgade 56 og 60 med henblik på, at forvaltningen udarbejder bevarende lokalplaner for de to ejendomme. Det bemærkes, at det i tilfælde af, at der nedlægges forbud mod nedrivning af bygningerne, er højst sandsynligt, at § 14-forbuddene i eventuelt efterfølgende klagesager ved Planklagenævnet vil kunne blive kendt ugyldige som følge af passivitet fra forvaltningens side. Derudover må det anses for overvejende sandsynligt, at Københavns Kommune i en eventuel efterfølgende sag ved domstolene vil kunne blive pålagt erstatningsansvar som følge af brud på magelægsaftalen fra 1989. Forvaltningen vurderer således, at nedlæggelse af § 14-forbud på henholdsvis Rådmandsgade 56 og 60 vil være i strid med magelægsaftalen, og derfor med overvejende sandsynlighed vil føre til, at Bygningsstyrelsen vil være berettiget til en erstatning fra Københavns Kommune som følge af brud på aftalen. Det bemærkes i denne forbindelse, at Bygningsstyrelsen i høringssvaret eksplicit gør opmærksom på, at de på baggrund af magelægsaftalen mv. vil forbeholde sig ret til at kræve erstatning for det tab, der vil være forbundet med nedlæggelse af et 14-forbud på ejendommene (bilag 3a og 3b).
  • Dertil kommer, at der er risiko for, at Københavns Kommune vil kunne blive pålagt at overtage ejendommene mod erstatning i henhold til planlovens § 49. Overtagelsessummen vil i givet fald blive fastsat med udgangspunkt i den værdi, ejendommen havde inden forbuddet mod nedrivning, tillagt den profit, der kunne være opnået, hvis der ikke var forbud mod nedrivning (bilag 5).

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen ikke foretage sig yderligere i sagen i forhold til at sikre, at bygningerne bevares. Forvaltningen vil således meddele tilladelse til nedrivning, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

                                           Søren Wille

                                                                       / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. april 2024

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top