Mødedato: 08.01.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ny almen boligorganisation på Christiania

Se alle bilag

Indstillingen har til formål at bemyndige Teknik- og Miljøforvaltningen til at godkende at godkende en ny almen boligorganisation – Christiania Boligorganisation i henhold til Lovgivningen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at godkende oprettelsen af en ny almen boligorganisation, jf. ansøgningen i bilag 2.

Problemstilling

Den 30. august 2022 indgik Fonden Fristaden Christiania og staten en aftale om bl.a. opførelsen af 15.000 m2 alment boligbyggeri på Christiania. Fonden Fristaden Christiania har arbejdet med gennemførslen af aftalen, og Christiania er kommet frem til, at det er mest hensigtsmæssigt at oprette en ny boligorganisation til opførelse og efterfølgende drift af byggeriet.

Fællesmødet for Christiania har behandlet spørgsmålet om oprettelse af en ny boligorganisation på et fællesmøde mandag den 4. december 2023. Fonden Fristaden Christiania har indgået en samarbejdsaftale med boligorganisationen KAB om rådgivning i forhold til byggeri og drift af almene boliger.

En ny boligorganisation skal godkendes af kommunen. I Københavns Kommune skønnes godkendelse af en ny boligorganisation med virke på Christiania at være relevant for at imødekomme efterspørgslen på almene boliger i området.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at godkende en ny boligorganisation, der i praksis vil godkende en ny boligorganisation.

Der vil fra forvaltningens side først på et senere tidspunkt, når der eksisterer en almen boligorganisation der kan anmode herom, tages stilling til spørgsmål omkring boligtyper, udlejningsaftaler og øvrige spørgsmål af betydning for boligorganisationens drift og virke. Godkendelse af de konkrete boligprojekter vil som andre almene boligprojekter blive forelagt til politisk godkendelse.

Løsning

Oprettelse af Christiania Boligorganisation giver mulighed for, at nye almene boliger på Christiania kan realiseres og giver samtidigt mulighed for, at områdets kultur og identitet bevares. Udkast til boligorganisationens vedtægter er vedlagt som bilag 3.

Den nye almene boligorganisation vil have til formål at implementere 15.000 m2 alment boligbyggeri samtidig med, at Christianias identitet bevares. Der er i bilag 4 redegjort for eventuelle mulige placeringer af kommende almene nybyggeriprojekter, hvor byggeri svarende til ca. 6.500 m2, skal opføres i første fase, der efter aftalen indgået med staten skal være opført inden udgangen af 2027.

Forvaltningen er generelt tilbageholdende med at godkende nye almene boligorganisationer i København, da der efter lovgivningen om almene boliger skal tages hensyn til ikke at have for mange små boligorganisationer, der ikke kan drives effektivt. I den konkrete sag er det forvaltningens vurdering, at ovenstående hensyn ikke taler afgørende imod oprettelsen af en ny boligorganisation til at tilvejebringe det konkrete byggeri på Christiania. Christiania Boligorganisation vil efter oprettelsen være den 25. boligorganisation i København.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor godkende den nye boligorganisation på Christiania, når det relevante ansøgningsmateriale er modtaget og behandlet, såfremt boligorganisationen opfylder betingelserne herfor. Der er således et behov for en bemyndigelse til Teknik- og Miljøforvaltningen til at godkende en ny boligorganisation i København.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at afvise indstillingen, idet kommunen ikke er forpligtet til at godkende en ny boligorganisation. Det må antages at vanskeliggøre opførelsen af 15.000 m2 alment boligbyggeri på Christiania iht. aftalen af 30. august 2022 mellem Fonden Christiania og staten, idet opførelsen af almene boliger i området i så fald må imødekommes gennem en allerede eksisterende boligorganisation. Fonden Fristaden Christiania har afsøgt muligheden for at lade boligerne indgå i en eksisterende boligorganisation, hvilket ikke har været vurderet hensigtsmæssigt.

Økonomi

Indstillingen af bemyndigelse til at godkende en ny almen boligorganisation har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommunen eller Teknik- og Miljøforvaltningen.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere Fonden Fristaden Christiania og KAB herom. Teknik- og Miljøforvaltningen vil godkende den nye almene boligorganisation Christiania Boligorganisation, som opfylder kravene hertil og indberette godkendelsen til Social- og Boligstyrelsen, Udbetaling Danmark og Landsbyggefonden, hvilket forventes at være afsluttet i januar 2024. Sideløbende forventes lokalplansarbejdet ifm. krav om en ny lokalplan igangsat, hvorfor den endelige placering af de almene afdelinger og boligtyper først senere vil blive fastlagt.

 

                                         Søren Wille

                                                                       / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. januar 2024

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø) forlod mødet under behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.

 

Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte:  A, B, F, V og Ø

Imod stemte: C

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti kommer ikke til at støtte indstillingen, vi ser ikke nogen grund til, at der skal laves en særaftale for Christiania, når vi netop har aftalt, at Christiania skal normaliseres – derfor giver en særaftale ingen mening for os.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”For Det Konservative Folkeparti er det væsentligt at boligerne på Christiania udbydes åbent og til alle, ingen ”særanvisning”.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”I partierne ser vi frem til opførelsen af de mange nye boliger på Christiania, og vi finder det i den sammenhæng afgørende, at adgangen til ventelister samt regler for anvisning mv er åbne for alle og følger reglerne i resten af byen.” 

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:  

”Partierne finder det problematisk at der i sagen ikke er vedlagt alle bilag fra den indsendte ansøgning - herunder bilaget angående økonomiske forhold. Vi noterer os, at forvaltning inden endelig godkendelse af en ny boligorganisation udsender det manglende bilag til udvalget.” 

Til top