Elektronikaffald og storskrald
Elektronikaffald og storskrald
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 8. februar 2006
Sager til beslutning
4. Elektronikaffald og storskrald
TMU 67/2006 J.nr. 26.0010/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller,
at Teknik- og Miljøudvalget
godkender "Særlige bestemmelser for indsamling af affald af elektrisk og
elektronisk udstyr (elektronikaffald) i henhold til Regulativ for husholdningsaffald
i Københavns Kommune"
at Teknik- og Miljøudvalget godkender "Særlige
bestemmelser for indsamling af storskrald i henhold til Regulativ for
husholdningsaffald i Københavns Kommune"
at Teknik- og Miljøudvalget godkender revision af
oversigtsblad B, C og E til "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune"
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. februar 2006
Godkendt.
RESUME
Som en konsekvens af vedtagelsen af et EU-direktiv[1] om
elektronikaffald indføres med virkning fra 1. april 2006 producentansvar for
affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffald). Det betyder, at
kommunerne alene skal forestå indsamling af elektronikaffald fra husholdninger
samt fra institutioner og virksomheder, som i art og
mængde svarer til
elektronikaffald fra husholdninger. Producenterne skal herefter forestå afhentningen
af elektronikaffaldet fra de kommunale indsamlingssteder samt forestå den videre
transport og behandling heraf. Der er udarbejdet forslag til særlige
bestemmelser for elektronikaffald, således at reglerne ikke længere indgår som
en del af de gældende storskraldsbestemmelser.
Storskraldsbestemmelserne foreslås samtidig ændret på en
række områder for at sikre en mere hensigtsmæssig administration af ordningen.
Kommunerne har efter indførelsen af producentansvar for
elektronikaffald kun i begrænset omfang ansvar for anvisning af
elektronikaffald fra erhvervsvirksomheder. Derfor foreslås en ændring af
oversigtsbladene B, C og E i erhvervsaffaldsregulativet samt en ophævelse af Særlige bestemmelser om håndtering af
CFC-holdige kølemøbler fra erhvervsvirksomheder i henhold til "Regulativ for
erhvervsaffald i Københavns Kommune" (indsamlingsordning) og Særlige bestemmelser om håndtering af
kasserede elektriske og elektroniske produkter fra erhvervsvirksomheder i henhold
til "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune" (indsamlingsordning).
[1]Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE)