Mødedato: 08.02.2006, kl. 15:00

Medlemsforslag fra Lotte Thiim Bertelsen (F) om udarbejdelse af lokalplan der sikrer at legepladsen på Bryghusgrunden bevares

Medlemsforslag fra Lotte Thiim Bertelsen (F) om udarbejdelse af lokalplan der sikrer at legepladsen på Bryghusgrunden bevares

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 8. februar 2006

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Medlemsforslag fra Lotte Thiim Bertelsen (F) om udarbejdelse af lokalplan der sikrer at legepladsen på Bryghusgrunden bevares

 

TMU  77/2006  J.nr. 2271.0011/05

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

"Forslag om udarbejdelse af lokalplan der sikrer at legepladsen på Bryghusgrunden bevares.

 

(Stillet af Lotte Thiim Bertelsen (F))

 

Det foreslås,

 

at forvaltningen udarbejder en lokalplan for Bryghusgrunden, der sikrer at legepladsen bevares.

 

at forvaltningen inddrager områdets beboere og legepladsens brugere (herunder Bryghusgruppen) i udarbejdelsen af lokalplanen.

 

Motivering:

 

I oktober 2005 solgte Ørestadsselskabet Bryghusgrunden mellem Vester Voldgade og Frederiksholms Kanal til Realea A/S, der ejes af Fonden Realdania. Realea har planer om at bygge boliger og erhverv på grunden, hvilket vil betyde at området mister et af sine få grønne områder og at områdets børn mister deres legeplads.

 

Det vil stride imod Københavns Kommunes visioner om, at København skal være en grøn og rummelig by, hvor børnefamilier har lyst til at blive boende. Det foreslås derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en lokalplan der tilgodeser disse visioner og derfor bevarer det grønne område og legepladsen på Bryghusgrunden.

 

I den gældende lokalplan (Lokalplan nr. 236) står der i § 1: "Formålet med lokalplanen er, (…) at der på eksisterende kajarealer på Christians Brygge syd for Frederiksholms Kanal og fremtidigt opfyldte vandarealer i tilknytning hertil samt på "Bryghusgrunden" kan opføres bebyggelse til offentlige formål i form af et musik- og kulturhus,"

 

Realeas ønske om at opføre byggeri til erhverv og beboelse ligger ikke inden for rammerne af den nuværende lokalplan og bør ikke imødekommes i en ny lokalplan, hvor det tværtimod skal præciseres, at området bevares som et grønt, rekreativt område med en legeplads.

 

Legepladsen på Bryghusgrunden bliver ikke alene dagligt brugt af områdets børn, men er også nærmeste legeplads for flere institutioner i området . Hvis legepladsen nedlægges vil det således betyde at institutionerne får længere vej til et grønt område, hvilket oplagt vil medføre at børnene kommer mindre ud.

 

Bryghusgrunden har altså stor værdi for områdets beboere, og det er derfor vigtigt at beboerne drages ind i arbejdet med at udarbejde lokalplanen. En gruppe borgere har dannet "Bryghusgruppen", som netop har det som altoverskyggende formål at bevare Bryghusgrunden som et grønt, rekreativt område med legeplads. Jeg foreslår derfor at forvaltningen inviterer interesserede borgere til at deltage i møder om udarbejdelse af lokalplanen."

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. februar 2006

Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder en indstilling.

 


 

Til top