Endelig vedtagelse af lokalplan Bispebjerg Hospital med kommuneplantillæg og miljøvurderinger
Borgerrepræsentationen skal endeligt vedtage lokalplan Bispebjerg Hospital med tilhørende kommuneplantillæg og miljøvurderinger, som har været i høring. Planerne skal muliggøre udvidelse af Bispebjerg Hospital.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at lokalplan Bispebjerg Hospital (bilag 1) med miljøvurdering (bilag 2) vedtages endeligt med de ændringer, der er beskrevet under afsnittet Løsning samt i hvidbogen (bilag 3).
2. at hvidbogen (bilag 3) med resultatet af den offentlige høring tages til efterretning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler
3. at tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) med VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 2) vedtages endeligt.
Problemstilling
Bispebjerg Hospital skal udbygges, og på baggrund af en helhedsplan er der udarbejdet et forslag til lokalplan og forslag til kommuneplantillæg (bilag 1) og en VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 2). Planforslag og miljøvurderinger blev godkendt af Borgerrepræsentationen d. 23. maj 2013 (2013-43244) med henblik på offentliggørelse. I en protokolbemærkning blev Teknik- og Miljøforvaltningen bedt om at undersøge, om der kan findes udeareal i nærområdet til erstatning for et boldbaneareal, som TK Ungdomsgård ikke længere kan låne af hospitalet pga. hospitalsudbygningen.
Planforslagene har været i høring fra den 31. maj til den 28. august 2013, og der er modtaget 21 henvendelser. Alle henvendelser fremgår af bilag 5a-c.
Løsning
Det nye hospital skal rumme samlede psykiatriske og somatiske funktioner, herunder en fusion af Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler. Formålet er at skabe bedre fysiske rammer, styrke fagspecialerne mv. samt at etablere en ny fælles akutmodtagelse. Hospitalet vil få ca. 5.000 ansatte og kunne behandle op mod 50 pct. flere patienter. Lokalplanforslaget muliggør, at bygningsmassen kan udvides med ca. 120.000 m2 i forhold til i dag. Kommuneplantillægget muliggør en bygningshøjde på op til 30 m samt mulighed for etablering af serviceerhverv mv., herunder butikker, bl.a. inden for en mindre geografisk udvidelse af bydelscenter Frederiksborgvej, som fastlægges i tillægget. Der henvises i øvrigt til bilag 6 faktaark.
Der er udarbejdet en VVM-redegørelse og miljøvurdering, som har fokus på den øgede trafik efter udbygningen og de langvarige anlægsarbejder samt gener heraf. Desuden er beskrevet en lang række andre forhold. Der er ikke kommet bemærkninger i høringsfasen, som ændrer på vurderingerne i VVM-redegørelsen. En redegørelse for nybyggeriets virkning i forhold til Grundtvigs Kirke bliver skrevet ind i lokalplanen.
Høring
Bemærkninger fra Bispebjerg Lokaludvalg
Bispebjerg Lokaludvalg ønsker sikring af den nødvendige parkering, men ser gerne, at parkeringshuset ikke bliver for bastant. Lokaludvalget ønsker adskilt bil- og cykeltrafik samt én primær cykelsti gennem området. De anbefaler gode overgange i den fremtidige indretning af Bispebjerg Bakke og anbefaler, at der findes et erstatningsareal til TK Ungdomsklubs boldbane. De er bekymrede for trafik og støj i anlægsfasen, og endelig foreslår de koordination af skybrudssikringen i kvarteret.
Bemærkninger fra Region Hovedstaden
For at sikre optimal klinisk indretning ønsker Region Hovedstaden at få mulighed for, at længebygningerne kan være op til 19 m dybe på op til 75 pct. af bygningens længde, mod de nuværende 50 pct. af facadestrækningen.
Bemærkninger fra Københavns Stift
Københavns Stift savner redegørelse for nybyggeriets virkning i forhold til Grundtvigs Kirke.
- Trafik og støj mv. i anlægs- og driftsfasen, parkering og kollektiv trafik.
- Omfang og placering særligt i byggeområde 1.
- Ønske om at bevare TKs Ungdomsklubs boldbane.
- Øvrige bekymringer omkring detailhandelsudvikling, ejendomsværditab, flagermus, spildevand og grønne områder, herunder regnvandshåndtering.
Forvaltningernes bemærkninger
Forvaltningerne vurderer, at den planlagte trafikstruktur vil medføre, at især de bløde trafikanter i fremtiden vil få et markant løft bl.a. med nye cykelstier og ved en klarere trafikstruktur med mindre cirkulerende trafik. På grund af begrænsninger som følge af fredningen af alléerne kan der ikke etableres cykelstier i begge sider af Vestre og Østre Længdevej. I krydsene ved Tagensvej og Tuborgvej kan trafikken afvikles med en række justeringer, herunder med nyt signalanlæg. Stigningen i støjniveauet på Tagensvej og Tuborgvej vurderes at blive så beskeden, at der ikke af den grund iværksættes foranstaltninger til nedbringelse af støjen. Der er mulighed for at etablere op til 1.800 p-pladser, herunder 40 pct. på terræn, hvilket vurderes fuldt tilstrækkeligt og sammenligneligt med andre hospitaler. Endelig vil den eksisterende busbetjening kunne tilpasses, i takt med at behovet opstår.
Det vurderes, at bestemmelserne i lokalplanen om højde og facadeudformning samlet set sikrer en god indpasning af bygningen på Charlotte Muncks vej i forhold til omgivelserne. Ønsket om en bygningsdybde på 19 m på en lidt større del af længebygningerne vurderes at kunne imødekommes, såfremt gavlene bevarer det slanke motiv på maksimalt 15 m.
Vedrørende TK Ungdomsklubs boldbane har forvaltningerne sammen med Børne- og Ungdomsforvaltningen undersøgt og aftalt med Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der er mulighed for at lave faste aftaler om brug af Lundehusskolens boldbane, som er nærmest beliggende alternativ ca. 500 m væk, jf. bilag 4. Denne løsning vil bevare den tætte kontakt til lokalområdet og svarer til de muligheder, som andre klubber i bydelen har. Det er ikke muligt at benytte arealer inden for hospitalets område. Hospitalet har tilkendegivet, at den nuværende boldbane kan benyttes til og med 2015.
Om øvrige synspunkter kan bemærkes, at den geografiske ændring af bydelscentret ikke betyder et større samlet butiksudbud i bydelscentret. Der er ikke juridisk grundlag for erstatning af et eventuelt ejendomsværditab. Der er kun fundet få flagermus, og de forventes ikke at volde problemer ved at søge mod omkringliggende bebyggelse. Helhedsplanen sikrer en løsning, hvor de fredede haver og en stor del af de grønne friarealer er uberørte. Endelig indgår håndtering af spildevand og regnvand i kommunens øvrige planlægning. Et tillæg til spildevandsplanen, som omhandler Bispebjerg Hospital, forventes at blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 7. oktober 2013 og i Borgerrepræsentationen d. 28. november 2013.
Forslag til ændringer af lokalplanen
Ændringsforslagene fremgår af bilag 3 (kapitel 4). Der er efter aftale med Københavns Stift udarbejdet et særligt afsnit om nybyggeriets virkning på Grundtvigs Kirke, jf. bilag 7, der foreslås tilføjet lokalplanens redegørelse. Endvidere foreslås redegørelsen præciseret med oplysning om spildevandsplanen.
Lokalplanens § 5, stk. 3 e) foreslås ændret, således at en bygningsdybde på op til 19 m på maksimalt 75 pct. af den samlede bygnings længde er mulig, og sådan at gavle/ender maksimalt må have en bygningsdybde på 15 m. I konsekvens heraf foreslås § 5 stk. 4 b) og d) vedrørende basens omfang justeret. Tegning nr. 5.2 justeres i konsekvens heraf, jf. bilag 8. Endelig konsekvensrettes tegning nr. 2 og lokalplanens redegørelse som følge af, at fredningsforslaget af de to nord-/sydgående alléer er gennemført.
De foreslåede ændringer vurderes ikke at have en karakter, der forudsætter supplerende høring jf. planlovens 27, stk. 2, fordi der alene er tale om mindre ændringer af bebyggelsens udformning, der er foranlediget af hospitalets ønsker til indretning af bebyggelsen.
Borgermøde
Den 19. august 2013 blev der afholdt et offentligt borgermøde om planerne. Referat og evaluering af mødet fremgår af bilag 9. Hovedsynspunkterne handlede om trafikken, volumen af de nye bygninger og bekymring for støjgener samt boldbanen.
Økonomi
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen og kommuneplantillægget med VVM-redegørelse og miljøvurdering, bekendtgør forvaltningerne planerne i henhold til reglerne i planloven. Herefter kan Københavns Kommune udstede de nødvendige tilladelser, således at Bispebjerg Hospital kan igangsætte udbygningen af hospitalet.
Claus Juhl Pernille Andersen
Beslutning
Indstillingens 1.-2. at-punkt blev anbefalet.