Mødedato: 08.02.2016, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Bro over Folehaven, Valby

Se alle bilag
Der skal tages stilling til, om projektet om bro over Folehaven som følge af øget finansieringsbehov bl.a. på grund af krav fra Fredningsnævnet skal gennemføres.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at anlægsprojektet Bro over Folehaven ikke gennemføres.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder et oplæg til omdisponering af de resterende 18,5 mio. kr. til cykelforbedringer i lokalområdet og eventuelt andre cykelprojekter.

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2013 (BR 4. oktober 2012) (A, B, F, I og Ø) blev der i Cykelpakke VI afsat 20,0 mio. kr. til ”Bro over Folehaven og evt. Vigerslev Alle” for at skabe en sikker og tryg niveaufri krydsning af den trafikerede Folehaven, og etablere et "missing link”, der kan styrke både de grønne forbindelser gennem området og forbindelserne mellem Valby og bydelen i øvrigt.

Vigerslevparken er et fredet område, og forvaltningen oplyste i forbindelse med Budget 2013, at såfremt Fredningsnævnet stillede krav om, at rampen i Vigerslevparken syd for Folehaven skulle udføres i konstruktion, ville det give en merpris på ca. 12 mio.kr., jf. bilag 4.

Fredningsnævnet har nu afgjort, at rampen i Vigerslevparken syd for Folehaven skal udføres i konstruktion til en merpris på ca. 12 mio. kr. Herudover er der øgede udgifter til indkøb af jord, ændring af stiforløb, og krav om risikotillæg på i alt 8-10 mio.kr. Sammenlagt bliver merudgiften således 20-22 mio. kr., der ikke er budgetmæssig dækning for.

Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til, om projektet skal annulleres pga. det øgede finansieringsbehov, eller om der skal tilføres yderligere finansiering i overførselssagen eller kommende budgetforhandlinger.

Løsning

Projektets formål
Bro over Folehaven indgår i Københavns Cykelstrategi 2011-2025 ”Fra god til verdens bedste” og i De Grønne Cykelruter som et led i Vigerslevruten. Forbindelsen er ligeledes tiltænkt at indgå i det regionale supercykelstinet i form af Damhusruten. Det er forvaltningens vurdering, at cyklister fra Vigerslevvej, som er en del af Københavns PLUSnet, vil benytte broen til at krydse en af de største barrierer på ruten, motorvejstilkørslen/Folehaven. Målgruppen for projektet er således både lokale borgere, herunder skolebørn, i området omkring Folehaven og cykelpendlere. Broen indgår i Bydelsplanen fra 2013, som et middel til at gøre de udsatte områder i det sydvestlige Valby mere attraktive, jf. bilag 5.

Derudover er der et lokalt ønske om, at styrke mobiliteten på den grønne Vigerslevrute med en bro over Folehaven. Det estimeres, at broen over Folehaven vil blive benyttet af 2000-4000 cyklister på hverdage, hertil kommer fodgængere og løbere i området. Antallet af cyklister er ikke højt, men for området vil det være en markant forbedring, og et vigtigt middel til at løfte cykeltrafikken i udkanten af København og skabe forbindelse mellem bydelene. Broforbindelse Åbuen, som krydser Åboulevarden og forbinder Nørrebro og Frederiksberg, er et eksempel på en tværgående forbindelse over en stærkt trafikeret vej. Åbuen benyttes af ca. 4700 cyklister dagligt.

Fredningsnævnets afgørelse og fordyrelse af projektet
I 2013-14 gennemførte forvaltningen forundersøgelser og fik udarbejdet dispositionsforslag. Forudsætningerne for det daværende budget var, at rampen i Vigerslevparken syd for Folehaven kunne udføres i jord helt frem til Folehaven, at jord til rampe nord for Folehaven kunne leveres vederlagsfrit af Banedanmark, og at stiforbindelsen var en del af en servicevej betalt af Banedanmark, og at der nu i modsætning til dengang er krav om risikotillæg, jf. anlægsanalysen (TMU 25. august 2014).

Efterfølgende har forvaltningen gennemført et EU-udbud, hvor 5 rådgivere er kommet med forslag til broens udformning. Det økonomisk mest fordelagtige projekt, jf. bilag 2A og B, er udvalgt, men pga. den manglende finansiering er der ikke indgået kontrakt med rådgiver.

Fredningsnævnet for København har truffet afgørelse om, at rampen i Vigerslevparken syd for Folehaven skal udføres i konstruktion til en merpris på ca. 12 mio. kr., jf. bilag 3.

Terrænregulering og servicevej
Forvaltningen anslår, at projektet ud over de 12 mio. kr. nævnt i Budget 2013 til forlængelse af broen i konstruktion ind i Vigerslevparken, tillige mangler 4 mio. kr. til terrænregulering i forbindelse med anlæg af nordrampen og stiforbindelsen på Areal 1, jf. bilag 1. Banedanmark har ikke været kontraktligt forpligtet til at levere jord til rampen, men har tilbudt kommunen jorden vederlagsfrit. Jorden fra udgravning til jernbanen viste sig at være stærkt forurenet og dermed uegnet til projektet, og der vil således skulle tilføres jord andetsteds fra med deraf følgende øgede omkostninger. Stiforbindelsen er tidligere planlagt som en del af servicevejen til rensebassinet som Banedanmark er forpligtet til at anlægge. Linjeføringen af stien op til broen kan ikke udføres sammenfaldende med servicevejen, men må anlægges separat med forøgede omkostninger til følge, idet Banedanmark ønsker servicevejens forløb ændret og ført langs med banen til de tekniske anlæg ved Harrestrup Å.

Risikotillæg
Endelig skal størrelsen af et eventuelt risikotillæg nærmere vurderes. Forvaltningens foreløbige skøn herom er et tillæg på ca. 10 - 15 % svarende til ca. 4 – 6 mio. kr., da der ikke på nuværende tidspunkt foreligger beregninger af omfanget af jordreguleringen, og der ikke er indgået aftaler med Vejdirektoratet om, hvordan broen etableres over Folehaven.

Disse forhold medfører, at projektet for at kunne gennemføres mangler 20-22 mio. kr. jf. uddybning i økonomiafsnittet.

Forvaltningen vurderer fortsat, at broen vil bidrage positivt og være et aktiv for området i form af bedre krydsningsmulighed, ligesom den vil medvirke til at opfylde kommunens cykelstrategi og giver en bedre sammenkædning af området, jf. Valby Bydelsplan. Merprisen for broen er dog markant i forhold til de forbedringer, der kan opnås med broen. Hvis broen over Folehaven skal realiseres, skønner forvaltningen, at der skal tilføres yderligere 20-22 mio. kr. inkl. risikotillæg, som kan søges i Overførselssagen 2015-2016 eller i budgetforhandlingerne for 2017.

Såfremt projektet ikke gennemføres, vil cykel- og gangtrafik på tværs af Folehaven fortsat ske via det lysregulerede kryds ud for Sønderkær. Der vurderes ikke at være alternative muligheder for at øge trygheden i selve krydsningen, såfremt broen ikke bygges.

Forvaltningen udarbejder et oplæg til omdisponering af de resterende 18,5 mio. kr. til cykelforbedringer i lokalområdet og eventuelt andre cykelprojekter.

Økonomi

Forvaltningens bedste skøn er således, at der på baggrund af fredningsafgørelse, forurenet jord, stiens linjeføring og risikotillægget, skal tilføres yderligere i alt 20 – 22 mio.kr., såfremt projektet skal realiseres. Der er anvendt 1,5 mio. kr. på forundersøgelser, dispositionsforslag og gennemførelse af et EU-udbud i forbindelse med anlægsprojektet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen informerer Valby Lokaludvalg, HOFOR, Banedanmark og andre interessenter om, at projektet annulleres.

         Pernille Andersen

                                              /Anders Møller

Beslutning


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. februar 2016

Et samlet udvalg fremsatte følgende ændringsforslag, der erstatter indstillingens oprindelige to at-punkter:

”at sagen sendes tilbage til forvaltningen med henblik på at tilvejebringe den fornødne finansiering i overførselssagen 2015-2016.”

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Til top