Mødedato: 07.06.2006, kl. 15:00

Deregulering af byens rum

Se alle bilag

Deregulering af byens rum

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. juni 2006

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Deregulering af byens rum

 

TMU 335/2006  J.nr. 2150.0005/04

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune ændres med det formål at fremme kultur- og idrætsarrangementer i byen.

at de reviderede retningslinier forelægges til vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af 2006 med henblik på ikrafttrædelse den 1. januar 2007.

at følgende ændringer indarbejdes i de nye retningslinier:

at antallet af mulige koncerter på byens 10 mest efterspurgte pladser forøges fra 65 til 119, jfr. bilag 1.

at retningsliniernes miljøvilkår om støj, spilletidspunkt, koncertvarighed m.v. lempes væsentligt på de fleste spillesteder, på grundlag af en miljømæssig vurdering.

at der udpeges nye spillesteder på Kay Fiskers Plads i Ørestad City og på Refshaleøen, hvor der ikke stilles vilkår i retningslinierne om støj, spilletidspunkt og koncertvarighed m.v.

at der indarbejdes dispensationsmulighed i retningslinierne af hensyn til arrangementer, der har særlig interesse for kommunen.

 

at de reviderede retningslinier evalueres af Teknik- og Miljøudvalget primo 2008.

at følgende forslag indgår i budgetforhandlingerne for budget 2007, og at regelsættet for råden over arealer på vej og i park om afgifter ændres tilsvarende såfremt der findes finansiering herfor (samlet indtægtstab: 6,16 mio. kr. årligt i 2005 P/L-niveau).

at afgiften for entréarrangementer på offentligt vej- eller parkarareal fjernes (pris: 10.000 kr.).

at afgiften for at lave reklamefilm på offentligt vej- eller parkareal fjernes (pris: 300.000 kr.).

at afgiften for at have reklamer ved arrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (pris: 350.000 kr.).

at afgiften for boder i forbindelse med arrangementer på offentligt vej- eller parkarealer fjernes (pris 500.000 kr.).

at der i budgettet for 2007 reserveres 5 mio. kr. til lettelser af afgiften for udeservering til evt. udmøntning i 2007, når TMF har vurderet konsekvenserne for fremkommeligheden på fortovene og byrumsæstetikken (pris 5.000.000 kr.).

 

 

RESUME

Formålet med denne indstilling er at styrke København som kreativ metropol ved at fremme udendørs kultur- og idrætsarrangementer, gøre det mere attraktivt at indspille film i København samt lægge op til forbedrede vilkår for restauranters anvendelse af kommunale arealer.

For at imødekomme efterspørgslen efter attraktive pladser til afholdelse af udendørs koncerter vil kommunen tillade flere koncerter på de fleste spillesteder, herunder på de mest efterspurgte pladser. Det drejer sig om følgende steder:

  • Indre by: Gråbrødretorv, Højbro Plads, Kultorvet, Nikolaj Plads, Nyhavn, Nytorv og Gammeltorv.
  • Uden for indre by: Axeltorv, Femøren og Tiøren, Fælledparken og Valbyparken.

Samtidigt ændres miljøvilkårene efter konkrete vurderinger på de fleste spillesteder, så det bliver muligt at holde koncerter i længere tidsrum, med et senere sluttidspunkt og med lempede støjkrav.

Der udpeges derudover et nyt område, Kay Fiskers Plads i Ørestad City, som ikke ligger tæt på beboelse, og hvor kommunen ikke stiller vilkår for støj, tidspunkter og varighed for afholdelse af koncerter og andre udendørs arrangementer.

Ved afholdelse af udendørs arrangementer på Refshaleøen vil der fra kommunens side ikke blive stillet vilkår for støj, tidspunkter og varighed, men det vil fortsat være nødvendigt at indhente tilladelse fra grundejeren, Refshaleøens Ejendomsselskab.

Ovenstående principvedtagelser vil efterfølgende af Teknik- og Miljøudvalget blive indarbejdet i "Retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune", med henblik på ikrafttræden 1. januar 2007.

Bilag 1 indeholder Miljøkontrollens forslag til nye vilkår for de fleste spillesteder, som behandles i retningslinierne.

Derudover vil der være tale om at justere i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune".

For at efterkomme et ønske fra film- og byggebranchen undersøges hvordan reglen om at føre kabler i højden over veje, fortove og cykelstier kan erstattes af en regel om at bruge kabelbakker eller slisker.

For at stimulere borgere og erhvervsliv til at afholde flere udendørs kultur- og idrætsarrangementer med værdi for København foreslås tillige, at nedenstående forslag om at lempe eller fjerne en række afgifter indgår i budgetforhandlingerne for 2007 mhp. ikrafttræden 1. januar 2007. Målsætningen er at skabe bedre erhvervsvilkår samt en øget aktivitet i byens rum.

 

Figur 1: Oversigt over aktiviteter og afgifter

Afgift og aktivitet

 

(2005 P/L-niveau. Bevilling Vej & Park, funktion 2.11.1)

Årligt indtægtstab (mio. kr.)

Afgiften for entréarrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 2 arrangementer i 2005).

0,01

Afgiften for at lave reklamefilm på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte ca. 100 filmoptagelser i 2005).

0,30

Afgiften for at have reklamer ved arrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 13 arrangementer i 2005).

0,35

Afgiften for boder i forbindelse med arrangementer på offentligt vej- eller parkarealer fjernes (berørte 67 arrangementer i 2005).

0,50

Der reserveres 5,0 mio. kr til lempelse af afgiften til udeservering (samlede afgiftsprovenu udgør 14,2 mio. kr). Afgiftslettelsen kommer evt. til udmøntning i 2007, når TMF har vurderet konsekvenserne for fremkommeligheden på fortovene og byrumsæstetikken.

5,00

I alt (2005 P/L-niveau)

6,16

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

København skal være international anerkendt som en kreativ metropol. Det skal bl.a. ske ved at forbedre rammerne for de kreative erhverv og iværksætterne, samt ved at styrke brugen af byens rum til kultur- og idrætsarrangementer. Dette er visioner fra bl.a. København som kreativ by (Københavns Erhvervsråd, 2004), Erhvervspolitisk strategi 2005-2008, Kommuneplan 2005, den kulturpolitiske redegørelse (Kultur- og Fritidsforvaltningen, 2005) og budgetforlig 2005.

Forslagene i nærværende indstilling lægger op til, at der træffes beslutning om, at der kan afholdes flere koncerter i byens parker og pladser, at der skal være mulighed for flere udstillinger af kunstnerisk karakter og mere gadeoptræden, og at byens rum bliver mere tiltrækkende for større nationale og internationale begivenheder som f.eks. idrætsarrangementer og musikfestivaler. Herudover er det ønsket, at København bliver tillokkende for filmfolk. Den enkelte arrangør af en kulturel begivenhed skal mødes af mere lempelige regler, færre afgifter og større muligheder for at tilknytte sponsorer til arrangementer, begivenheder og events.

 

Baggrund - vision om det kreative København

Med henblik på at skabe en mere levende profil for Københavns byrum fik Borgerrepræsentationen den 15. december 2005 forelagt en redegørelse fra Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Miljø- og Forsyningsudvalget (BR 744/05 Redegørelse om mulighederne for deregulering på udvalgte områder i København). I den sag vedtog Borgerrepræsentationen

·        at der i løbet af 2006 udarbejdes indstilling til Borgerrepræsentationen med konkrete forslag til deregulering,

·        at mulighederne for etablering af én indgang til indhentning af tilladelser til udendørs arrangementer undersøges, og

·        at mulighederne for konkrete tiltag til facilitering af udendørs arrangementer undersøges.

 

Nærværende indstilling, samt en senere indstilling fra Økonomiudvalget om etablering af Én indgang for erhvervslivet, har således sin baggrund i denne redegørelse.

Forslagene i nærværende indstilling vedrører brug af kommunens veje, pladser og parker, og ligger i forlængelse af ovenstående første punkt.

En række emner til deregulering (omlægning af afgifter til udendørsservering, vareudstillinger, stade- og salgspladser samt reklamer ved udendørs begivenheder) forelægges desuden til nærmere drøftelse i indstillingen om nedsættelse af en Task Force.

Vej & Park samt Miljøkontrollen vil endvidere arbejde på, at borgere med henvendelser om byens rum, i videst mulige omfang kun behøver at henvende sig ét sted.

Endelig er mulighederne for facilitering blevet undersøgt i forbindelse med denne indstilling. Det blev vurderet, at ressourcerne ved at stille de ønskede faciliteter til rådighed var for høje i forhold til udbyttet.

 

Antal og form for udendørsarrangementer

I 2005 gav Vej & Park 1.869 tilladelser til arrangementer, der indebar en råden over vejareal eller arealer i parker og grønne områder. Arrangementer dækker både mindre enmands-optrædener såvel som større koncerter, sport, demonstrationer, gademøder, kræmmermarkeder, gadecirkus, filmfremvisninger og udstillinger.

De nærmere vilkår (dog ikke miljøvilkår) er fastsat i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune", som også fastsætter betingelserne for, hvornår der skal betales en afgift.   

Miljøvilkår for brug af byens mest benyttede pladser og parker til koncerter angives i "Retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune". Nogle af disse pladser er meget efterspurgte, og maksimal-antallet af koncerter bliver hurtigt opnået. Bilag 1 indeholder retningsliniernes miljøvilkår, dvs. støjniveauer, start- og sluttidstidspunkter, koncertvarighed og antal koncerter på de forskellige spillesteder. Bilaget indeholder desuden Miljøkontrollens forslag til nye vilkår på de fleste af spillestederne.

For at imødekomme efterspørgslen efter attraktive pladser til afholdelse af udendørs koncerter foreslås det i de nye vilkår, at der kan holdes flere koncerter på de mest efterspurgte pladser. Det drejer sig om følgende steder:

  • Indre by: Gråbrødretorv, Højbro Plads, Kultorvet, Nikolaj Plads, Nyhavn, Nytorv og Gammeltorv.
  • Uden for indre by: Axeltorv, Femøren og Tiøren, Fælledparken og Valbyparken.

Samtidigt ændres miljøvilkårene efter konkrete vurderinger på de fleste spillesteder, så det bliver muligt at holde koncerter i længere tidsrum, med et senere sluttidspunkt og med lempede støjkrav.

Endelig foreslås det, at Kay Fiskers Plads i Ørestad City samt Refshaleøen udpeges som områder, hvor der kan afholdes koncerter og andre musikarrangementer uden miljøvilkår i retningslinierne.

Miljøkontrollen vil forelægge Teknik- og Miljøudvalget de reviderede retningslinier inden udgangen af 2006 med henblik på, at de kan blive vedtaget og træde i kraft pr. 1. januar 2007. Der vil blive indarbejdet forslag til, at Miljøkontrollen kan dispensere fra retningslinierne for miljøvilkår for arrangementer, der er særligt attraktive for kommunen. I forslaget vil egentlige musikfestivaler, som f.eks. Havnefestivalen, være undtaget fra retningslinierne på samme måde, som det i dag allerede gælder for Jazzfestivalen, og det vil blive understreget, at retningslinierne kun omfatter koncerter, der medfører støj, som overstiger 60 dB(A). Støjniveau måles som normalt på facaden ved nærmeste beboelse.

De nye retningslinier indebærer også, at større parker som Nørrebroparken og Fælledparken inddeles i zoner med egne miljøvilkår. Vej & Park vil dog fortsat altid foretage en konkret vurdering af en ansøgning om brug af en park.

København råder over en række bygninger i parker. De fleste af disse bruges til parkrelaterede formål til brug for parkvedligeholdelsen, mens nogle få ikke er i brug. Bygningerne er i forskellig stand. De nuværende fredningsregler for parkerne giver ikke mulighed for at bruge bygningerne til ikke-parkrelaterede formål, og Vej & Park vil derfor undersøge, om der er muligheder for brug af parkbygninger/bunkers i parkerne til ikke-parkrelaterede (kulturelle) formål i det omfang, det ikke indebærer ekstra udgifter til istandsættelse af disse bygninger.

 

Fordele

Ovenstående forslag indebærer, at der vil kunne holdes flere arrangementer på byens pladser og parker.

Samtidig vil en nytænkning af retningslinierne for udendørsarrangementer give mulighed for en bedre udnyttelse af f.eks. Nørrebroparken og Fælledparken, ligesom der kan ske en inddragelse af nye, spændende områder i byen, som ikke ligger lige op ad beboelse.

Det må forventes, at det udtrykte ønske fra kommunens side om, at der skal kunne afholdes flere arrangementer/koncerter i byens rum, vil føre til et forenklet (og forbedret) samarbejde med politiet i de tilfælde, hvor politiet stadig skal give tilladelser.

Vej & Park samt Miljøkontrollen arbejder desuden videre med at servicere borgere og virksomheder, der ønsker at bruge udendørsarealer, således at disse i videst muligt omfang kun behøver at henvende sig ét sted for at få gennemført sagsbehandlingen.

 

Ulemper

Miljøvilkårene i retningslinierne for de enkelte spillesteder er udtryk for en balance mellem hensynet til beboernes ønske om fred og ro i nabolaget til bopælen og musikarrangørernes behov for at kunne levere musikoplevelser med tilfredsstillende lyd osv.

Lempelser i miljøvilkårene, som det er foreslået i bilag 1 og beskrevet oven for, vil resultere i, at der gives rum for flere musikarrangementer med højere lyd og i længere tid. Det vurderes, at lempelse af miljøvilkårene vil medføre flere klager over støj til Miljøkontrollen fra beboere i nærheden af de berørte spillesteder. Miljøkontrollen skal behandle sådanne klager og vil formodentlig skulle sætte flere ressourcer af hertil.

 

Grænser for deregulering

En del pladser og parker i København hører under staten og administreres af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Nogle af disse områder er behandlet i retningslinierne, men kræver styrelsens tilladelse før de kan benyttes. Nogle af de nye spillesteder i retningslinierne, som f.eks Refshaleøen, er privatejede og kræver ligeledes grundejerens tilladelse, før der kan afholdes arrangementer.

En stor del af vandet omkring Holmen hører under Kystdirektoratet og kan derfor pt kun i begrænset omfang benyttes til søsportsbegivenheder.

Amager Strandpark er underlagt fredningsbestemmelser, men konkrete retningslinier for brugen af Sydstranden kan dog besluttes af Parkbrugerrådet. Der vil blive indledt dialog med Parkbrugerrådet om brug af Strandparken med henblik på at der gives tilladelse til koncerter ved Sydstranden.

 

Kabelføring

For at imødekomme ønsker fra arrangører og fra film- og byggebranchen undersøges, hvordan man kan lempe de krav, Vej & Park som vejmyndighed stiller i henhold til sine forpligtelser efter vejlovene for at sikre fremkommeligheden og sikre trafikanternes færdsel. I dag stilles der således krav om, at kabler over veje, cykelstier og fortove skal føres op i henholdsvis 4 meters og 2,5 meters højde. Hensigten er at kravene kan lempes på en måde, så kablerne kan føres gennem kabelbakker eller slisker, uden at det går ud over sikkerheden for trafikanterne. Dette arbejde sættes i gang umiddelbart.

 

Afgiftsfjernelse

Det hidtidige princip i Københavns Kommune har været, at kommerciel udnyttelse af byrummet medfører betaling af en afgift af brugeren. Det har dels været begrundet i en adfærdsregulering, så benyttelsen af arealerne begrænses til fordel for fremkommeligheden og byrummets æstetik, dels som finansieringskilde for den ekstra vedligeholdelse og renholdelse som følge af de kommercielle arrangementer.

Det hidtidige princip i Københavns Kommune har været, at kommerciel udnyttelse af byrummet medfører betaling af en afgift fra brugeren. Det har dels været begrundet i en adfærdsregulering, så benyttelsen af arealerne begrænses til fordel for fremkommeligheden, dels som finansieringskilde for den ekstra vedligeholdelse og udvikling.

Heroverfor står et ønske om, at skabe mere aktivitet i byens rum, jf. de i indledningen nævnte planer og vedtagelser.

På denne baggrund indstilles det, at en række afgifter lempes eller fjernes for at stimulere borgere og erhvervsliv til at afholde flere udendørs kultur- og idrætsarrangementer med værdi for København, og at dette indgår i budgetforslaget for 2007. Målsætningen er at skabe bedre erhvervsvilkår samt en øget aktivitet i byens rum.

 

Fjernelse af afgift ved arrangementer med entré

Ved arrangementer med entré i byens rum, hvor overskuddet ikke går til humanitære eller almennyttige formål, skal der betales en afgift pr solgt billet til kommunen, nemlig 5 kr. for billetter mellem 50 og 150 kr., og 10 kr. for billetter over 150 kr.

Det årlige provenu i 2005 var på 10.000 kr. fra i alt 2 arrangementer.

Ved at fjerne afgiften bliver det mere attraktivt at holde arrangementer med entrébetaling i byens rum. 

 

Fjernelse af afgift ved reklamefilmoptagelser

At optage reklamefilm i København er a fgiftsbelagt. Andre filmoptagelser er ikke, ud fra begrundelsen om at de i højere grad er kulturfilm. Filmbranchen fremhæver, at det kan være svært at skelne mellem kommercielle og ikke-kommercielle film, da også de såkaldte kulturfilm laves med kommercielt sigte for øje.

En fjernelse af afgifter for reklamefilm skønnes at ville øge interessen for at bruge København som kulisse for reklamer, både nationalt og internationalt, og vil betyde en større eksponering af København – også ud over de nationale grænser. 

I 2006 udgør afgiften 2340 kr. pr. dag og dækker ikke konkrete omkostninger til afspærring, optagelse af parkeringspladser etc., som der betales særskilt for. Selvom afgiften er relativt lille i de samlede produktionsomkostninger, vil en fritagelse signalere, at København ønsker at medvirke til at bedre filmmiljøet. Det årlige provenu var i 2005 på 0,3 mio. kr. fra ca. 100 optagelser.

Et evt. større antal reklamefilmoptagelser vil optage mere vejareal og kan påvirke fremkommeligheden negativt.

 

Fjernelse af afgift for arrangementer med sponsoreksponering

Reklamer og eksponering af sponsorer er ofte et meget vigtigt element til finansiering af bl.a. kultur- og idrætsarrangementer.

Københavns Kommune opkræver afgifter for reklamer i de udendørs rum, hvor afgiftens størrelse konkret afhænger af, hvor stor en reklameeksponering, der er tale om.

I denne indstilling foreslås, at afgifter i forbindelse med arrangementer bortfalder, mens de mere principielle drøftelser om brug af reklamer i byrummet, om størrelse og placering m.m. af reklamer ved arrangementer behandles i en separat indstilling til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om etablering af en Task Force for deregulering. Det samlede provenu til dette formål var i 2005 på 0,35 mio. kr. fra i alt 13 arrangementer.

 

Fjernelse af afgift for boder i forbindelse med arrangementer

I dag betales der afgift til kommunen, når en arrangør i forbindelse med sit arrangement opstiller boder til salg, herunder hvis der sælges alkohol.

Fjernelse af afgiften for boder i forbindelse med arrangementer giver mulighed for at arrangører kan beholde en større del af indtægten i forbindelse med salget. Det betyder, at disse indtægter kan være med til at finansiere arrangementet, hvilket især har betydning for idrætsklubberne. Provenuet fra denne afgift udgjorde i 2005 i alt 0,5 mio. kr., fordelt på i alt 67 arrangementer. Arrangører skal dog fortsat ansøge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om tilladelse til salg.

Boder til loppemarkeder er også omfattet af forslaget (en del markeder som f.eks. kræmmermarkeder er såkaldte almennyttige arrangementer og er allerede i kraft heraf fritaget for afgift).

 

Nedsættelse af afgift for udeservering

Københavns Kommune havde i 2005 indtægter på 14,2 mio. kr. fra afgifter på udeservering, stammende fra ca. 430 serveringssteder.

Byen er opdelt i fire takstzoner, hvor afgifterne er højest indre by og falder længere væk fra centrum. En ansøgning om udeservering vurderes altid af Vej & Park ud fra bl.a. fremkommelighed og æstetik, og en tilladelse gives kun for et år af gangen.

Det foreslås, at der i budgettet for 2007 afsættes 5 mio. kr. til evt. lettelser af afgifterne for udeservering.

Udeservering har været jævnt stigende i de seneste år, på trods af priserne. En lettelse af afgifterne vil givetvis øge antallet af udeserveringer yderligere og samtidig øge behovet for en egentlig administrativ behandling af de enkelte ansøgninger for at sikre fremkommeligheden på fortovene.

Afgifterne giver i dag en adfærdsregulering, der begrænser antallet af udeserveringer og dermed holder en balance, der samtidig muliggør en rimelig fremkommelighed på fortovene og en rimelig æstetik i byrummet.

Der er behov for at vurdere nærmere om en afgiftslettelse vil få utilsigtede negative indflydelse på fremkommeligheden på fortove og byrumsæstetikken inden der træffes endelige beslutninger om afgiftslettelse. Dette indgår derfor som en del af den nedsatte Task Forces arbejde.

 

Medlemsforslag om bortfald af brugerafgifter

På Borgerrepræsentationens møde torsdag den 27. april 2006 behandledes BR 272/06, Medlemsforslag om bortfald af bestemte brugerafgifter, stillet af Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre samt Det Konservative Folkeparti.

Heri foreslås, at brugerafgiften i forbindelse med tilladelse til afholdelse af arrangementer med entrévilkår, bodsalg og/eller reklameformål, herunder sponsorreklame bortfalder, samt at Teknik- og Miljøudvalget bliver kompenseret for de manglende/budgetterede indtægter via Kassen (konto 8.05.5).

Medlemsforslaget blev henvist til Teknik- og Miljøudvalget, og behandles med denne indstilling, idet de i medlemsforslaget stillede forslag foreslås imødekommet, under forudsætning af, at der i budgetforhandlingerne for 2007 findes dækning herfor.

Dette indebærer også, at bortfaldet af brugerafgifterne ikke vil få virkning i 2006, idet afgiftslettelserne indgår i de samlede budgetforhandlinger. Pga myndighedsbehandlingen vil en evt. tidligere ikrafttræden få væsentlige administrative konsekvenser.

 

 

ØKONOMI

Nedenfor gives der et samlet overblik over de årlige økonomiske konsekvenser fra 2007. Oversigten viser de udgifter, som skyldes afgiftslettelser.

Eventuelle merudgifter, som skyldes at afgiftslempelser eller -fjernelser vil øge aktivitetsomfanget, forudsættes afholdt inden for de ansvarlige udvalgs ramme. Omkostninger til myndighedsbehandling som følge af et øget aktivitetsniveau, forventes dog at blive modvirket ved de administrative lettelser ved at fjerne afgifterne.

En ændret administration af udendørsarrangementer kan betyde ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet i de behandlende myndigheder.

 

Figur 1: Oversigt over aktiviteter og afgifter

Afgift og aktivitet

 

(2005 P/L-niveau. Bevilling Vej & Park, funktion 2.11.1)

Årligt indtægtstab (mio. kr.)

Afgiften for entréarrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 2 arrangementer i 2005).

0,01

Afgiften for at lave reklamefilm på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte ca. 100 filmoptagelser i 2005).

0,30

Afgiften for at have reklamer ved arrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 13 arrangementer i 2005).

0,35

Afgiften for boder i forbindelse med arrangementer på offentligt vej- eller parkarealer fjernes (berørte 67 arrangementer i 2005).

0,50

Der reserveres 5,0 mio. kr til lempelse af afgiften til udeservering (samlede afgiftsprovenu udgør 14,2 mio. kr). Afgiftslettelsen kommer evt. til udmøntning i efteråret 2007, når TMF har vurderet konsekvenserne for fremkommeligheden på fortovene og byrumsæstetikken.

5,00

I alt (2005 P/L-niveau)

 6,16

 

Det foreslås, at udgiften på 6,16 mio. kr. indgår i budgetforhandlingerne for 2007.

For at initiativerne kan gennemføres skal Vej & Park kompenseres for det forventede indtægtstab, således at de tilføres en udgiftsbevilling svarende til det forventede indtægtstab. Hvis Borgerrepræsentationen under budgetforhandlingerne ikke kan afsætte midlerne hertil bortfalder de forslag, der ikke kan dækkes.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da støj fra virksomheder og organiserede fritidsaktiviteter samt kommunens politik for rekreation og grønne områder er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivlister.

Til støj er der knyttet følgende miljømål:

Støjgener fra virksomheder skal nedbringes. Der skal løbende ske reduktion af antallet af klager over støj, som giver anledning til oprettelse af ulempesag. Efter 10 år (2013) skal antallet af sådanne klager været reduceret med 25 %. (Agenda 21 plan, BR 11/2005).

Ændring af retningslinierne for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i overensstemmelse med denne indstilling vil indvirke negativt på miljømålene for støj, da det vurderes, at lempelse af retningsliniernes miljøvilkår vil medføre flere klager over støj til Miljøkontrollen fra beboere i nærheden af de berørte spillesteder.

Til kommuneplan og parkpolitik er der bl.a. knyttet miljømål om at styrke, beskytte og bevare de eksisterende naturværdier og grønne kulturhistoriske grønne områder, så variation, oplevelsesrigdom og miljø styrkes (Kommuneplan 7: Rekreation og fritid og Parkpolitik 2003) :

En øget benyttelse af parker og rekreative områder vil indvirke negativt på sliddet af belægninger, græs og parkinventar, ligesom affaldsmængde vil blive påvirket i negativ retning.   

 

ANDRE KONSEKVENSER

En øget benyttelse af veje, torve og pladser vil indvirke negativt på sliddet af belægninger og byudstyret, ligesom affaldsmængde og fremkommeligheden vil blive påvirket i negativ retning.

 

HØRING

Forslaget har ikke været sendt i høring, men der har igennem tilblivelsesprocessen været dialog med et betydeligt antal organisationer og interessenter.

 

BILAG

Bilag 1: Skema med miljøvilkår til "Retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune"

 

 

 

Claus Juhl                             Mette Lis Andersen               Carsten Haurum


 

Bilag

Til top