Mødedato: 08.03.2016, kl. 11:20
Mødested: Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten

Første reperiodisering 2016

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til disponeringen af udvalgets anlægsramme i årene 2016 til 2020, som den ser ud efter 1. reperiodisering 2016.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det forventede nettoforbrug på anlægsprojekterne i 2016 medfører:
      Bevillingen Byfornyelse anlæg opskrives med 73,3 mio. kr. 
      Bevillingen Ordinær anlæg opskrives med 490,6 mio. kr. 
      Bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med 1,6 mio. kr. 
      Bevillingen Klima anlæg nedskrives med 25,2 mio. kr., jf. bilag 1.
  2. at periodiseringen af Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme i 2016 til 2020 foretages som beskrevet i bilag 2.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. november 2008, at forvaltningens anlægsportefølje med forventet forbrug, skal fremlægges for udvalget kvartalsvist.

Løsning

Indstillingen indebærer, at bevillingerne af hensyn til kommunens likviditet og i henhold til bevillingsreglerne periodiseres i overensstemmelse med projekternes forløb, således at budgetterne er til rådighed i de år, hvor de skal bruges. Samtidig sikrer periodiseringen, at bevillingen bliver fremskrevet indtil det år, hvor den skal bruges, hvorved risikoen for merforbrug som følge af prisudviklingen på bygge- og anlægsområdet minimeres.

Reperiodiseringen af budgetterne mellem årene sker for at tilpasse anlægsrammen til de forventede anlægsudgifter, justeringer af projektprognoser samt aktivitetsforskydninger i forskellige projekter.

Op- og nedskrivningerne af budgetter på projekt niveau har ikke selvstændige økonomiske konsekvenser, men betyder, at budgetterne bliver flyttet til de år, hvor udgiften forventes. På den måde betyder en opskrivning af nettobudgettet, at der enten forventes flere udgifter eller færre indtægter end tidligere, mens det omvendte er gældende for en nedskrivning.

Ved 1. reperiodisering 2016 foretages følgende op- og nedskrivninger i forhold til det korrigerede budget inklusiv forventede regnskabsoverførelser:

  • Byfornyelse anlæg opskrives med netto 73,3 mio. kr. på grund af aktivitets- og udbetalingsforskydninger fra 2015 til kommende år på byfornyelsesprojekter, hvor forvaltningen ikke selv er bygherre. Aktiviteterne og udbetalingerne forventes som udgangspunkt udført fra 2017 – 2020.
  • Bevillingen Ordinær anlæg opskrives med 490,6 mio. kr. svarende til et udgiftsbudget på 1.008,4 mio. kr. Til sammenligning blev der i 2015 brugt brutto 927,7 mio. kr. Opskrivningen skyldes primært, at der på foranledning af Økonomiforvaltningen i forbindelse med reperiodisering 2015, blev foretaget en nedskrivning af udgiftsbudgettet for 2016 for at overholde kommunens samlede anlægsmåltal. I forhold til Teknik- og Miljøforvaltningens forventninger for 2016 var denne nedskrivning på 381 mio. kr., og opskrivningen er således primært af teknisk karakter og har som udgangspunkt ikke indflydelse på projekternes forløb. Derudover er det forventede forbrug i 2016 opskrevet på en række projekter, deriblandt ”Busfremkommelighed – Nørre Campus”, Genopretning af gittermaster til gadebelysning i 2015” og ”Supercykelstier sekretariatet 2016”.
  • Bevillingen Takstfinansieret anlæg nedskrives med netto 1,6 mio. kr., primært som følge af en nedskrivning af projektet ”KMC, anlæggelse af nyt depot”. Nedskrivningen er en følge af en fejlindberetning på et afsluttet projekt.
  • Klima anlæg nedskrives med netto 25,2 mio. kr. Den primære årsag er, at der på projekterne ”Amagerbanen, fra Vermlandsgade til Prags Boulevard”, ”Remiseparken samt stierne i Urbanplanen” og ”Østerbrogade, fra Jagtvej til Svanemølle station” skydes aktiviteter fra 2016 til overslagsårene, uden at dette får betydning for den forventede ibrugtagning.

Bilag 1 er på projekt niveau en komplet oversigt over det forventede forbrug 2016 på Teknik- og Miljøudvalgets bevillinger Byfornyelse anlæg, Ordinær anlæg, Takstfinansieret anlæg og Klima anlæg.

Det korrigerede budget for 2016 udgør efter 1. reperiodisering brutto i alt 1.319,0 mio. kr. for den samlede anlægsramme. Til sammenligning var det samlede korrigerede budget ved 1. reperiodisering 2015 på 1.535,2 mio. kr., hvilket efterfølgende er blevet reguleret med regnskabsoverførelser og reperiodiseringer og resulterede i et samlet forbrug på 1.175,9 mio. kr. i 2015. Forventningen om aktivitetsfremgang i 2016 i forhold til 2015 er grundet i dels de tilførte genopretningsmidler ved Budgetaftale 2016, dels en række særlige projekter som ”Digitalisering af betalingsparkering”, ”Parkeringspulje (Pulje til P-anlæg)” og ”ITS – Grøn mobilitet”. Bilag 2 viser en samlet redegørelse for forvaltningens anlægsaktiviteter fra 2016-2020. Forvaltningen har igennem 2015 arbejdet på at styrke præcisionen i reperiodiseringerne, og dette arbejde videreføres i 2016, med henblik på at minimere overførelserne af uforbrugte midler til 2017.

Ibrugtagning af anlægsprojekter
I bilag 3 findes status på forvaltningens igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning, økonomi og årsagsforklaringer. Kategorierne for årsagsforklaringerne er defineret af Økonomiforvaltningen og anvendes på alle kommunens anlægsaktiviteter.

Aktuelt forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at 21 % af de aktive, ikke-ibrugtagne anlægsprojekter overskrider det oprindeligt besluttede ibrugtagningstidspunkt med mere end 6 måneder.

Denne andel er uændret i forhold til 4. reperiodisering 2015.

Andelen af røde projekter er utilfredsstillende. Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat en intern proces med henblik på at fremskynde eksekvering i de røde projekter. Derudover er det i forbindelse med budget 2015 og anlægsanalyse fra 2014 besluttet, at forvaltningen som udgangspunkt laver foranalyser på projekter med en forventet omkostning på mere end 20 mio. kr. Dette mindsker antallet af røde projekter i nye anlægsprojekter.  

  • Det betyder, at 101 af forvaltningens 471 aktive, ikke-ibrugtagne projekter, er forsinket mere end 6 måneder og dermed har status af røde projekter. Ved sidste reperiodisering var tallet 118 ud af 551 projekter. Ned gangen i antallet er udtryk for, at der i perioden er afsluttet 89 projekter, mens 9 nye er kommet til via fx opsplitning af projekter.
  • Overskridelsen af ibrugtagningstidspunktet på 42 (42 %) af de 101 projekter skyldes forhold defineret som ”eksterne faktorer”. Eksterne faktorer omfatter forhold, der som udgangspunkt er uden for forvaltningens kontrol. Der kan eksempelvis være, hvis de indkomne bud ikke er konditionelle, at forvaltningen ikke selv er bygherre på projektet, at ekstern myndighedsbehandling har trukket ud eller, at der er tvister med entreprenører. Teknik- og Miljøforvaltningen forsøger gennem målrettet og rettidig dialog og hensigtsmæssig eskalering til passende ledelsesniveau at imødegå ovenstående forhold.
  • For de resterende 59 projekter gælder, at 5 er forsinket som følge af ”ændret politisk ønske”, 30 skyldes ”koordinering med andre projekter”, typisk med afsæt i totaløkonomiske og fremkommelighedsmæssige hensyn og 12 skyldes ”interne faktorer”. Endelig er 12 projekter forsinket af andre forhold, som fx, projektændring og tidsplan for optimistisk. Med andre ord forhold som forvaltningen til en vis grad selv kan styre. Forvaltningen forsøger dog at imødegå problemerne med ”koordinering med andre projekter” ved at identificere disse behov allerede i budgetnotatfasen, samt at foresætte de formaliserede møder med HOFOR vedr. koordinering af projekter.
     

Bilag 4 viser igangværende anlægsprojekter mht. ibrugtagning fordelt på budget – og overførselsaftaler 2009-2016.

Økonomi

Reperiodiseringen sker på baggrund af det forventede forbrug på projekterne, og idet der ikke opereres med forvaltningsspecifikke anlægsmåltal, tages der blot højde for Københavns Kommunes samlede anlægsmåltal, jf. Økonomiudvalgets beslutning fra 27. januar 2016.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningens reperiodiserede anlægsoversigt indgår i Københavns Kommunes samlede anlægsoversigt som, under forudsætning af Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse 8. marts 2016, behandles af Økonomiudvalget den 8. marts 2016 og af Borgerrepræsentationen den 17. marts 2016, jf. cirkulæret for budgetopfølgning 2016.

Pernille Andersen

                                                    /Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. marts 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top