Mødedato: 08.03.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Sirius Advokaternes anbefalinger i forbindelse med undersøgelsen af spildevandsudledning i Øresund

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til undersøgelsen bestilt af udvalget som opfølgning på sagen om spildevand til Øresund.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen indarbejder advokatundersøgelsens forslag til præciseringer i fagproceduren for udarbejdelse af udledningstilladelser, som beskrevet i afsnittet løsning.
  2. at Teknik- og Miljøudvalget fremover orienteres i forbindelse med de typer udledninger, der er beskrevet i afsnittet løsning.
  3. at der hermed er gjort op med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 5. oktober 2020 om iværksættelse af en undersøgelse af udledningstilladelse til Øresund mv.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på deres møde den 5. oktober 2020, at SIRIUS advokater skulle gennemføre en uvildig undersøgelse inden for rammerne af et forelagt kommissorium (bilag 2).

Ifølge kommissoriet for undersøgelsen skulle den udføres med overvejende fokus på de juridiske rammer for udstedelse af tilladelser til udledning af ikke renset, eller alene mekanisk renset, spildevand efter miljøbeskyttelsesloven, og med udgangspunkt i den konkrete tilladelse til udledning til Øresund til HOFOR af 13. maj 2020. Advokaterne skulle udarbejde et forslag til administrationsgrundlag for udledningstilladelser, samt indhente en uvildig miljøfaglig vurdering af de mulige kort- og langsigtede konsekvenser for havmiljøet i Øresund, hvis udledningen, som beskrevet i tilladelsen af 13. maj 2020, var blevet effektueret.

Løsning

Sirius advokaternes rapport er nu færdig (bilag 3) og Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer har fået rapporten tilsendt den 5. februar 2021. Forvaltningen vurderer, at rapporten redegør for alle de punkter, som indgår i kommissoriet, samt at den rummer juridiske beskrivelser, som med fordel kan danne baggrund for forvaltningens videre arbejde med myndighedsopgaver. I det følgende er kun nævnt nogle få overordnede, men vigtige konklusioner fra rapporten.

Advokatundersøgelsen sammenfatter blandt andet, at:

  • udledningstilladelsen, forvaltningens fagprocedurer, samt det øvrigt modtagne materiale behandles betryggende og konsistent, samt at forvaltningslovens og forvaltningsrettens generelle regler er overholdt i forbindelse med udstedelse af udledningstilladelse.

     

  • det ved gennemgang af den midlertidige udledningstilladelse og øvrige tilladelser vurderes, at Teknik- og Miljøforvaltningen generelt inddrager de relevante kriterier i afgørelsen om udledningstilladelser og afvejer disse kriterier overfor hinanden på saglig måde.

     

  • der på baggrund af gennemgang af sagsforløbet ved udstedelse af den midlertidige udledningstilladelse, samt af fagprocedurerne og det i øvrigt modtagne materiale anbefales, at den nuværende videredelegation til at udstede udledningstilladelser for spildevand helt generelt forbliver hos Teknik- og Miljøforvaltningen.

     

  • forvaltningens fagprocedurer grundlæggende udgør et godt administrationsgrundlag for behandlingen af ansøgningen om udledningstilladelser, men at disse med fordel kan udbygges, så hele den eksisterende sagsbehandling, der foregår i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om udledningstilladelser for spildevand, beskrives.

     

  • det anbefales, at Teknik- og Miljøforvaltningen i alle sager om udstedelse af udledningstilladelser for (i) renseanlæg (permanente tilladelser), (ii) overløb fra kloak, skybrudsvand, bypass og skybrudstunneler (permanente og midlertidige tilladelser) og (iii) HOFOR’s planlagte udledninger af sort spildevand (midlertidige tilladelser) dels orientere Teknik- og Miljøudvalget om modtagelsen af ansøgningen, dels orienterer om den påtænkte afgørelse senest samtidig med, at udkastet til tilladelse sendes i høring. 

I praksis betyder det, at Teknik og Miljøudvalget vil blive orienteret to gange i hver sag: Ved modtagelse og ved udsendelse af tilladelsen i partshøring. Det medfører, at forvaltningen forventer at forelægge mellem 18 og 42 orienteringssager for udvalget pr. år fordelt på 2-6 sager om renseanlæg inkl. bypass indtil 2025, 5-10 sager om overløb fra kloak (antallet kan blive meget højere), samt 2-5 sager om skybrudsvand inkl. skybrudstunneller om året.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, som har udarbejdet den uvildige miljøfaglige vurdering, sammenfatter i sin rapport ”Konsekvensvurdering af spildevandsudledning i Øresund, potentielle effekter for havmiljøet” effekterne af den midlertidige tilladelse for Øresund. Udledningen fra Strandvængets Pumpestation ville ikke have nogen mærkbar effekt på havmiljøet i Øresund som helhed, hvor det er de samlede tilførsler over længere tid, som har betydning. Men den midlertidige udledning ville bidrage med næringsstoffer og organisk stof til et økosystem, som allerede er overbelastet og ikke opfylder de økologiske målsætninger. Hvis en ekstra udledning er uopsættelig nødvendig, anbefales det, at udledningen foretages i det sene efterår eller den tidlige vinter, hvor rekreative aktiviteter og algernes optag af næringsstoffer er minimale.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet vedlagte notat (bilag 4), hvori Sirius advokaters forslag til ændringer af fagproceduren vurderes. På den baggrund vil forvaltningen indarbejde og følge alle de forslag, som Sirius advokater foreslår indarbejdet i fagproceduren for udledningstilladelser.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen indarbejde advokatundersøgelsens forslag til præciseringer i fagproceduren for udarbejdelse af udledningstilladelser (administrationsgrundlag) og i fremtiden orientere Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med de typer af udledninger, der er beskrevet i løsningsafsnittet.

Søren Wille

                                                        / Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. marts 2021

 

Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 2. at-punkt:

 

”at Teknik- og Miljøudvalget således fremover vil blive orienteret, når forvaltningen har modtaget en skriftlig ansøgning om de nævnte udledningstyper. Teknik- og Miljøudvalget vil ligeledes blive orienteret ved dagsordenspunkt på udvalgsmøde før udkast til udledningstilladelsen sendes i partshøring.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning

 

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne mener, at der bør udledes mindre urenset spildevand ud i havnen og i Øresund. Derfor mener vi, at ejerne af rensningsanlæg mv bør være tilbageholdende med at søge kommunen om udledningstilladelser.  På sigt bør vi væk fra en praksis, hvor der i spildevandsplanen kalkuleres med mange årlige overløb eller udledninger.”

Til top