Medlemsforslag vedrørende undersøgelse af mulighederne for flere parkeringspladser
Medlemsforslag vedrørende undersøgelse af mulighederne for flere parkeringspladser
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 7. juni 2006
Sager til beslutning
2. Medlemsforslag vedrørende undersøgelse af mulighederne for flere parkeringspladser
TMU 330/2006 J.nr. 21202.0048/06
INDSTILLING OG BESLUTNING
(Stillet
af Mogens Lønborg, Majbritt Mamsen og Peter Schlüter – alle C):
Det foreslås,
at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og
Miljøforvaltningen at undersøge, hvor mange ekstra parkeringspladser, der kan
skabes i København, hvis eksisterende, egnede parallelparkeringspladser
omdannes til skråparkering. Herunder ønskes en redegørelse for de forbundne udgifter
og estimat på merindtægter, samt
at Teknik- og Miljøforvaltningen forelægger
en redegørelse for Teknik- og Miljøudvalget d. 9. august, og at redegørelsen
efterfølgende forelægges i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Motivering
Der er et åbenlyst misforhold mellem antallet
af parkeringspladser i kommunen og antallet af biler ejet af kommunes borgere,
navnlig i brokvarterne.
Manglen på parkeringspladser har en række
negative konsekvenser. Når københavnerne cirkulerer rundt på jagt efter en
ledig parkeringsplads spildes megen tid, og denne daglige "jagt" medfører negative
konsekvenser for miljøet.
Ved at lave skrå parkeringspladser opnås en
mere effektiv udnyttelse af eksisterende parkerings- og gadearealer. Dels vil
det give flere parkeringspladser og dels vil færre københavnere have behov for
hver dag at bruge tid og benzin på at køre rundt og lede efter en ledig parkeringsplads.
De mange kørte kilometer på jagt efter en parkeringsplads vil kunne begrænses
ved at udnytte eksisterende parkeringsarealer mere effektivt og på den måde
begrænse overflødig og formålsløs kørsel i byen.
På den baggrund ønskes det undersøgt, hvordan
der enkelt og billigt vil kunne skaffes yderligere parkeringsmuligheder i
København. Det ønskes herunder undersøgt, hvilke omkostninger en omdannelse af
de egnede parallelparkeringspladser har og hvilke merindtægter kommunen vil få
i parkeringsafgifter.
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2006
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
"1. at ændres til at eksisterende, egnede parallelparkeringspladser omdannes til cykelparkering eller frirum."
Efter forslag fra Det Radikale Venstre blev medlemsforslaget inkl. Socialistisk Folkepartis ændringsforslag henvist til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. juni 2006
Teknik- og Miljøforvaltningen indarbejder kommentarer
til medlemsforslaget i indstillingen om evaluering af parkeringsstrategien, der
forelægges Teknik- og Miljøudvalget i november 2006.