Mødedato: 07.10.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Trafikafvikling i Nørre Kvarter

I anledning af konkret byggesag skal udvalget tage stilling til procedurer, der indebærer en særlig tre måneders observationsperiode ved sagsbehandling af trafikale sager i Nørre Kvarter frem til udløbet af det vedtagne trafikforsøg.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen i alle sager, som berører afviklingen af trafikken i Nørre Kvarter, gennemfører en observation i tre måneder, inden der træffes en endelig afgørelse. Proceduren gælder, indtil det vedtagne trafikforsøg i Nørre Kvarter udløber.

Problemstilling

Afviklingen af trafikken i kvarteret er blevet aktuel i en konkret sag, hvor Hotel Fox i forbindelse med en ombygning og udvidelse flytter sin hovedindgang til Sankt Peders Stræde. Byggesagsbehandlingen har ikke omfattet flytningen af hovedindgangen, som er en eksisterende indgang og derfor ikke kræver tilladelse.

For at fastholde intensionerne i Idekatalog for trafik og miljø i Nørre Kvarter, som Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 12. august 2013, skal udvalget tage stilling til, om tiltag i kvarteret, der berører trafikafviklingen, skal gives en grundigere og mere længerevarende vurdering. Sagsbehandlingen af trafikale sager i tilknytning til ombygning, nybyggeri og erhvervsmæssig udnyttelse af områdets ejendomme vil på den baggrund adskille sig fra normen på ca. 1 måned i lignende sager i resten af byen.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 12. august 2013 at vedtage Idekatalog for trafik og bymiljø i Nørre Kvarter samt at gennemføre et trafikforsøg i Studiestræde og Vestergade med det formål at begrænse den uønskede trafik i området samt at etablere en cykelgade i Vestergade. Ved budgetaftalen for 2014 blev der afsat 9 mio. kr. til at realisere nogle af indsatserne i kataloget – indsatserne vedrørende Vestergade, Bylivsaksen, Studiestræde og biler i Nørre Kvarter.

Idekataloget for Nørre Kvarter peger på forskellige hastighedsreducerende tiltag i stræderne, herunder også Sankt Peder Stræde. Helt grundlæggende har arbejdet med idekataloget samt observationer, kortlægning og borgerdialog synliggjort, at forandringer i Nørre Kvarter skal ske i respekt for områdets nuværende karakter. Derfor er det vigtigt, at trafikale udfordringer i stræderne løses med så små indgreb som muligt.

Det foreslås, at alle trafikale ændringer i form af ny skiltning og afmærkning vurderes i en tre måneders observationsperiode, hvor forvaltningen vurderer grundejerens eller virksomhedens ønske i forhold til den trafik, som er i området i forsøgsperioden.

Derefter træffer forvaltningen afgørelse i sagen.

Omfattet af ordningen vil primært være skilte og afmærkninger. Forvaltningen vil uanset ordningen behandle ansøgninger, som vurderes at være uden trafikal betydning for området, og ansøgninger, som hviler på legale krav.

Hvis der ønskes en yderligere trafikal dæmpning af Nørre Kvarter peger Idekataloget på følgende hastighedsreducerende tiltag, som ikke blev finansieret ved aftalen om Budget 14:

  • Der etableres overkørsler ved alle ind- og udkørsler til Nørre Kvarter, herunder også Sankt Peder Stræde, således at fortovene på Vester Voldgade og Nørregade fortsætter hen over Sankt Peder Stræde og signalerer, at Nørre Kvarter er et område med lav hastighed, og at bilkørsel primært er ærindebaseret.
  • Der etableres fortovsudvidelser enkelte steder i stræderne, der indsnævrer kørearealet og dermed sænker hastigheden for biler.
  • I det kommende trafikforsøg etableres bump i Studiestræde for at nedsætte bilernes hastighed. Der har været en del bekymringer fra de lokale omkring etablering af bump i stræderne, da de frygter rystelser i de gamle bygninger. Forsøget vil belyse, om bump er den rigtige løsning til at reducere hastigheden i stræderne, og om bump evt. skal etableres andre steder i Nørre Kvarter. 

Hvis der derudover ønskes en trafikal dæmpning af Nørre Kvarter, herunder Sankt Peder Stræde, kan forvaltningen tillige pege på indførelse af et standsningsforbud for busser. Der er i dag standsningsforbud for lastbiler over 18 tons i hele middelalderbyen og dermed også Nørre Kvarter. Dette forbud kan udvides med et standsningsforbud for busser i Nørre Kvarter for at hindre gener fra tung trafik. Et standsningsforbud for busser skal dog undersøges nærmere for at udrede, om løsningsforslaget vil medføre eventuelle problemer for brugerne af Nørre Kvarter. Derudover kunne der arbejdes med at skabe en cykelgade også i Sankt Peders Stræde, forudsat at erfaringerne fra forsøget i Vestergade falder hensigtsmæssigt ud.

Økonomi

Der forventes ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den nye procedure i Nørre Kvarter indføres, når Teknik- og Miljøudvalget har truffet beslutning herom. Proceduren vil blive forelagt udvalget til beslutning igen, når den i budgetaftalen omtalte plan om Nørre Kvarter forelægges udvalget. 

            Pernille Andersen

                                                                 /Niels Tørslev

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. oktober 2013

Morten Kabell stillede følgende ændringsforslag

”Det foreslås, at indstillingens nuværende at-punkt ændres

fra

”At Teknik- og Miljøforvaltningen i alle sager, der berører afviklingen af trafikken i Nørre kvarter, gennemfører en observation i tre måneder, inden der træffes en endelig afgørelse. Proceduren gælder, indtil det vedtagne trafikforsøg i Nørre kvarter udløber.”

til

”at forvaltningen pålægges at arbejde for en løsning, der indebærer, at der på Jarmers Plads foran Hotel Fox inden 1. december 2013 etableres én taxiholdeplads og én afsætningsplads, således at parkeringsforholdene i Sankt Peders Strædet foran Hotel Fox ikke ændres.

at Teknik- og Miljøudvalget i oktober 2014 forelægges en evaluering af ordningen efter inddragelse af områdets beboere og virksomheder, herunder hotellet.”

Et enigt udvalg tiltrådte ændringsforslaget.

Til top