Nordhavnsvej - indretning af Strandvænget
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at det oprindelige projektforslag til etablering og indretning af Strandvænget fastholdes (bilag 1)
- at der gives dispensation fra lokalplan Nordhavnsvej (lokalplan nr. 445), for at imødekomme beboernes ønske om udformning af en støjskærm, der afviger fra den i lokalplanen beskrevne.
Problemstilling
Beboerne på Strandvænget sendte i 2013 forslag til forvaltningen om, hvordan Strandvænget kunne etableres som en shared space gade. Forslaget blev efterfølgende undersøgt og gransket af forvaltningens rådgivere og teknikere. Forvaltningen har holdt møder med beboerne i marts og juni 2013, hvor muligheder for etablering af forslaget blev gennemgået. Konklusionen på undersøgelserne og møderne har været, at forslaget kun var realiserbart, hvis man ville inddrage dele af de tilstødende forhaver på Strandvænget.
I oktober 2013 holdt den tidligere borgmester møde med beboerne, hvor mulighederne for en shared space gade blev gennemgået. Konklusionen på mødet var, at forvaltningen skulle arbejde videre med forslaget for at finde en alternativ løsning, hvor det ikke er nødvendigt at inddrage dele af forhaverne på Strandvænget.
Der har været borgerinddragelse i forbindelse med støjskærmenes højde og udformning, og beboerne er blevet bedt om at tilkendegive deres ønske i forhold til højde og udformning. I den forbindelse er der blevet sat en prøvemodel op på Strandvænget, så man ved selvsyn kan fornemme størrelsen.
Løsning
På baggrund af mødet med den daværende borgmester, har forvaltningen bedt dets rådgivere udarbejde et alternativt projektforslag, som er beskrevet i vedlagte notat af Rambøll (bilag 2). Som det fremgår af notatet, har man været nødt til at modificere beboernes forslag, men stadigvæk fastholdt intentionen om en shared space gade. Dette er bl.a. gjort ved at lægge en smal vej ind ved siden af Strandvænget langs villaerne, som skal dele trafikken (shared space) uden at inddrage dele af forhaverne.
Københavns Kommune har efterfølgende bedt trafikrådgivningsfirmaet Via Trafik om at udarbejde en trafiksikkerhedsrevision (bilag 3) af det alternative forslag til udformning af Strandvænget, der tager udgangspunkt i borgernes forslag til indretning med en shared space gade. De påpegede problemer i revisionen for den alternative løsning er vurderet i forhold til det oprindelige projekt.
Et af problemerne ved det alternative forslag (bilag 2) er, at hvis man skal imødekomme beboernes ønske om en shared space gade, uden at skulle inddrage dele af forhaverne, vil det ikke være muligt at etablere cykelstier på det tosporede Strandvænget. Der vil samtidigt være cykling forbudt på en del af det tosporede Strandvænget. Der vil være en risiko for, at cyklister, der kommer fra Østerbrogade, fortsætter ned ad det tosporede Strandvænget (hvor der i så fald ikke længere er cykelsti), i stedet for ned ad den lille shared space gade, de ifølge det alternative forslag skal benytte. Samtidig vil der være en øget uheldsrisiko mellem bakkende biler og hurtigkørende cyklister på shared space gaden.
I det oprindelige projektforslag (bilag 1) opererer man med, at Strandvænget er en større tosporet vej, der løber langs med Nordhavnsvej. Strandvænget har cykelsti i hver side og vejen fungerer også som adgangsvej til villaerne på Strandvænget.
Da der i det oprindelige forslag er cykelstier i begge sider af Strandvænget skal cyklisterne kun krydset Nordhavnsvej for at komme ad Kalkbrænderihavnsgade. I shared space-løsningen skal de krydse både den tosporede Strandvænget og Nordhavnsvej, hvilket øger uheldsrisikoen. Erfaringsmæssigt vælger cyklister ofte den korteste rute. Denne problemstilling har man været nødt til at indarbejde i forslaget.
Forvaltningen kan på baggrund af trafikrevisionen (bilag 3) og den øgede uheldsrisiko for cyklister ikke anbefale den alternative løsning, men anbefaler i stedet at fastholde det oprindeligt udbudte projekt for Strandvænget. Processen for det alternative projektforslag er endnu på så tidligt et stadie, at det ikke er gennemgået og godkendt af politiet. Det er kutyme, da politiet først inddrages, når de skal tage stilling til fysiske ændringer. Forvaltningen har dog bedt politiet om en foreløbig vurdering af projektforslaget. Denne er vedlagt som bilag 5. Af e-mailen fremgår det at de er enige i Rambøll’s vurderinger (bilag 2.), dog med den yderligere skærpelse at de ikke vil kunne forventes at godkende en udkørsel fra ’Shared space’ lokalgaden før krydset Østerbrogade/Strandvænget, hvorfor lokalgaden vil skulle lukkes i denne ende og det sandsynligvis vil blive nødvendigt at etablere en vendeplads ved Svanemøllegården.
Endelig er det tillige politiets opfattelse, at der vil være risikabelt at undlade cykelstier på Strandvænget fordi cyklister ofte vælger den korteste vej.
Beboerne holdt møde med forvaltningen den 13. marts 2014, hvor det alternative projektforslag blev gennemgået.
Herudover har der været holdt møder med beboerne om støjskærmens udformning. Det er beboernes ønske, at den projekterede støjskærm mellem Nordhavnsvej og Strandvænget skal være begrønnet og højere, end den støjskærm, der er beskrevet i lokalplan nr. 445- Nordhavnsvej. For at imødekomme beboernes ønske, anbefaler forvaltningen, at udvalget giver dispensation fra lokalplanen til at etablere en 4 meter høj (over Nordhavnsvej) støjskærm med beplantning og derved dispenserer fra lokalplanens bestemmelse om, at støjskærme skal have en høj grad af transparens og minimering af materialer og en max højde på 3 meter.
Mht. partikel og luftforurening samt afværgeforanstaltninger se bilag 4.
Økonomi
Forvaltningen vurderer, at merprisen for det alternative forslag i forhold til det oprindelige godkendte projekt vil være på i alt 5 mio. kr., som ikke kan rummes indenfor det eksisterende budget.
Hvilke merudgifter der er indeholdt i de 5 mio. kr. er beskrevet i nedenstående redegørelse:
Anlægsudgifter for det alternative projektforslag er 16,24 mio. kr., og anlægsudgiften for det oprindelige projekt er 14,48 mio. kr., dvs. en merudgift på 1,76 mio. kr., heri indgår en ekstra støjskærm langs lokalgaden (shared space) på 170 m med en skønnet enhedspris på 7.000 kr/lbm.
Udover merudgiften på de 1,76 mio. kr. er der medudgifter til arbejdsplads på 0,44 mio. kr. samt udgifter til ledningsomlægninger af allerede omlagte ledninger på ca.1,0 mio. kr.
Dertil kommer udgifter til rådgivere i forbindelse med omprojektering, der anslås til 1,80 mio. kr., da rådgiver skal udarbejde et nyt projektforslag. Sammenholdes det forventede rådgiverhonorar med anlægssummen for det alternative projektforslag samt merudgifterne til arbejdsplads og ledningsomlægninger svarer rådgiverudgifterne til 10 pct. af den samlede anlægssum for det alternative projektforslag. Forvaltningen har på nuværende tidspunkt brugt 0,2 mio. kr. til udarbejdelse af projektforslag.
Prisvurderingen omfatter ændring af kørebanebelægninger, cykelstier, fortov, heller, kantsten, grønne områder, støjskærm, afvanding, øvrige ledninger og belysning. I prisvurderingen er der i særdeleshed stor usikkerhed på prissætningen af støjskærmen og ledningsomlægninger (af fremmede ledninger), da disse indbyrdes og hver især er vanskelige at få indpasset i dispositionsforslaget.
Merprisen for den højere støjskærm med beplantning skønnes at kunne dækkes af budgettet til indretning af Strandvænget.
Videre proces
Såfremt indstillingen bliver godkendt, vil forvaltningen fortsætte som planlagt med det oprindelige projektforslag til indretning og etablering af Strandvænget.
Dog gør forvaltningen opmærksom på, at der under alle omstændigheder vil skulle foretages ændringer, hvis en forlængelse af tunnelen i Strandvænget med 220 meter besluttes. Såfremt det besluttes at forlænge tunnelen, vil det være muligt at etablere den lokalgadeløsning (shared space), som beboerne ønsker, og som vil afskærme dem fra trafikken på Strandvænget.
Pernille Andersen
/ Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. april 2014
Indstillingen blev hjemsendt til forvaltningen.