Mødedato: 08.01.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Delegation til Teknik- og Miljøudvalget, teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til delegationer til Teknik- og Miljøudvalget, teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at delegation af kompetence til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen sker som beskrevet i bilag 1.

  2. at delegation fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget, teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen sker som beskrevet i bilag 2.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har gennem årene delegeret sin kompetence til Teknik- og Miljøudvalget, teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen på en række områder. I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets nye funktionsperiode skal udvalget godkende delegation fra udvalget til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen som beskrevet i bilag 1. Udvalget forelægges ligeledes oversigten over delegationer (bilag 2) til godkendelse for at give udvalget et overblik over opgavevaretagelsen.

Løsning

De delegationer, som Borgerrepræsentationen gennem årene har givet, er gældende, indtil de tilbagekaldes eller indtil de ved eventuelle lovændringer eller af andre årsager bliver uaktuelle.

Teknik- og Miljøforvaltningen opdaterer løbende på baggrund af beslutning i Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen oversigten over delegationer, som kan findes på TMU-portalen. Oversigten opdateres og forelægges altid for Teknik- og Miljøudvalget i forbindelse med ny funktionsperiode for at give udvalget et overblik over opgavevaretagelsen.

Ved starten af en ny funktionsperiode skal Teknik- og Miljøudvalget ligeledes godkende udvalgets delegation til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen. Denne delegation er beskrevet i bilag 1. Som det er anført i bilaget, kan Teknik- og Miljøudvalget til enhver tid trække sin delegation tilbage, ligesom et medlem af udvalget kan begære enhver sag inden for udvalgets kompetence til behandling i udvalget.

Uanset, hvor præcise rammer og retningslinjer Teknik- og Miljøudvalget fastlægger for sin delegation til forvaltningen, må der forventes at forekommer sager, der ligger i en gråzone. Det gælder både skønsmæssige afgørelser over for borgere og virksomheder, eksempelvis i dispensationssager på bygge- og planområdet og tilladelsessager på vejområdet, hvor der udøves et skøn. Det gælder ligeledes på driftsområdet, eksempelvis i forhold til justeringer af driften på et område, som kan have konsekvenser for byens fysiske indretning.

Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor et løbende ansvar for i den daglige forvaltning at vurdere, om sagen bør forelægges udvalget. Teknik- og Miljøforvaltningen kan på baggrund af en konkret vurdering forelægge sager for Teknik- og Miljøudvalget, selvom kompetencen på et område er delegeret til forvaltningen. Det kan være sager, der er stor interesse for i offentligheden eller sager der er – eller forventes at komme – en principiel politisk debat omkring, uanset om forvaltningen indstilling ligger inden for de rammer, der allerede er udstukket politisk.

Økonomi

Denne indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Bilagene bliver løbende opdateret, når der træffes nye beslutninger om delegation i Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget, eller hvis nogle delegationer bortfalder på grund af lovændringer eller andre forhold.

 

    Pernille Andersen     

                                            /Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 8. januar 2018 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top