Mødedato: 07.06.2006, kl. 15:00

Dispensation fra lokalplan nr. 152 "Strøget"

Se alle bilag

Dispensation fra lokalplan nr. 152 "Strøget"

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. juni 2006

 

 

Sager til beslutning

 

27.      Dispensation fra lokalplan nr. 152 "Strøget"

 

TMU 343/2006  J.nr. 611:225.0002/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at der meddeles dispensation fra bestemmelserne i lokalplan nr. 152 "Strøget",  § 4, stk.1, om udformningen af bygningernes facader mod Strøget, med henblik på at facaden på matr. nr. 12 Vester Kvarter, København, Frederiksberggade 19 kan gives et nyt udseende i et nutidigt formsprog uden hensyn til den oprindelige facade.

 

 

RESUME

Arkitektfirmaet Arkitema K/S har på vegne af Bertoni A/S i forbindelse med indretning af en butik i Frederiksberggade 19, søgt om tilladelse til at udforme facaden på ovennævnte ejendom i et nutidigt formsprog, således at den afspejler den bagved liggende butiks funktion.

Den eksisterende oprindelig klassicistiske bygning er i dag stærkt ombygget og skæmmes af en stor senere tilføjet kvist, og de eksisterende dekorationer på facaden er senere udførelser med trælister.

Udgangspunktet for udformningen af facaden har været et ønske om at skabe en facade med udstillingsvindue gennem 2 etager, så den bagved liggende butik i 2 etager over gadeplan afspejles i facaden. Dette har ikke været muligt at løse arkitektonisk tilfredsstillende i den eksisterende facade, hvor underfacaden adskiller sig markant fra den overliggende facade. Man har derfor udformet en helt ny facade i et nutidigt formsprog. 3 fag i de 2 underste etager i den oprindelige facade omformes til et stort udstillingsvindue, hvor tøjet udstilles frit hængende i vinduesåbningen, mens resten af facaden beklædes med høje slanke perforerede tombak-paneler (en kobberlegering af meget høj kvalitet, som patinerer smukt.). I tagetagen fjernes den eksisterende skæmmende senere påbyggede kvist, og den skrå tagflade forsynes med ovenlys.

Det ansøgte er ikke i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser vedrørende den arkitektoniske tilpasning til den eksisterende bygning, men Plan & Arkitektur vurderer, at forslaget i kraft af sin enkelhed, med sin proportionering og materialevirkning har høj selvstændig arkitektonisk kvalitet, som kan opfylde lokalplanens intentioner om en citypræget butiksgade, hvor bygningens fremtræden er tilpasset gadebilledet.

Forvaltningen anbefaler derfor, at der med forbehold for resultatet af en forudgående nabohøring, gives den fornødne dispensation til udførelsen på betingelse af, at redningsmulighederne ikke forringes, samt at den detaljerede udformning af facaden og taget, herunder materialer, farver og skiltning forelægges Plan & Arkitektur til godkendelse.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Arkitektfirmaet Arkitema K/S har på vegne af Bertoni A/S søgt forvaltningen om tilladelse til ombygning af Frederiksberggade 19 til indretning af tøjfirmaet Bertoni. Kælder, stueetage og 1. sal indrettes til butiksformål og 2. og 3. sal til showroom og kontorer. I forbindelse med ombygningen er det et ønske at skabe en facade i et nutidigt formsprog, som afspejler den bagved liggende funktion som en 3-etages strøgbutik med 2 sammenhængende etager over gadeplan.

Den eksisterende bygning er en oprindelig klassicistisk bygning fra 1860, men senere stærkt ombygget. I bydelsregistreringen af Indre By er ejendommen registreret med bevaringsværdi 4; men facaden er stærkt skæmmet af en stor kvist og de dekorationer (facadebånd, vinduesindfatninger og spejl), som nu ses på facaden, er senere tilføjelser udfø rt med trælister. Der henvises til tegning af nuværende facade, der er vedlagt som bilag 1.

Udgangspunktet for udformningen af facaden har været et ønske om at skabe en facade med udstillingsvindue gennem 2 etager, så butikken med to sammenhængende etager over gadeplan afspejles i facaden. Dette har ikke været muligt at løse arkitektonisk tilfredsstillende i den eksisterende facade, hvor underfacaden adskiller sig markant fra den overliggende facade. 3 fag i de 2 underste etager i den oprindelige facade omformes derfor til et stort udstillingsvindue, hvor tøjet udstilles frit hængende i vinduesåbningen. Resten af facaden beklædes med høje slanke perforerede tombakpaneler. De perforerede paneler vil tillade et diffust lys at slippe igennem til de bagved liggende vinduer, hvis nuværende åbninger ikke ændres. Af hensyn til udsyn og redningsforhold vil panelerne være oplukkelige. I tagetagen fjernes den eksisterende skæmmende senere påbyggede kvist, og den skrå tagflade forsynes med ovenlys. Der henvises til tegning af fremtidige forhold, der er vedlagt som bilag 2.

 

Afvigelser fra lokalplan nr. 152 "Strøget"

Det ansøgte er ikke i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser i § 4, stk. 1, hvorefter der skal tilvejebringes en god helhedsvirkning i forhold til den pågældende gadefacades arkitektoniske særpræg, herunder i forhold til karakteristiske lodrette og vandrette inddelinger af facaden. Endvidere skal arkitektoniske detaljer, såsom vinduer, gesimser, bånd, vindues- og dørindfatninger og lignende udformes under hensyntagen til facadens udtryk. Endvidere må vinduer ikke blændes ved tilklæbning og lignende, således at det får karakter af facade-beklædning.

 

Plan & Arkitekturs anbefaling af dispensation

Plan & Arkitektur vurderer, at forslaget i kraft af sin enkelhed, med sin proportionering og materialevirkning har høj selvstændig arkitektonisk kvalitet.  Trods sit store udstillingsvindue gennem 2 etager og den nye facadebeklædning vil facaden med sin nye udformning kunne opfylde lokalplanens intentioner om en citypræget butiksgade, hvor bygningens fremtræden vil kunne indpasses og tilføre kvalitet til denne noget brogede del af Strøget.

På baggrund af ovenstående anbefaler Plan & Arkitektur, at der efter forudgående naboorientering og med forbehold for resultatet af denne dispenseres til projektet på betingelse af, at redningsmulighederne ikke forringes, samt at den detaljerede udformning af facaden og taget, herunder materialer, farver og skiltning forelægges Plan & Arkitektur til godkendelse.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

BILAG

1: Tegning visende den nuværende facade

2: Tegning visende den fremtidige facade

3: Perspektivisk fremstilling af fremtidig facade

 

 

 

Ulrik Winge


 

Til top