Supercykelsti - Vestvoldsruten
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at projektforslaget danner grundlag for detailprojektering og udførelse af supercykelstien Vestvoldsruten på otte delstrækninger langs Vestvolden, jf. bilag 1-3 A-H.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 11. februar 2010 indtægtsbevillingen fra den Statslige Cykelpulje 2009-2010 på 0,25 mio. kr. og frigav samtidig uforbrugte midler fra Cykelpakke II (Budget 2007) (A, B, C, F, O og Ø) på 0,58 mio. kr. til egenfinansieringen af anlæg af Supercykelstien Vestvoldsruten, svarende til i alt 0,83 mio. kr.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslag, så anlægget kan igangsættes.
Løsning
Supercykelstierne skaber et sammenhængende net af cykelruter i regionen. Formålet er at øge cykeltrafikkens andel af den samlede transport i regionen. Konceptet for supercykelstierne blev besluttet i Borgerrepræsentationen 26. maj 2011, hvilket betød at Vestvoldsruten herefter overgik til at blive en del af det nye net af supercykelstier.
Opgaven er ikke eksekveret rettidigt. Dette skyldes, at projektet har været tilknyttet forskellige enheder i forvaltningen. I den overleveringsproces er projektet blevet overset. Forvaltningen har kontaktet den Statslige Cykelpulje og oplyst, at anlægges forventes gennemført medio 2016.
Supercykelstien Vestvoldsrutens forløb i Københavns Kommune udgør en strækning på 3,9 km. Supercykelstien Vestvoldsruten skal forbinde Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre og Københavns Kommuner, og samtlige fem kommuner er med i den oprindelige bevilling fra den Statslige Cykelpulje og har dermed opnået medfinansiering til ruten. Den samlede længde på Vestvoldsruten er ca. 20 km.
Strækningen er en del af de grønne cykelruter i Københavns Kommune. Vestvolden er et fredet fortidsminde, og ruten følger den historiske forsvarsvold, der også fungerer som en grøn kile igennem Københavns vestegn. Vestvoldsruten udgør dermed et rekreativt tilbud til områdets beboere, hvor de grønne og historiske omgivelser kan nydes.
Projektets formål er, at etablere en sammenhængende strækning der er sikker, tryg og giver en god fremkommelighed for cyklister langs hele ruten.
Seneste trafiktællinger på strækninger viser, at der på strækningen færdes ca. 450 cyklister i døgnet. Til sammenligning er der på de to nærliggende veje Åkandevej og Islevhusvej, hvorfra mange cyklister formodes at have daglig interesse i Vestvoldsruten, henholdsvis ca. 400 og ca. 1400 cyklister i døgnet. Med etablering af Vestvoldsruten forventes det, at ca. dobbelt så mange cyklister vil færdes på strækningen.
Vestvoldsruten er i dag en cykel- og gangsti, hvor der punktvis er brug for forbedringer for at løfte ruten op til supercykelsti standart. Det drejer sig bl.a. om reparation af asfalt, tydeligere markering af stiens forløb og mindre ombygning af vejkrydsninger. Der fældes, nyplantes eller flyttes ingen træer i det foreslåede projekt.
De specifikke anlæg beskrives herunder, jf. kortmateriale i bilag, 2 A-H og 3 A-H.
Fodgængerfelt over Åkandevej, bilag 2-3A
Efter lukning af Voldparken Skole er fodgængerfeltet overflødigt og Københavns Politi anbefaler, at fodgængerfeltet nedlægges, da en forgængerovergang kræver et vist flow af brugere, for at de lokale bilister opretholder respekten for overgangen. For få brugere af et fodgængerfelt skaber falsk tryghed for de tilbageværende fodgængere. Støttepunkt og ekstra belysning bibeholdes for at sikre en god og tryg overgang for cyklister og fodgængere.
Bystævnets krydsning af Vestvoldsruten, bilag 2-3B
Vestvoldsruten forløb tydeliggøres ved markering med hajtænder. Der lægges ny asfalt i krydsningen med cykelsymboler for at tydeliggøre rutens krydsning af Bystævnet.
Krydsning af Mørkhøjvej, bilag 2-3C
Cyklisternes ventetid på krydsning af Mørkhøjvej nedbringes ved, at spolen til detektering af cyklisters ankomst til vejkrydsningen rykkes tilbage.
Rampe til stibro ved Husum st. nordside, bilag 2-3D
Anlæg af ny asfalt på ca. 200 m af strækningen, hvor den nuværende belægning er ujævn.
Rampe til stibro ved Husum st. sydside, bilag 2-3E
Beskæring af beplantningen for at skabe bedre udsyn og belysning, og udlægning af ny asfalt på en strækning på ca. 20 m. for at rette op på ujævn belægning.
Ved stideling syd for bro, bilag 2-3F
For at tydeliggøre stiens forløb lægges ny asfalt i krydsningen.
Islevholm, krydsning, bilag 2-3G
For at gøre krydsningen af Islevholm mere sikker og tryg for cyklister på ruten opsættes skiltning, der informerer bilister om krydsende cyklister. Der etableres forbedret belysning og etableres en hastighedssænkende foranstaltning i form af et hævet fodgængerfelt.
Tårnvej/Isllevvej, bilag 2-3H
Der lægges ny asfalt på en strækning på ca. 20 m., hvor belægningen er ujævn.
Fremkommelighed.
I anlægsperioden vil fremkommeligheden i området blive påvirket minimalt, da der er tale om små anlægsprojekter med begrænset indflydelse på trafikken. Derudover er anlægsarbejdet lagt i sommerperioden, hvor trafikken er mindre end resten af året. Det færdige projekt vil ikke have nogen negative konsekvenser for fremkommeligheden i området.
Høring
Brønshøj-Husum Lokaludvalg er på grund af tidsnød ikke blevet forelagt projektets dele, men lokaludvalget vil blive involveret i det fremadrettede arbejde med delprojekterne.
Politiet har godkendt projektet.
Vestvolden er et fredet fortidsminde og kræver derfor Kulturstyrelsens godkendelse, hvilket er sket.
Parkering
Projektet hverken nedlægger eller etablerer bilparkering.
Økonomi
Vestvoldsruten er finansieret dels fra uforbrugte midler fra Cykelpakke II i Budget 2007 og fra den Statslige Cykelpulje 2009-10. Der er i alt afsat 0,83 mio. kr. til projektet. Heraf er 70 % Københavns Kommunes egenfinansiering svarende til 0,58 mio.kr. og 30 % svarende til 0,25 mio. kr. fra den statslige Cykelpulje jf. sagen ”Indtægtsbevilling og egenfinansiering, statslig cykelpulje 2009-10” (Borgerrepræsentation 11. februar 2010), hvor midlerne også blev frigivet.
Videre proces
Projektet opstartes og færdiggøres medio 2016
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. februar 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.