Regnskabsoverførelser fra 2016 til 2017
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at regnskabsoverførslerne i bilag 2 og 4 søges overført fra 2016 til 2017.
Problemstilling
Anmodning om regnskabsoverførsel af midler fra 2016 til 2017 skal ske i overensstemmelse med de principper, som Økonomiudvalget har godkendt på mødet den 1. november 2016 i sagen ”Principper for overførsler i forbindelse med regnskab 2016”.
Løsning
I henhold til principperne om regnskabsoverførsler i forbindelse med regnskab 2016 er det muligt at få overført eksternt finansierede projekter, lov- eller kontraktmæssigt bundne midler og hvor lovgivningen tilsiger, at aktiviteten skal kunne regnskabsoverføres og disponeres over i det efterfølgende år. Herudover skal alle mer- og mindreforbrug på anlæg, det takstfinansierede område samt de budgetlagte poster vedrørende Indskud i Landsbyggefonden og Nordhavnsvejens tilkoblingsanlæg, som er placeret under udvalgets bevilling Finansposter, søges overført.
Af afsnittene nedenfor fremgår det hvor meget, der ønskes overført fra de forskellige bevillinger. Alle mer- og mindreforbrug forklares i forbindelse med sagen ”Regnskab 2016”, som vil blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget den 27. marts 2017. Regnskabsoverførslerne er valideret af kommunens Interne Revision.
Regnskabsoverførsler på drift
På udvalgets ordinære driftsramme ønsker forvaltningen at få overført i alt 0,73 mio. kr. jf. bilag 1. Midlerne ønskes overført, da de er kontraktmæssigt bundne. Når der tages højde for de tre regnskabsoverførsler, er der samlet set et mindreforbrug på 1,00 mio. kr. på driftsrammen i 2016. De resterende 1,00 mio. kr. overføres til kassen i 2017.
Regnskabsoverførsler på anlægsrammen og finansposter
Alle mer- og mindreforbrug på de enkelte anlægsprojekter skal regnskabsoverføres, så budgettet til de enkelte anlægsprojekter stemmer overens med det budget, der er blevet afsat til de enkelte anlægsprojekter. Alle mer- og mindreforbrug på udgifter og indtægter fremgår af bilag 1. De anlægsprojekter, som har de største afvigelser, er kort beskrevet i afsnittene nedenfor:
Ordinær anlæg
På bevillingen Ordinær anlæg ønskes afvigelsen på netto 42,66 mio. kr. overført til 2017. De 42,66 mio. kr. er fordelt med mindreudgifter på 75,18 mio. kr. og mindreindtægter på 32,52 mio. kr.. De enkelte regnskabsoverførsler på projektniveau fremgår af bilag 4.
De største mindreudgifter findes på projekterne ”Stibro over Inderhavnen”, ”Højklasset busløsning på Frederikssundsvej og busgade ved Nørrebro Station” og ”ITS – Grøn mobilitet”. Mindreforbruget på ”Stibro over Inderhavnen” skyldes, at der mod forventning er modtaget en kreditnota fra Pihls konkursbo i forbindelse med indgåelse af forlig om Kanalbroerne samt uenighed med færdiggørelsesentreprenøren om dokumentation for udført arbejde. De ubetalte regninger betales, når der er opnået enighed med entreprenøren om det udførte arbejde. Derudover er udskiftningen af fingersamlingerne blevet udsat til 2017. Mindreforbruget på ”Højklasset busløsning på Frederikssundsvej og busgade ved Nørrebro Station” skyldes primært, at det ikke har været muligt at modtage slutopgørelsen fra entreprenøren som planlagt i 2016. Mindreforbruget på ”ITS – Grøn mobilitet” skyldes primært forsinkelser i delleverancer, hvilket betyder, at de forventede betalinger i 2016 først udbetales i 2017.
De største mindreindtægter findes på projekterne ”Fornyelse af gadebelysningen”, ”Israels Plads”, ”Klimatilpasningspartnerskaber - Markedsmodningsfonden” og ”Fisketorvet, cykelrampe”. Mindreindtægterne på ”Fornyelse af gadebelysningen” skyldes problemer med opgørelsen af de overdragede belysningsmaster fra DONG. Teknik- og Miljøforvaltningen modtager indtægter, når masterne er nedtaget. Det har ikke været muligt at opgøre antallet af nedtagne master i 2016, hvorfor der først kan aflægges regnskab over for DONG i 2017. Dertil kommer, at Københavns Kommune har solgt CO2-besparelsen, der stammer fra den sparede energi, som belysningsprojektet genererer. Besparelsen kan først måles i 2017 grundet en manglende udskiftning af en række tændskabe, hvorfor indtægten først kan realiseres i 2017. Mindreindtægterne på ”Israels Plads” skyldes en fejlindmelding i forbindelse med 4. reperiodisering 2016. Mindreindtægterne på ”Klimatilpasningspartnerskaber - Markedsmodningsfonden” skyldes, at indtægterne først indbetales i 2017. Mindreindtægterne på ”Fisketorvet, cykelrampe” skyldes, at tilskuddet fra Vejdirektoratet endnu ikke er modtaget. Anmodning om frigivelse af midler fra Vejdirektoratet er i proces, og tilskuddet forventes indbetalt i 2017.
Byfornyelse, anlæg
På bevillingen Byfornyelse, anlæg ønskes afvigelsen på netto 16,20 mio. kr. overført til 2017. De 16,20 mio. kr. er fordelt med mindreudgifter på 52,71 mio. kr. og mindreindtægter på 36,51 mio. kr. De enkelte regnskabsoverførsler på projektniveau fremgår af bilag 4.
Mindreudgiften og -indtægten skyldes, at der på en række byfornyelsesprojekter har været aktivitets- og betalingsforskydninger fra 2016 til 2017. De byfornyelsesprojekter, som har haft de største mindreudgifter og –indtægter, er ”Nørrebrogade 122-123”, ”Valdemarsgade 68-70”, ”Krügersgade 4-6” og ”Carlsgade 2 og Holmbladsgade 99-103”. Forvaltningen er ikke selv bygherre på disse projekter, men vurderer på baggrund af dialog med de eksterne parter, at regnskabsoverførslerne både kan henføres til aktivitetsudskydelser og til udestående fakturering af gennemført arbejde i 2016.
Takstfinansieret anlæg og Klimaanlæg
På bevillingerne Takstfinansieret anlæg og Klimaanlæg ønskes afvigelsen på netto 6,78 mio. kr. overført til 2017. De 6,78 mio. kr. er fordelt med mindreudgifter på 2,78 mio. kr. og merindtægter på 3,99 mio. kr. De enkelte regnskabsoverførsler på projektniveau fremgår af bilag 4.
Merindtægterne på Takstfinansieret anlæg på 4,67 mio. kr. skyldes primært, at EU har udbetalt 40 % af den samlede bevilling til projektet ”Cities cooperating for Circular Economy”.
Mindreforbruget på Klimaanlæg på 2,11 mio. kr. skyldes primært, at entreprenøren på projektet ”Søvandsledning – Nordhavnsvejen” har fremsendt slutafregningen efter regnskabsårets afslutning.
Finansposter (Indskud i Landsbyggefonden og Nordhavnsvejens tilkoblingsanlæg)
På bevillingen Finansposter skal merforbruget på 36,46 mio. kr. vedr. Indskud i Landsbyggefonden og merforbruget på 12,76 mio. kr. vedr. Nordhavnsvejens tilkoblingsanlæg overføres til 2017. De to regnskabsoverførsler fremgår af bilag 4.
Merforbruget på indskuddet i Landsbyggefonden skyldes primært en manglende mellemregning for 2016 med Socialforvaltningen på syv bebyggelser. Det er aftalt med Socialforvaltningen, at mellemværendet afregnes i starten af 2017.
Merforbruget på Nordhavnsvejens tilkoblingsanlæg skyldes større aktivitet på projektet end forventet i slutningen af året. Der blev på den baggrund flyttet for mange budgetmidler fra 2016 til 2017. Tilkoblingsanlægget etableres i henhold til den gældende tidsplan og forventes at stå færdig ultimo 2017, hvor selve Nordhavnsvejen forventes ibrugtaget.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser fremgår af løsningsafsnittet. I bilag 1 kan budget, forbrug og afvigelser på udgifts- og indtægtssiden i 2016 ses. I bilag 2 og 4 fremgår overførslerne på projektniveau.
Videre proces
Økonomiforvaltningen lægger en samlet sag vedrørende kommunens samlede overførsler op til Økonomiudvalget den 25. april 2017. Denne sag forventes efterfølgende at blive behandlet af Borgerrepræsentationen den 27. april 2017.
Pernille Andersen
/Anna Schou Johansen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. marts 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.