Regelforenkling af parkeringsordningen i Dronningegården og Prinsessegård, Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en regelforenkling af parkeringsordningen i Dronningegården og Prinsessegården i Indre By samt lignende regelforenkling på Store Kongensgade og Øster Allé.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Dronningegårdens og Prinsessegårdens nuværende forsøgsordning, med en kombination af 1-times parkeringsrestriktion og betalingsparkering, ophører, og at parkeringsrestriktionerne i Dronningegården forenkles, så der alene skal betales for parkering – i lighed med resten af betalingsområdet.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen i løbet af 2016 gennemfører regelforenkling af Store Kongensgade og Øster Allé, hvor der gælder lignende ordninger.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder for så enkle og gennemskuelige parkeringsregler som muligt. Parkeringsarealerne ved Dronningegården og Prinsessegården blev overtaget som offentlig vej i 2012. Af hensyn til ønske fra beboerne har der, som forsøgsordning, været en kombination af 1-times tidsbegrænsning og betalingsparkering. Ordningen har medført, at der siden oktober 2012 er pålagt knap 10.000 afgifter, hvoraf hele 17,7 % er blevet påklaget. Til sammenligning er den gennemsnitlige klageprocent ca. 7 %, hvilket vidner om, at kombinationsordningen med to restriktioner ikke er en god løsning.
Udvalget skal tage stilling til, om forsøgsordningen i Dronningegården og Prinsessegården skal ophøre og parkeringsordningen herefter fungere som i resten af betalingsområdet.
Samtidig skal der tages stilling til, om forvaltningen skal igangsætte en proces omkring regelforenkling af lignende ordninger på Store Kongensgade og Øster Allé med henblik på at skabe enkle og gennemskuelige parkeringsforhold i hele København.
Løsning
Forsøgsordningen med kombinationen af 1-times tidsbegrænsning og betalingsparkering i Dronningegården og Prinsessegården har ført til retssager mod kommunen båret frem af FDM som mandatar på vegne af bilister, der har fået en afgift pga. den dobbelte restriktion. Kommunen har den 18. november 2015 fået medhold i fogedretten i, at ordningen med 1-times tidsbegrænsning og betalingsparkering er lovlig, men FDM har kæret afgørelsen.
Teknik- og Miljøforvaltningen har evalueret ordningen på baggrund af tællinger, beboerhøring og retssager (se bilag 1). Det er forvaltningens anbefaling, at forsøgsordningen med dobbelte restriktioner i Dronningegården og Prinsessegården ophører, så der alene stilles krav om køb af P-billet eller gyldig beboerlicens.
Ændring af forsøgsordningen er et væsentligt element i Teknik- og Miljøforvaltningens overordnede indsats for at gøre det enklere og mere gennemskueligt at være bilist i København, og forvaltningen foreslår en lignende regelforenkling af Store Kongens Gade og Øster Allé.
Tællinger
Teknik- og Miljøforvaltningen har i foråret 2015 over en måned gennemført 10 parkeringstællinger specifikt for Dronningegården/Prinsessegården (se bilag 1). Tællingerne viste, at parkeringspladserne i meget høj grad anvendes af beboerne, og at antallet af parkerede biler med beboerlicens aldrig kom under 80 %.
Beboerhøring
Der er kommet 37 høringssvar (se bilag 2). Seks svar er koordinerede svar fra beboerforeningerne i gårdene omkring Dronningegården og Prinsessegården, et svar er fra Indre By Lokaludvalg (bilag 3).
Den gennemgående holdning blandt beboerne i Dronningegården og Prinsessegården er, at ordningen bør bibeholdes. Beboerne er bekymrede for, at det vil blive sværere at finde en parkeringsplads og mener generelt, at ordningen fungerer fint. I tillæg hertil peger flere beboere på, at årsagen til de mange afgifter er, at skiltningen er uigennemskuelig og utilstrækkelig, hvilket bakkes op af Indre By lokaludvalg.
Lokaludvalget mener samtidig, at ordningen bør udbredes til hele Indre By, men under en række forudsætninger for blandt andet skiltning og ændrede funktioner på P-automaterne.
Forvaltningens kommentarer og anbefaling
Forvaltningen vurderer, at en almindelig betalingsparkeringsordning uden tidsbegrænsning vil give stort set de samme forhold som i dag, og regelforenklingen vil dermed ikke vil forringe vilkårene for beboerne. I den seneste tælling fra marts 2015 er belægningsprocenten inden for fem minutters gåafstand af Dronningegården og Prinsessegården under 90 % fra kl. 17 og frem. Det er som regel det tidspunkt, hvor parkeringsmulighederne for beboere anses for at være mest kritisk.
Der er ekstraordinært mange skilte i området, fordi reglerne er anderledes end i den omkringliggende betalingszone (grøn zone). De mange afgifter og klageprocenten vidner om, at ordningen er svær at forstå. Det er forvaltningens vurdering, at den gældende lovgivning ikke tillader at ændre skiltningen til noget, der opleves mindre forvirrende. Forvaltningen kan derfor ikke imødekomme ønsker om en bedre information ved ændring af skiltning. Til gengæld vil regelforenklingen i Dronningegården og Prinsessegården med sikkerhed nedbringe antallet af afgifter markant og dermed andelen af klager.
I forhold til lokaludvalgets ønske om ændrede funktioner på P-automaterne, vurderer forvaltningen, at det ikke harmonerer med hensigten i det nye digitale p-system, hvor der er der er fri bevægelighed mellem zonerne samt mobilbetaling, hvor man ikke kan kontrollere den fysiske lokalitet.
Af hensyn til borgere og besøgende anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at parkeringsreglerne indrettes så enkelt og gennemskueligt som muligt og at forsøgsordningen ophører.
Økonomi
Initiativet har ingen økonomiske konsekvenser. Nedtagning af skilte er indeholdt i driftsmidler afsat til skiltning.
Videre proces
Hvis regelforenklingen vedtages, igangsætter forvaltningen nedtagning af den skiltede restriktion umiddelbart efter. Forvaltningen tager de eksisterende skilte ned og lader parkeringsautomaterne stå, så parkering i området kommer til at ske på lige fod med resten af betalingsområdet.
Derudover går forvaltningen i gang med regelforenkling af lignende ordninger på Øster Allé og Store Kongensgade. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret løbende.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. februar 2016
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: V.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre finder ikke, at der er saglig argumentation for at ændre den eksisterende ordning i Dronningegården. Tilsvarende skiltning findes andre steder i byen, tilsyneladende uden det store antal mistolkning af ordningen.”