Københavns Kommunes overtagelse af en andel i A/B Eskildsgade 28-30
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Københavns Kommune indtræder som andelshaver af en andel i A/B Eskildsgade 28-30
- at der som indskud for en andel betales op til 75.000,00 kr. i 2013. Der anvises finansiering under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, finansposter funktion 08.32.21.5
- at Københavns Kommune betaler en årlig forskelsafgift, der det første år er budgetteret op til 3.000 kr. til andelsboligforeningen, svarende til forskellen mellem boligafgiften og den omkostningsbestemte leje for andelen, indtil andelen bliver solgt. Der anvises finansiering under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling beboelse, funktion 0.25.11.1. fra 2013 og de følgende år.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen bemyndigede den 2. august 2002 Bygge- og Teknikudvalget til at godkende, at kommunen med hjemmel i § 2, stk. 7 i lov om andelsboligforeninger og andre bofællesskaber indtræder som andelshaver i private andelsboligforeninger, hvor det synes påkrævet og hensigtsmæssigt i forbindelse med, at lejerne vil overtage en ejendom på andelsbasis.
Teknik- og Miljøudvalget havde en principiel drøftelse af kommunens indtræden som andelshaver på mødet den 1. april 2009.
I forbindelse med byfornyelse overtog kommunen en række beboelsesejendomme. Ifølge loven skal disse ejendomme efter byfornyelse tilbydes beboerne på andelsbasis.
Beboerne i den byfornyede ejendom Eskildsgade 28-30 har stiftet en andelsboligforening, som skal købe ejendommen af kommunen. Foreningen har betinget sig, at kommunen indtræder som passiv andelshaver for en lejlighed i ejendommen.
Løsning
12 af de nuværende 17 beboere har besluttet sig for at blive andelshavere. Finansieringsinstituttet har imidlertid krævet en tilslutning på 13 boliger. Det er derfor afgørende for salget, at kommunen indtræder i én andel. Kommunens indtræden vil lette foreningens driftsøkonomi i indkøringsfasen og sikre, at långiverens krav om 13 lejere kan opfyldes. Ejendommen rummer 17 beboelseslejemål med et samlet bruttoareal på 1.037 m2, jf. BBR.
Forvaltningen anbefaler, at kommunen indtræder som passiv andelshaver for én andel i den kommende andelsboligforening. Der er som nævnt tale om salg af en kommunalt ejet ejendom. Efter forvaltningens vurdering svarer den aftalte salgspris på 12.380.000 kr. til markedsprisen for ejendommen. Kommunens indtræden som andelshaver medfører, at boligafgiften kan holdes på 795 kr./m2, dvs. en månedlig boligafgift på 3.338 kr. for en lejlighed på 50,4 m2.
Foruden boligafgiften skal andelshaverne betale renter og afdrag på deres eget indskud.
Økonomi
Efterhånden som de fire resterende andele overdrages til andelshavere, vil boligafgiften og dermed forskelsafgiften kunne reduceres og eventuelt blive negativt.
Videre proces
Når udvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen ekspedere ejendomshandlen og indtræde i andelsboligforeningen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil herefter udbetale indskuddet for andelen og afregne forskelsafgiften løbende.
Pernille Andersen
/ Uffe Andreasen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.