Mødedato: 07.05.2018, kl. 16:00
Mødested: BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København K

Tidsbegrænsede parkeringszoner på Islands Brygge, i Nordvest og i Valby omkring forfatterkvarteret

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal igangsætte arbejdet med at etablere parkeringszoner med tidsbegrænsning i tre nærmere definerede områder i henholdsvis Nordvest, Valby og på Islands Brygge.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der etableres tidsbegrænsede parkeringszoner med 3 timers parkering i tre byområder i Nordvest, Valby og på Islands Brygge, jf. bilag 2, under forudsætning af, at en kommende beboerhøring ikke giver anledning til at genoverveje initiativerne, samt at forvaltningen tilføres driftsmidler til tre p-vagter til håndtering af parkeringskontrol i områderne i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2019.

Problemstilling

Forvaltningen har modtaget anmodninger fra borgere og beboerforeninger i tre områder i Valby, Nordvest og på Islands Brygge med ønske om, at der indføres regulering af parkering i områderne.

De tre områder, der behandles i denne indstilling, har høj parkeringsbelægning, og der forekommer udefrakommende parkering i hele eller dele af områderne i en sådan grad, at forvaltningen anbefaler at imødekomme beboernes ønske om regulering. Forvaltningen vurderer på baggrund af tællinger, besigtigelser og input fra lokalområdet, at de tre specifikke områder, der er de mest presserende at regulere (bilag 3) er:

  • Nordvest – Fuglekvarteret og Lygten.
  • Valby – Valby Have og Forfatterkvarteret.
  • Islands Brygge - syd for Sturlasgade.

Forvaltningen anbefaler derfor etablering af tidsbegrænset parkeringszone med 3 timers tidsbegrænsning i tidsrummet 8-19 på hverdage, indtil der evt. etableres betalingsparkering.

Løsning

Indstillingen følger ”Procedure for implementering af nye parkeringszoner”, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 24. august 2017 (se bilag 1). Som beskrevet i proceduren skal forslag til nye zoner fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget årligt i forbindelse med parkeringsredegørelsen. Det fremgår af ”Procedure for implementering af nye parkeringszoner”, at forvaltningen generelt anbefaler samlede udvidelser af betalingsparkering som den bedste løsning på trafik- og parkeringsudfordringer. Indtil der kan indføres betalingsparkering, anbefaler forvaltningen dog, at der løbende reguleres med tidsbegrænsede parkeringszoner.

Tidsbegrænsede parkeringszoner er effektive til at begrænse antallet af udefrakommende langtidsparkanter og pendlere uden bopæl eller egentligt ærinde i området, som benytter de fordelagtige parkeringsforhold frem for betalingsparkering.

En tidsbegrænset parkeringszone er et afgrænset område, hvor der indføres 3 timers parkering i tidsrummet 8-19 på hverdage. Med henblik på at skabe ensartethed på parkeringsområdet, besluttede Borgerrepræsentationen den 20. august 2015 (se bilag 1) at justere alle de eksisterende parkeringszoner til parkeringszoner med 3-timersrestriktion med henblik på at skabe ensartede og gennemskuelige parkeringsvilkår i København. Beboere og erhverv i området kan få beboer- og erhvervslicenser, der undtager dem fra restriktionen. Licenser tildeles efter samme vilkår som i betalingsområdet, men er gratis, da kommunen ikke må opkræve betaling uden forudgående overtagelse af vejene. Med implementering af tidsbegrænset parkering skal kommunen således ikke oprette betalingsinfrastruktur og overtage private fællesveje til offentlig vej, som er en forudsætning for betalingsparkering. Størstedelen af de pågældende veje er private fællesveje. Tidsbegrænsede parkeringszoner er derfor en langt mindre bekostelig løsning for kommunen end betalingsparkering.

Tidsbegrænset parkering kan træde i kraft fra årsskiftet 2018/2019, mens betalingsparkering tidligst kan vedtages i forbindelse med budget 2019 og træde i kraft i 2020, da det tager minimum et år at etablere betalingsparkering. Spørgsmålet om betalingsparkering behandles i den årlige redegørelse for parkeringsområdet ”Parkering 2018” på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. maj 2018.

Betalingsparkering som alternativ

Det er også en mulighed udelukkende at afvente en etablering af betalingsparkering i områderne, så der frem til en evt. etablering af betalingsparkering i 2020 ikke reguleres i områderne. En ulempe ved denne løsning er, at den ikke imødekommer beboernes ønske om regulering nær så hurtigt som tidsbegrænset parkering kan. En fordel ved denne løsning er, at der ikke sker i ændring i reguleringsformen flere gange, som ellers kan forvirre parkanter i området.

Forvaltningen vurderer på baggrund af tidligere erfaringer, at regulering i de tre områder vil have mærkbar effekt på områdernes parkeringsbelægning og trafikmængderne.

Områderne

Nordvest (Fuglekvarteret og Lygten – se bilag 2 for nærmere afgrænsning)
Området har parkeringsbelægninger over 100 % hele døgnet. Målinger viser, at området har oplevet en markant stigning i antal parkerede biler efter betalingsområdet blev udvidet med gul betalingszone, som grænser op til dette område. Baseret på erfaringer forventes den kommende metrostation ved Nørrebro Station at tiltrække endnu flere pendlere til området.    

Valby (Valby Have og Forfatterkvarteret – se bilag 2 for nærmere afgrænsning:
Store dele af området har parkeringsbelægning over 100 % og har oplevet stigning i parkeringsbelægningen på op mod 17 % i dagtimerne over de seneste tre år. Det vurderes, at en del af parkanterne er udefrakommende. Byudviklingen og den kommende stationsudbygning omkring Ny Ellebjerg Station vil skabe yderligere pres på området fra udefrakommende og beboere, der ønsker at undgå betaling.

Islands Brygge (syd for Sturlasgade – se bilag 2 for nærmere afgrænsning)
Parkeringsbelægningen er 100 % i stort set hele området både i dag- og aftentimerne. Området er kendetegnet ved markant daglig tilstrømning af udefrakommende biler med ærinde på de mange arbejdspladser i og omkring området. Bilisterne cirkulerer rundt i området i søgen efter ledig parkering, hvilket giver meget trafik i morgen- og eftermiddagstimerne. Den igangværende byudvikling omkring Artillerivej Syd vil sandsynligvis øge presset på området yderligere, da nyoprettede parkeringspladser typisk udbydes til markedspriser, der ligger over betalingsparkering.

Se bilag 3 for uddybende information om udvikling og udfordringer i de tre områder.   

I en tidsbegrænset parkeringszone er det ikke muligt at købe ekstra p-tid, og kommunen har ikke, indenfor kommunalfuldmagten, mulighed for at udstede gæstebilletter. Der kan derfor ikke tilbydes gæstelicenser eller andre former for parkeringstilladelser til gæster. En tidsbegrænset parkeringszone vil derfor altid være forbundet med en gene for gæster i dagtimerne, udefrakommende håndværkere, folk med arbejde i området og tilsvarende.

Forvaltningen vurderer på baggrund af erfaringer fra de øvrige tidsbegrænsede parkeringszoner og fra effektmålinger i områder, hvor der er indført regulering, at de positive effekter for beboerparkering og trafikafvikling i områderne overstiger de negative effekter for besøgende og andre udefrakommende. På længere sigt anbefales det dog, at samlede udvidelser af betalingsområdet erstatter de tidsbegrænsede parkeringszoner, hvormed reglerne for parkering strømlines, fleksibiliteten øges og effekten udvides til aften- og nattetimerne, ligesom ovennævnte udfordringer for gæster til området elimineres.

Økonomi

Udgifter til skiltning og kommunikationsopgaven håndteres indenfor forvaltningens driftsramme.

Der er behov for tre årsværk i form af parkeringsvagter, der kan føre kontrol i områderne fra og med 2019. Udgifterne hertil udgør ca. 1,2 mio. kr. årligt. Forvaltningen udarbejder derfor et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2019 vedrørende driftsmidler til håndtering af kontrolopgaven. Afsættelse af driftsmidler er en forudsætning for, at de foreslåede tidsbegrænsede parkeringszoner kan etableres. Indtægtssiden indgår i den samlede behandling af indtægterne for parkeringsområdet i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2019.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen separate borgerhøringer vedrørende tidsbegrænsede parkeringszoner i de tre nævnte områder i byen (se bilag 2). Høring er ikke et krav, men skal sikre kvalificerende input, der kan bidrage til at justere planerne. Da parkeringszonerne foreslås oprettet på baggrund af ønsker fra beboerne, forventer forvaltningen ikke, at høringsprocessen giver anledning til materielle ændringer i forslaget. Skulle det ske, vil det nye forslag blive forelagt udvalget. Forvaltningen udarbejder et budgetnotat om håndtering af kontrolopgaven i de tre områder til forhandlingerne om Budget 2019.

Bliver de tidsbegrænsede parkeringszoner og kontrol heraf prioriteret i forbindelse med Budget 2019, kan de nye zoner etableres i løbet af efteråret 2018 og træde i kraft omkring årsskiftet 2018/2019.

 

Pernille Andersen

/Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. maj 2018

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag:
”At såfremt der ikke findes midler til parkeringsvagterne i budgetforhandlingerne, så afholdes udgiften inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstillingen blev godkendt med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi synes ikke, at yderligere restriktioner og på sigt yderligere krav om betaling løser det grundlæggende parkeringsproblem med for få parkeringspladser. Tværtimod presser de nye zoner bare problemet et andet sted hen.”

Til top