Indstilling vedrørende medlemsforslag om udarbejdelse af lokalplan, der sikrer, at legepladsen på Bryghusgrunden bevares
Indstilling vedrørende medlemsforslag om udarbejdelse af lokalplan, der sikrer, at legepladsen på Bryghusgrunden bevares
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. marts 2006
11. Indstilling vedrørende medlemsforslag om udarbejdelse af lokalplan, der sikrer, at legepladsen på Bryghusgrunden bevares
TMU 142/2006 J.nr. 2271.0011/05
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget
at det stillede
medlemsforslag om bevaring af legepladsen på Bryghusgrunden ikke nyder fremme
at udvalget i
stedet træffer beslutning om at igangsætte udarbejdelsen af ny lokalplan for Bryghusgrunden,
der – ligesom den nuværende lokalplan - muliggør bebyggelse på grunden. Det
forudsættes i den forbindelse, at såvel den kommende bebyggelse som de
tilknyttede byrum opfylder de nedenfor opstillede kriterier for ekstraordinær
høj kvalitet. Samme høje kvalitet skal præge en legeplads, der indrettes i
området – enten i bebyggelsen eller som en del af promenadearealet eller
vandarealet. Bebyggelsen skal i hovedparten af stueetagen rumme
publikumsorienterede funktioner. Udarbejdelse af ny lokalplan forudsætter et
kommuneplantillæg, og Økonomiforvaltningen kontaktes snarest herom
at forvaltningen tilrettelægger en dialogproces, som foruden den sædvanlige borgerinddragelse, der knytter sig til lokalplanprocedurer, starter borgerdialogen allerede før projektudarbejdelse og lokalplanforslag igangsættes
RESUME
I
Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. februar 2006 blev det besluttet, at
forvaltningen skulle udarbejde indstilling vedrørende et medlemsforslag om
udarbejdelse af lokalplan for Bryghusgrunden mellem Bryghusgade og vejen
Christians Brygge. Forslaget går ud på ved udarbejdelse af lokalplan at
fastlægge området som grønt område således, at den nuværende legeplads kan
bevares.
Da det
er forvaltningens opfattelse, at området omkring Bryghusgrunden i dag ikke har
en karakter og kvalitet som den fremtrædende placering betinger , foreslås det
i stedet at udarbejde lokalplan, der muliggør det byggeri og den
byrumsforbedring, der planlægges af Fonden Realdania. Forvaltningen forudsætter
i denne forbindelse, at en række nærmere specificerede krav til en
ekstraordinær høj kvalitet både i byggeri og indretning af de tilknyttede byrum
bliver tilgodeset. I bebyggelsen, på promenadearealet eller på vandarealet skal
indrettes en legeplads a
f høj kvalitet.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I Teknik- og Miljøudvalgets
møde den 8. februar 2006 blev det besluttet, at forvaltningen skulle udarbejde
indstilling vedrørende et medlemsforslag om udarbejdelse af en lokalplan for
Bryghusgrunden, der sikrer, at legepladsen bevares, idet områdets beboere og
legepladsens brugere (herunder "Bryghusgruppen") inddrages i udarbejdelsen af lokalplanen.
I motiveringen for forslaget anføres, at de
byggeplaner, som den nye ejer, Realea, har for Bryghusgrunden (jf. bilag 1,
Fonden Realdanias pressemeddelelse) vil betyde, at kvarteret mister et af sine
få grønne områder, og at områdets børn mister deres legeplads. Det hedder videre,
at Realeas ønske om at opføre byggeri til erhverv og beboelse ikke ligger inden
for rammerne af den nuværende lokalplan, som fastlægger grunden til offentlige
formål i form af musikhus m.v.. En ny lokalplan for området bør præcisere, at
dette bevares som et grønt, rekreativt område med en legeplads. Det foreslås,
at forvaltningen inviterer interesserede borgere til at deltage i møder om
udarbejdelse af lokalplanen.
Forvaltningens bemærkninger
Begrundelsen for fondens køb
og planerne for et kommende byggeri fremgår af bilag 1. Beliggenhed og
udstrækning af det samlede areal, fonden har købt, fremgår af bilag 2, luftfoto
over området.
Forhistorie. Selve
Bryghusgrunden, arealet mellem Bryghusgade og vejen Christians Brygge, var
bebygget frem til 1960'erne, hvor bebyggelsen, bl.a. som følge af storbrand,
blev nedrevet. I forslaget fra 1985 til den første kommuneplan var Bryghusgrunden
udlagt til parkformål (O). Kajarealet ud for Bryghusgrunden var ligesom havnekajen
langs Slotsholmen udlagt til offentlige institutioner med en maksimal
bebyggelsesprocent på 150. Efter forhandling med staten ændredes den "grønne"
O-ramme for Bryghusgrunden i den endeligt vedtagne kommuneplan fra 1989 til en
O*-ramme, der muliggør bebyggelse. Denne rammebestemmelse var ledsaget af
følgende bemærkning: "For O*-området ved Christians Brygge (Bryghusgrunden)
forudsættes ændring af den nuværende anvendelse at ske i henhold til en samlet
plan for Slotsholmens front mod havnen." Den omtalte "nuværende anvendelse"
var, som den er i dag: Bilparkering mod Frederiksholms Kanal og den i
motiveringen nævnte legeplads mod Vester Voldgade.
Den samlede plan, der omtales
i O*-bemærkningen, fremkom med den i 1994 vedtagne lokalplan nr. 236,
"Christians Brygge", som fastlægger et byggefelt på selve Bryghusgrunden og på
kajarealet foran denne samt muliggør en forbindende overbygning af vejen
Christians Brygge.
Vurdering. I
forbindelse med udarbejdelsen af lokalplan nr. 236 var det forvaltningens
opfattelse, at man ved bebyggelse på dette sted kunne tilføre både havnefronten
og Frederiksholms Kanal-miljøet nye arkitektoniske værdier. Den offentlige
anvendelse af bebyggelsen til musikhus m.m. skulle dels drage fordel af den
fremtrædende beliggenhed, dels bidrage til at skabe liv på denne del af
havnefronten.
Planerne om musikhuset blev
som bekendt skrinlagt, og der har ikke siden været tanker fremme om et offentligt
byggeri af lignende art på dette sted. Realdanias aktuelle byggeplaner rummer
ca 25 % publikumsorienterede funktioner af offentlig karakter (Dansk Arkitektur
Center, der i dag ligger i Gammel Dok på Christianshavn). Ca. 20 % af bebyggelsen
tænkes anvendt til ca. 30 boliger, mens resten skal anvendes til kontorer.
Ændringen af Bryghusgrundens anvendelse i forhold til den gældende lokalplans bestemmelser
betyder, at der skal udarbejdes ny lokalplan samt kommuneplantillæg for
arealet. Forvaltningen finder, at den fornødne lokalplan kan anbefales under
nedennævnte forudsætninger:
- Bebyggelsen bliver af ekstraordinær høj
arkitektonisk kvalitet, tilpasset de særlige omgivelser ved havn og kanal.
- Hovedparten af bebyggelsens stueetage –
fortrinsvis den del, der vender mod havnen – skal indrettes til
publikumsorienterede funktioner af offentlig karakter.
- Bebyggelsens omgivende friarealer disponeres og
anlægges således, at såvel forbindelsen til de tilstødende havnepromenader
på Kalvebod Brygge og Slotsholmen som udformningen af de øvrige nye offentlige
byrum, bebyggelsen vil skabe, får den høje kvalitet, som arealets
fremtrædende placering betinger.
- Som led i oprustningen af områdets
byrum/promenader tilstræbes det at fjerne gadeparkeringen fra den del af
Frederiksholms Kanal, der forløber mellem Bryghusgrunden og Ny
Kongensgade.
- Til erstatning for ovennævnte gadeparkering samt
parkering i andre byrum i kvarteret indrettes et stort offentligt
parkeringsanlæg under bebyggelsen, såfremt dette findes foreneligt med kommunens
planer for parkeringsbetjening af Indre By.
- I bebyggelsen eller på friarealerne indrettes en
legeplads af meget høj kvalitet.
Anlæg
af den nye legeplads anses for et væsentligt bidrag til at skabe den ønskede
mangfoldighed i området.
Lokalplanudarbejdelsen
har sin formaliserede offentlighedsprocedure. Herudover planlægger
forvaltningen på et tidligt tidspunkt i den videre proces at give kvarterets
beboere og andre interesserede mulighed for at blive orienteret om planerne og
tilkendegive deres mening/fremkomme med deres ideer til arealets udvikling.
Realdania
har oplyst at man - inspireret af
procestilrettelæggelsen ved større komplekse amerikanske byggerier – påtænker
at vælge arkitekt, ingeniør(er) og entreprenør(er) på baggrund af en åben og dialogbaseret
udvælgelsesprocedure på et tidligt tidspunkt i forløbet, således at parterne
kan bidrage til kvalificering af projektet før det er endeligt programmeret.
Realdania forventer at udvælgelsesproceduren, der baseres på prækvalifikation
og invitation, vil styrke både processen og det endelige resultat, ligesom
initiativet vil introducere en ny procedure for udvælgelse af samarbejdspartnere
i den danske byggesektor.
Med
henvisning til det ovenfor fremførte skal forvaltningen anbefale, at der dels rettes
henvendelse til Økonomiforvaltningen om udarbejdelse af det fornødne kommuneplantillæg,
dels i drøftelse med Realdania/Realea udmøntes det ovenfor opstillede grundlag
i mere detaljerede retningslinier for den påtænkte fornyelse af Bryghusgrunden
og dens omgivelser.
Økonomi
-
Miljøvurdering
-
BILAG VEDLAGT
- Realdanias pressemeddelelse af 14. oktober 2005
- Luftfoto med Bryghusgrunden og tilhørende
kajareal markeret
- Udskrift af beslutningsprotokollen for Teknik- og
Miljøudvalgets møde den 8. februar 2006