Mødedato: 07.06.2006, kl. 15:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Ourøgade, Sankt Kjelds Gade og Tåsingegade

Se alle bilag

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Ourøgade, Sankt Kjelds Gade og Tåsingegade

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. juni 2006

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Ourøgade, Sankt Kjelds Gade og Tåsingegade

 

TMU 342/2006  J.nr. 451:149.0001/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag om etablering af et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Ourøgade 35-43, Sankt Kjelds Gade 28-32 og Tåsingegade 45-51, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 5 beboelsesejendomme med 229 beboere fordelt på 121 boliger og 5 erhvervslejemål.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.500.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af vedlagte tegning (bilag 3).

Gårdarealerne blev i 1980 delvist omlagt efter påbud i henhold til den daværende byggelov. Omlægningens kvalitet var særdeles beskeden, og anlægsudgiften udgjorde kun 334.000 kr.

Gårdarealerne fremstår i dag meget nedslidte og er indrettet således, at de ikke tilbyder de opholds- og legemuligheder, som vi i dag betegner som et nødvendigt tilbehør til boligen.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 276 og friarealprocenten 15.

Forslaget omfatter fire 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1924-1930 og én 5-etages ejendom opført i 1978. Tre af karreens ejendomme er én andelsboligforening , én er en ejerforening, og én er en udlejningsejendom. Der er 121 boliger i karreen og 5 erhvervslejemål. Det samlede gårdareal er ca. 1.550 m2.

Pr. 1. januar 2006 var der 229 beboere i karreen, heraf 39 under 15 år, 12 over 67 år, medens 178 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.

Efter aftale med repræsentanterne har der endvidere været holdt et beboermøde, hvor Grønne Gårde har orienteret om forslaget til byfornyelsesbeslutning.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget (bilag 1).

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i projektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om opretholdelse, benyttelse og den fremtidige vedligeholdelse (bilag 2).

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.500.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2006 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Indstillingen om fælles gårdanlæg er vurderet til ikke at medføre, at der skal foretages en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Baggrunden herfor er, at forslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag eller projekter, der i størrelse og omfang samt i forhold til lokalområdets nuværende udformning og karakter vurderes at få væsentlig betydning herfor.

 

Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste til miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens hidtidige positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Miljørigtig projektering, vand, varme, el, gas, affald, materialer og grønne områder.

Målsætningerne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" er inddelt i 3 niveauer – minimumskrav, anbefalinger og visioner. Minimumskravene skal altid følges, anbefalingerne bør altid overvejes, medens visionerne er muligheder, der kan afprøves. Indstillingen er miljøvurderet på grundlag af denne emneopdeling.

 

Vurdering

Minimumskrav:

Minimumskravene er opfyldt for alle relevante emner.

Anbefalinger:

For affald anvendes anbefalingerne om, at ejendommene kan deltage i "Viceværtordningen for indsamling af farligt affald".

For materialer anvendes anbefalingerne om at anvende miljø- og energimærkede byggevarer, hvor det er muligt. Der vælges ikke produkter og materialer, der indeholder stoffer opført på Miljøstyrelsens "Listen over uønskede stoffer", ligesom de overfladebehandlinger, der anvendes, har hurtig og minimal afgasning. Herudover minimeres bortkørsel af overskudsjord ved genbrug.

For grønne områder anvendes anbefalingerne om at benytte genbrugsmaterialer i stedet for stabilt grus og kompostmuld på ikke-befæstede arealer. Ved valg af materialer til skure, legeredskaber og lignende bruges der miljøvenlige materialer. Herudover udskiftes de øverste 50 cm af jorden i gårdanlægget med ren jord. Endvidere følges anbefalingen om at holde friarealerne fri for parkering.

Visioner:

For grønne områder anvendes visionerne om, at gårdanlægget udformes således, at gårdlauget kan beslutte at tilrettelægge driften af anlægget, så det bliver muligt for beboerne selv at være med i pasningen.

Forurenet jord renses og anvises i henhold til "regulativ for anvisning af forurenet jord", således at jordforurening ikke udgør en kontaktrisiko for børn.

Fællesgårdanlægget udvikles og forudsættes plejet efter økologiske principper. Der udarbejdes en driftsvejledning for gårdanlægget, der beskriver, hvorledes anlægget bør plejes.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslag til fælles gårdanlæg.

Bilag 2:   Servitutter der tinglyses.

Bilag 3:   Tegning af de eksisterende forhold.

 

 

Ole Sperling


 

Til top