Mødedato: 08.01.2024, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Indtægtsbevilling til projekt om proteiner fra madaffald

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering til et projekt om produktion af proteiner til dyrefoder af biogas fra madaffald. Projektet har overskriften ”PROFIT”. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende modtagelsen af finansieringen, jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af tilskud fra Innovationsfonden til partnerskabsprojektet ”PROFIT”.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Innovationsfonden på 0,3 mio. kr. for at deltage i Projektet ”PROFIT”. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 0,3 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Af Københavns Kommunes bevillingsregler, der senest blev revideret den 25. marts 2022, fremgår det, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.

Teknik- og Miljøforvaltningen har fået tilsagn om tilskud fra Innovationsfonden til at indgå i et projekt, der understøtter Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København. Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under løsning beskrives kort det projekt, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere.

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra Innovationsfonden kan modtages og anvendes til projektet.

Løsning

Projektet ”Protein Revolution: Obtain Feed Ingredients from wastes for green Transition, PROFIT”, er et samarbejde mellem DTU, Knowledge Hub Zealand, Unibio, RUC, ARC og Københavns Kommune, der har til formål at udvikle en bæredygtig metode til at omdanne biogassen fra madaffald til foderproteiner, og derved forbedre udnyttelsen af ressourcerne i madaffaldet fra København. Det bemærkes, at når proteinerne produceres ved bioraffinering af biogassen, vil foderet herfra ikke indeholde rester af fejlsorteringer i madaffaldet, herunder plastrester. 

Sammen vil partnerne udvikle en bæredygtig løsning til proteinproduktion fra affaldsressourcer, der tager hensyn til økonomisk levedygtighed, miljøpleje og social sammenhængskraft jf. bilag 2. Projektet omfatter en systemanalyse, hvor økonomi, klima- og miljøeffekterne og social accept af den nye løsning opgøres.

Projektet understøtter tema 6 om udvikling af nye tekniske løsninger for affaldsbehandling i Københavns Kommunes Ressource- og Affaldsplan 2024, Cirkulær København, herunder at samarbejde med universiteter og andre virksomheder om bioraffinering, med henblik på at udvikle og modne nye teknologier, der understøtter den cirkulære økonomi. DTU varetager den overordnede projektledelse. Projektet forventes afsluttet i 2026. Genanvendelse som foder ligger højere i affaldshierarkiet end energi og gødning. Den nye behandlingsløsning for madaffald har dermed potentiale til på sigt at erstatte den nuværende behandling af madaffaldet, hvor der i Solrød Bioenergi produceres biogas til energiproduktion og gødning til landbruget.

Politisk handlerum
Hvis Teknik- og Miljøforvaltningen ikke modtager tilskud fra Innovationsfonden, vil det ikke være muligt for Københavns Kommune at medvirke til at gennemføre projektet.

Økonomi

Københavns Kommunes andel af projektet udgør 430.000 kr. af en samlet økonomisk ramme på 10,7 mio. kr., fordelt over perioden fra 2024-2025. Projektet er 70 % finansieret af Innovationsfonden, svarende til 0,3 mio. kr., og Københavns Kommune finansierer dermed selv 30 % i form af medarbejderressourcer. Der skal ikke betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet.

De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med modtagelse af de 0,3mio. kr. fra Innovationsfonden fremgår af tabellen nedenfor:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2024 p/l)

2024

Beløb i 1.000 kr.*

(2024 p/l)

2025

Varig?
ja/nej

1.

TMU

1000 - Ordinær drift

6.45.55.1

I

-231

-70

Nej

1.

TMU

1000 - Ordinær drift

6.45.55.1

U

231

70

Nej

I alt

-

-

-

-

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen de øvrige parter om, at tilskuddet modtages.

 

                                        Søren Wille

                                                               / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. januar 2024

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top