Mødedato: 08.02.2016, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring af vedtægtsændringer for Ældrerådet

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til høringssvar til Social- og Omsorgsudvalget om vedtægtsændringer for Københavns Ældreråd.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at vedlagte udkast til høringssvar sendes til Social- og Omsorgsudvalget (bilag 1).

Problemstilling

Københavns Ældreråd henvendte sig i november 2015 til Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen med anmodning om ændringer i ældrerådets vedtægter. På den baggrund besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget den 10. december 2015 at sende forslaget om vedtægtsændringer i høring i de stående udvalg samt lokaludvalgene med høringsfrist den 11. februar 2016, jf. bilag 2.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet udkast til høringssvar, som foreslås fremsendt af Teknik- og Miljøudvalget (bilag 1).

Løsning

Ældrerådets forslag til vedtægtsændringer angår to forhold, dels en ændring af valgreglerne til rådet, og dels et forslag om årlige møder med Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for at drøfte ældrepolitiske emner. Desuden ønsker ældrerådet mindst to årlige møder med Sundheds- og Omsorgsudvalget – jf. bilag 3.

Valgregler

Efter de hidtidige valgregler besættes de 12 af Ældrerådets 25 pladser med den kandidat, som har fået flest stemmer i den enkelte af de 12 bydele. Ældrerådet foreslår, at det ændres til, at pladser besættes med de 25 kandidater i kommunen, som har fået flest stemmer. Hovedbegrundelsen er, at Københavns Ældreråd arbejder for hele byen og skal have fokus på hele byen. De stemmeberettigede er fortsat borgerne på 60 år og derover.

I udkastet til Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar indgår, at udvalget ikke har bemærkninger til denne ændring af valgreglerne.

Årlige møder med Teknik- og Miljøudvalget

Teknik- og Miljøudvalget tilkendegiver, at udvalget gerne vil holde møder med Ældrerådet.

Det understreges i høringssvaret, at Teknik- og Miljøforvaltningen i forvejen har tæt samarbejde med Socialforvaltningen og Ældrerådet om ældreboliger og plejehjem. Desuden er der på de bemandede legepladser mange lokale samarbejder mellem personalet og ældre i området, der også kommer på legepladserne.  

I øjeblikket planlægger Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen byvandringer med ældre og forvaltningens lokale medarbejdere i bydele med plejehjem for at styrke de ældres tryghed ved at færdes i bydelen.

Teknik- og Miljøudvalget tilkendegiver i forslaget til høringssvar, at udvalget meget gerne ser disse samarbejder styrket.

Endelig noterer Teknik- og Miljøudvalget sig i høringssvaret ældrerådets erindring om, at rådet i henhold til vedtægterne skal høres i alle sager af betydning for ældre.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, fremsendes Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Ændringen af vedtægterne for Københavns Ældreråd vil efterfølgende skulle godkendes i Sundheds- og Omsorgsudvalget, Økonomiudvalget samt Borgerrepræsentationen.

 

                    Pernille Andersen     

                                                          / Anne-Sofie Degn

 

 

Beslutning


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. februar 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top