Mødedato: 07.05.2018, kl. 16:00
Mødested: BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København K

Parkeringsredegørelse "Parkering 2018"

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til den årlige parkeringsredegørelse ”Parkering 2018” med fremtidige initiativer på parkeringsområdet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at parkeringsredegørelsen Parkering 2018 tages til efterretning (bilag 2).
  2. at det tages til efterretning, at Teknik- og Miljøforvaltningen på baggrund af de otte foreslåede initiativer i Parkering 2018 udarbejder budgetnotater til forhandlingerne om Budget 2019 (bilag 2). 

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  3. at parkeringsordningen i Den Hvide Kødby regelforenkles ved, at Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med Økonomiforvaltningen og Slots- og Kulturstyrelsen etablerer en tidsbegrænset parkeringszone på Flæsketorvet, samt at lokale restriktioner på Høker-, Slagter-, og Kødboderne ændres, så tidsrummet for beboerparkering ensrettes for hele Den Hvide Kødby.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog med Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø), at en årlig parkeringsredegørelse skal give overblik over udfordringer og temaer på parkeringsområdet. Parkeringsredegørelsen kan derved give Teknik- og Miljøudvalget et vidensgrundlag frem mod de årlige budgetforhandlinger.

Antallet af privatejede biler stiger fortsat i København, hvilket afspejles i et stadig større pres på parkeringspladserne om aftenen og natten. I flere områder af byen er parkeringsbelægningen på 100 % eller derover, bl.a. fordi antallet af beboerlicenser stiger støt i alle licenszoner, og der er udstedt ca. 1.300 flere beboer- og erhvervslicenser, end der er offentlige parkeringspladser inden for betalingsområdet. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at antallet af hjemmehørende biler vil stige fra ca. 120.000 i 2018 til op mod 140.000 i 2025, jf. statusafsnit i bilag 2. Endvidere er der behov for regelforenkling af parkeringsforhold flere steder i byen.

Løsning

På baggrund af en række forundersøgelser af parkeringsanlæg de seneste år, jf. Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) og Overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, O og V), vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at der er begrænset plads til at anlægge underjordiske parkeringsanlæg i byen. Forundersøgelserne viser, at det er muligt i Baggesensgade, Otto Krabbes Plads, Fridtjof Nansens Plads, Jarmers Plads, Dantes Plads samt på Strandboulevarden ved Randersgade, og at der samlet set vil kunne tilvejebringes op mod 1.700 nye pladser for en anlægsinvestering på ca. 1,6 mia. kr. (ekskl. risikotillæg og interne udgifter i kommunen, herunder projektledelse). Forvaltningen vurderer derfor, at underjordiske parkeringsanlæg ikke alene kan afhjælpe den stigende efterspørgsel på parkering. Hertil kommer, at erfaringer fra tidligere tyder på, at mere parkeringskapacitet medfører, at flere borgere, pendlere og besøgende vil vælge bilen, medmindre den øgede kapacitet følges op af regulering på pris og adgang til parkering.

I parkeringsredegørelsen er der i år fokus på tiltag om at øge regulering af parkeringsområdet, herunder forslag om forhøjet beboerlicens, geografisk udvidelse af betalingsparkering samt forhøjelse af timetakster, hvilket vil mindske parkeringspresset, gøre det nemmere for både private og erhvervsdrivende at finde en parkeringsplads og dermed forbedre den generelle fremkommelighed. Erfaringer fra tidligere reguleringstiltag i København, samt analyser og internationale erfaringer viser, at en mærkbar stigning af priser for parkering vil have en effekt på efterspørgslen på parkering. Der henvises til erfaringer fra bl.a. Stockholm og Amsterdam samt forskning fra bl.a. DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og UCLA (University of California, Los Angeles).

Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at træffe beslutninger om parkering, der ikke har økonomiske konsekvenser, herunder fx om tidsbegrænsning af parkering. Beslutninger om regulering af takster og licenser, der har konsekvenser for servicemåltal, samt beslutninger med anlægs- og driftsøkonomiske konsekvenser forelægges Borgerrepræsentationen i forbindelse med budgetforhandlinger.

Parkeringsredegørelsen for 2018 indeholder otte konkrete initiativer, der alle kan realiseres, hvis der afsættes midler i de kommende forhandlinger om Budget 2019. Initiativerne bidrager til Teknik- og Miljøudvalgets beslutningsgrundlag for fremadrettede løsninger på parkeringsområdet inden for to temaer Bedre udnyttelse af eksisterende parkering og Reduktion af indpendling i bil. Seks af de otte initiativer er foreslået i tidligere redegørelser jf. nedenfor samt bilag 2 appendiks 3.

Tema 1. Bedre udnyttelse af eksisterende parkering.
Antallet af privatejede biler i København stiger fortsat, hvilket øger presset på gadeparkering i store dele af byen. Forhøjelse af beboerlicensen kan medvirke til bedre at udnytte private parkeringspladser samt give incitament til, at københavnere fravælger bilen. En undersøgelse foretaget af COWI ultimo 2016 viser, at omkring 25 % af de parkerede biler i områder på Vesterbro og Østerbro holder stille/på samme plads fra mandag til fredag. Øvrige initiativer under temaet kan optimere antallet af offentlige parkeringspladser for begrænsede midler. For hvert initiativ er der opgivet et samlet prisoverslag for anlægsøkonomi, hertil kommer driftsudgifter og indtægter fra betalingsparkering. Tema 1 har følgende fem initiativer:

  1. Forhøjelse af pris på beboerlicens fra 1.175 kr. til op mod 10.000 kr. om året. En forhøjelse til 6.000 kr. pr. år vurderes at medføre, at ca. 3.500 borgere fravælger en beboerlicens. En forhøjelse til 10.000 kr. pr. år vurderes at medføre, at ca. 6.100 borgere fravælger en beboerlicens. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler en opjustering til 10.000 kr. for at opnå en umiddelbar mærkbar effekt på parkeringskapaciteten med godt 10 % færre parkerede biler på gaden. Miljødifferentiering af beboerlicensen foreslås fastholdt, men begrænses til de miljørigtige biler, der ikke udleder lokal emission (pt. el- og brintbiler). Miljørabatten kan maksimalt udgøre 5.000 kr. Prisoverslag: 0,3-0,5 mio. kr. (Forhøjelse af beboerlicens er foreslået før, men med mindre forhøjelser).
  2. Åbning af op til 150 eksisterende parkeringspladser ved kommunale institutioner til offentligparkering. Prisoverslag: 0,5 mio. kr. (Foreslået før).
  3. Regelforenkling og bedre parkeringsinformation i byen med pulje til bedre skiltning og afmærkning for at forbedre brugeroplevelsen for borgerne. Herunder har Teknik- og Miljøforvaltningen indledt dialog med Økonomiforvaltningen (Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID)), der er grundejer, og Slots- og Kulturstyrelsen, som er myndighed for området, om at etablere tidsbegrænset parkeringszone på Flæsketorvet samt ensretning for beboerparkering for hele Den Hvide Kødby. Prisoverslag: 1,5-2,0 mio. kr. for en pulje til hele byen samt 50.000-100.000 kr. til regelforenkling i Den Hvide Kødby, jf. bilag 2, s. 21. (Ny).
  4. Screening af mulighed for at optimere parkering ved Metro Cityringens stationer samt i området omkring Bardenflethsgade på Amager for at kompensere for tidligere nedlagte parkeringspladser. Mulighederne for etablering af cykelparkering frem for bilparkering kan indtænkes. Prisoverslag: 1 mio. kr. (Ny).
  5. Udvidelse af tælleområdet, dvs. hvor Teknik- og Miljøforvaltningen foretager tællinger for parkeringsbelægning, fra kun at omfatte betalingsområdet (rød, grøn, blå og gul zone) til at omfatte alle områder i kommunen med udfordringer i forhold til parkeringskapaciteten. Den fremadrettede udvikling af parkeringsområdet baseres dermed på et mere detaljeret datagrundlag for hele byen. Prisoverslag: 0,5 mio. kr. (Foreslået før).

    Tema 2. Reduktion af indpendling i bil
    Med den forventede befolkningstilvækst i København og et dermed generelt øget transportbehov, stigende bilejerskab og pres på fremkommelighed kan udfordringen med at finde tilstrækkelig parkeringskapacitet bl.a. løses ved initiativer, der får pendlere til København og andre besøgende til at vælge andre transportformer. Tema 2 har følgende tre initiativer:
     
  6. Udvidelse af betalingsparkering til områder med parkeringspres. Udvidelse af betalingsområdet forventes at medføre ca. 10 % mindre efterspørgsel på parkering, hvilket svarer til ca. 3.500 pladser. I enkelte områder forventes effekten dog at kunne være op til 20 % mindre efterspørgsel, jf. effekten i gul zone. Prisoverslag: 50 mio. kr. (Foreslået før).
  7. Forhøjelse af pris for timeparkering med ca. 15 % for, at initiativet har effekt på parkering. I rød zone vil forslaget eksempelvis medføre en stigning fra 36 kr. til 42 kr. for en times parkering i dagtimerne (jf. bilag 2, s. 21, tabel 4 for effekt af forhøjelsen i alle takstzoner). Forhøjelsen forventes at medføre ca. 10 % mindre efterspørgsel på parkering, hvilket i nuværende zone svarer til ca. 5.200 parkeringspladser. Prisoverslag: 0,25 mio. kr. (Foreslået før).
  8. Etablering af samarbejde på tværs i regionen om Parkér og Rejs-anlæg samt bidrag til analyser af mere præcis potentialeafklaring målrettet Region Hovedstaden, udarbejdelse af business cases samt afklaring af, hvordan en model for kommunal medfinansiering af Parkér og Rejs-anlæg uden for København kan udformes inden for kommunalfuldmagten. Prisoverslag: 1,2 mio. kr. (Foreslået før).

De forventede adfærdsændringer, som er vurderet i forhold til de enkelte initiativer, påvirkes bl.a. af, om der er alternative attraktive og tilgængelige måder at transportere sig på, samt hvordan fx bil- og benzinpriser udvikler sig. Med disse forbehold samt forbehold for eventuelle krydseffekter af initiativerne, vurderes den samlede effekt af de foreslåede initiativer at have potentiale til umiddelbart at kunne frigive op til knap 15.000 pladser. Det skal dog bemærkes, at tidligere erfaringer fra København viser, at effekten af et reguleringstiltag for offentlige parkeringspladser vil aftage over tid, medmindre reguleringen følges op af løbende forhøjelser af prisniveauet og/eller nedlæggelse af parkeringspladser på gaden.

Sammenhæng med andre initiativer

Regulering på parkeringsområdet kan ud over at håndtere udfordringer med parkering også være med til at indfri mål i KBH2025 Klimaplanen og Fællesskab København om, at København skal være CO2-neutral i 2025 samt, at minimum 75 % af alle ture skal foregå i gang, med cykel eller kollektiv transport. Andelen af alle bilture i forhold til dette mål må derfor maksimalt udgøre 25 % (34 % i 2016). Bilandelen har været konstant de seneste 5-10 år og er steget fra 2015 til 2016 (2017 trafiktal foreligger endnu ikke). Øget regulering kan også afhjælpe udfordringen med at finde plads i byrummet til andre funktioner end bilparkering, herunder til cykling, gang og bynatur samt affalds- og skybrudshåndtering.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Regelforenkling i Den Hvide Kødby vil dog medføre behov for finansiering på 50.000-100.000 kr. bl.a. til skilte, som finansieres inden for Teknik- og Miljøforvaltningens egen budgetramme.

Regeringen indgik aftale med Dansk Folkeparti den 18. april 2018 om regler for parkeringsindtægter i det statslige bloktilskud. Eventuelle økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune indgår i kommende budgetforhandlinger.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen budgetnotater for de otte initiativer i parkeringsredegørelsen frem mod forhandlingerne om Budget 2019 ligesom forvaltningen vil igangsætte regelforenkling af Kødbyen.

 

Pernille Andersen

/Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. maj 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 3. at-punkt:
”At Teknik- og Miljøforvaltningen går i dialog med Økonomiforvaltningen og Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på en regelforenkling for parkering i Den Hvide Kødby, og at den endelige model fremlægges i en indstilling for Teknik- og Miljøudvalget.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning med ti stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, Ø og Å.
Imod stemte: -
Undlod at stemme: O.

Der blev begæret særskilt afstemning om de otte initiativer i indstillingens 2. at-punkt:

1. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev ikke taget til efterretning med fire stemmer fem. To medlemmer undlod at stemme.

For stemte: F, Ø og Å.
Imod stemte: A, C og I.
Undlod at stemme: B og O.

2. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

3. initiativ i indstillingens 2. at-punkt udgik af indstillingen, idet udvalget konstaterede, at initiativet var indeholdt i ændringsforslaget til 3. at-punkt.

4. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med ti stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O og Ø.
Imod stemte: Å.

5. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med ti stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O og Ø.
Imod stemte: Å.

6. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.
Undlod at stemme: O.

7. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.
Undlod at stemme: O.

8. initiativ i indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning med 11 stemmer mod nul. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I, O, Ø og Å.
Imod stemte: -

Det således ændrede 2. at-punkt blev taget til efterretning med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.
Imod stemte: I og O.
Undlod at stemme: C.

Dansk Folkeparti Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er imod forslaget om forhøjelse af beboerlicens fra 1.175 kr. til op mod 10.000 kr.”

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker, at alle otte punkter i parkeringsredegørelsen belyses frem mod budgetforhandlingerne, hvorefter vi tager stilling til de enkelte forslag.”

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Til punkt 4 i indstillingen ønsker Alternativet, at budgetnotatet belyser etableringen af cykelparkering frem for bilparkering som optimering af parkeringsmulighederne ved Metro Cityringens stationer.”

Til top