Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Østerbrogade, Nyborggade, Randersga-de og Strandboulevarden
Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Østerbrogade, Nyborggade, Randersga-de og Strandboulevarden
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. februar 2006
Sager til beslutning
6. Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Østerbrogade, Nyborggade, Randersga-de og Strandboulevarden
TMU 70/2006 J.nr. 451:146.0001/06
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget
godkender,
at forvaltningen offentliggør et
byfornyelsesforslag om etablering af et fælles gårdanlæg, der omfatter
ejendommene Østerbrogade 158-160, Nyborggade 2-12, Randersgade 91-93 og
Strandboulevarden 160-168, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb
vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning
at indsigelsesfristen fastsættes
til 8 uger
Det er forudsat, at Borgerrepræsentationen beslutter at delegere beslutningskompetencen
vedrørende fælles gårdanlæg til Teknik- og Miljøudvalget, jf. sagen "Delegation
af beslutningskompetence til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og
Miljøforvaltningen".
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved
etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og
vedligeholde.
Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og
beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 8 beboelsesejendomme med 203 beboere
fordelt på 133 boliger og 24 erhvervslejemål samt et menighedshus.
Ejeren af ejendommen Østerbrogade 158-160 og Nyborggade 2 ønsker ikke
ejendommen inddraget i fællesgårdanlægget. Forvaltningen finder, at
fællesgårdanlægget også bør omfatte denne ejendom.
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.400.000 kr.,
der betales af stat og kommune med hver 50 %.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
De nuværende forhold i karreen fremgår af vedlagte tegning (bilag 3).
Gårdarealerne – der er dårligt vedligeholdt og uegnede til ophold og
leg – er opdelt af et erhvervsbaghus, plankevær
ker og skure. Der er endvidere
et terrænspring i skellene mellem ejendommene Nyborggade 6-12 og
Strandboulevarden 160-164, hvilket medfører, at blandt andet udtagning af
dagrenovation for flere ejendomme ikke sker optimalt.
Erhvervsbaghuset er i 1 etage med en høj kælder og ligger på ejendommen
Strandboulevarden 168. Stueetagen benyttes som bageste baglokale i en
pizza-forretning i forhusets stueetage.
Erhvervsbaghuset – hvis vedligeholdelsestilstand er middel – er ikke
registreret i Østerbro Bydelsatlas.
Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved
nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en
friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 313 og friarealprocenten
9.
Forslaget omfatter otte 5-6-etages beboelsesejendomme og et 3-etages
menighedshus, ejet af Sion Sogns Menighedsråd, opført i perioden 1902-1903. Fem
af ejendommene er udlejningsejendomme, to er andelsboligforeninger, og én er en
ejerforening. Der er 133 boliger i karreen og 24 erhvervslejemål. Det samlede
gårdareal er ca. 1.000 m2.
Ejendommen Østerbrogade 158-160 og Nyborggade 2 er fredet. Fredningen
omfatter ikke ejendommens friareal.
Pr. 1. januar 2005 var der 203 beboere i karreen, heraf 9 under 15 år,
14 over 67 år, medens 180 var i gruppen 15-66 år.
Forhandlinger
Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne
Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af friarealerne.
I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og
beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om
gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Der er herefter i samarbejde med repræsentanterne udarbejdet et
forslag.
Ejeren af udlejningsejendommen Østerbrogade 158-160 og Nyborggade 2 har
tilkendegivet, at han ikke ønsker ejendommen inddraget i fællesgårdanlægget,
idet han ikke mener, at det er muligt at forskønne denne del af gården.
Med gennemførelsen af forslaget sker der, udover en række generelle
miljøforbedringer som er beskrevet nedenfor, en væsentlig forbedring af
beboernes mulighed for ophold og leg i gården.
Der etableres en smuk varieret flisebelægning som afløsning for den
nuværende asfaltbelægning, hvilket sammen med træer og anden grøn beplantning
betyder, at der – i modsætning til i dag – vil fremkomme et attraktivt
gårdmiljø, herunder en flot synsmæssig oplevelse, når man ser ned i gården fra
lejlighederne.
Endelig sker der en lovliggørelse af opbevaringen af ejendommens
dagrenovation, der i dag, i strid med reglerne, er placeret i ejendommens
gennemgang. Dagrenovationen placeres fremover under en beplantet pergola i
gården.
Ejere og beboere i de øvrige 8 ejendomme, samt lejere i ejendommen
Østerbrogade 158-160 og Nyborggade 2, har tiltrådt forslaget.
Forslaget
De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles
gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget (bilag 1).
Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige
konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i
projektet.
Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter
bestemmelser om opretholdelse, benyttelse og den fremtidige vedligeholdelse
(bilag 2).
Økonomi
Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af
byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb,
som er fastsat i medfør af loven.
Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold
til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.
Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.400.000 kr., der
betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det
rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for
2006 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de
følgende år til samme formål.
Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.
Miljøvurdering
Lov om
miljøvurdering af planer og programmer
Indstillingen om fælles
gårdanlæg er vurderet til ikke at medføre, at der skal foretages en
miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Baggrunden herfor er, at
forslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag eller
projekter, der i størrelse og omfang samt i forhold til lokalområdets nuværende
udformning og karakter vurderes at få væsentlig betydning herfor.
Teknik- og
Miljøforvaltningens positivliste til miljøvurdering
Indstillingen er
miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Miljørigtig projektering,
vand, varme, el, gas, affald, materialer og grønne områder.
Målsætningerne i pjecen
"Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" er inddelt i 3 niveauer –
minimumskrav, anbefalinger og visioner. Minimumskravene skal altid følges,
anbefalingerne bør altid overvejes, medens visionerne er muligheder, der kan
afprøves. Indstillingen er miljøvurderet på grundlag af denne emneopdeling.
Vurdering
Minimumskrav:
Minimumskravene er opfyldt
for alle relevante emner på nær i forhold til kravet inden for affald om, at
der i gårdrum skal afsættes plads af til have- og storaffald.
Fravigelsen skyldes, at
ejere og beboere – på grund af det smalle gårdrum – har ønsket at fortsætte med
den nuværende ordning, hvor have- og storaffald opbevares i de enkelte
ejendommes forhuse, hvorfra Renholdningsselskabet af 1898 afhenter det efter
nærmere aftale.
Anbefalinger:
For affald anvendes anbefalingerne om, at ejendommene kan deltage i
"Viceværtordningen for indsamling af farligt affald".
For materialer anvendes anbefalingerne om at anvende miljø- og
energimærkede byggevarer, hvor det er muligt. Der vælges ikke produkter og
materialer, der indeholder stoffer opført på Miljøstyrelsens "Listen over
uønskede stoffer", ligesom de overfladebehandlinger, der anvendes, har hurtig
og minimal afgasning. Herudover minimeres bortkørsel af overskudsjord ved
genbrug.
For grønne områder anvendes
anbefalingerne om at benytte genbrugsmaterialer i stedet for stabilt grus og
kompostmuld på ikke befæstede arealer. Ved valg af materialer til skure,
legeredskaber og lignende bruges der miljøvenlige materialer. Herudover udskiftes
de øverste 50 cm af jorden i gårdanlægget med ren jord. Endvidere følges
anbefalingen om at holde friarealerne fri for parkering.
Visioner:
For grønne områder anvendes visionerne om, at gårdanlægget udformes
således, at gårdanlægget kan beslutte at tilrettelægge driften af anlægget, så
det bliver muligt for beboerne selv at være med i pasningen.
Forurenet jord renses og
anvises i henhold til "regulativ for anvisning af forurenet jord", således at
jordforurening ikke udgør en kontaktrisiko for børn.
Fællesgårdanlægget udvikles
og forudsættes plejet efter økologiske principper. Der udarbejdes en
driftsvejledning for gårdanlægget, der beskriver, hvorledes anlægget bør
plejes.
Høring
Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8
uger.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Forslag til fælles gårdanlæg
Bilag 2: Servitutter der tinglyses
Bilag 3: Tegning af de eksisterende forhold
Ole Sperling