Mødedato: 07.02.2007, kl. 15:00

Dispensation fra lokalplan nr. 211 "Nørre Hospital"

Se alle bilag

Dispensation fra lokalplan nr. 211 "Nørre Hospital"

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. februar 2007

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Dispensation fra lokalplan nr. 211 "Nørre Hospital"

 

TMU  65/2007  J.nr. 611:232.0002/07

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om der skal meddeles dispen-sation fra lokalplanen i forbindelse med nyt boligbyggeri på ejendommen matr.nr. 667 Udenbys Klædebo Kvarter, København, Ryesgade 23.

 

BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 211, bestemmelserne om indretning af fælleslokaler for beboerne (§ 3, stk. 5), om maksimalt etageantal på 5 inkl. tagetage (§ 5, stk. 3) og maksimal husdybde  12 m (§ 5, stk. 5), om friarealprocent på 40 (§ 9, stk. 1) og parkeringsdækning på 1 plads pr. 100 m2 etageareal (§ 9, stk. 3) i forbindelse med opførelse af en ny boligbebyggelse i 6 etager inkl. tagetage på ejendommen matr. 667 Udenbys Klædebo Kvarter, København, Ryesgade 23, på betingelse af,

at bygningshøjden reduceres med ca. 1,80 m ved ændring af tagformen til et lavere københavnertag, idet det skal være muligt at placere mindre teknikopbygninger på taget,

at der foretages en bearbejdning af facaden mod Ryesgade for at opnå et mere harmonisk facadeudtryk,

at gavle opmures helt til top,

at det ved tinglyst deklaration på ejendommen sikres, at boligerne kun må anvendes til helårsbeboelse,

at ejendommens friarealer indgår i fællesanlæg med naboejendommene ved byggeriets ibrugtagning, og

at de manglende 10 parkeringspladser på ejendommen sikres ved tinglyst deklaration.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. februar 2007

Sagen blev udsat.

 

 

PROBLEMSTILLING

Arkitektfirmaet Saabye & Partners søger for ejeren om tilladelse til at opføre en boligbebyggelse på nævnte ejendom efter nedrivning af den eksisterende 2½ etages og 1.760 m2 store erhvervsbygning. Projektet er vist i bilag 1a-c. Luftfoto af eksisterende forhold er vist i bilag 2.

Projektet er i 6 etager inkl. tagetage. Husdybden er 12,70 m plus et 1,20 m fremspringende og 4,80 m bredt trappetårn på gårdsiden. Projektet omfatter 1.579 m2 etageareal og rummer 16 lejligheder med en gennemsnitsstørrelse på 99 m2. Bebyggelsesprocenten er 147, og friarealprocenten ca. 35. Der indrettes 9 parkeringspladser i gården.

Projektet forudsætter dispensation fra den for området gældende lokalplan nr. 211 for så vidt angår de ovenfor nævnte bestemmelser.

 

LØSNING

Forvaltningen har foretaget naboorientering i henhold til planloven om dispensationen i perioden 17. november til 11. december 2006. Orienteringen indeholdt endvidere høring i henhold til forvaltningsloven af beboerne i Ryesgade 25 A og B grundet forøgede indbliksgener fra de i projektet viste franske altaner i gavlen ind mod naboejendommen samt fra de nærmeste altaner på gårdsiden.

Ved naboorienteringen er indkommet tre henvendelser med bemærkninger.

Referat af indholdet i de modtagne henvendelser og forvaltningens bemærkninger hertil fremgår af bilag 3. Henvendelserne er vedlagt som bilag 4.

Et hovedpunkt i de modtagne indsigelser fra beboere i naboejendommen Ryesgade 25 og 25 A-D er skyggeforholdene som følge af nybyggeriet. Til belysning af skyggeforholdene har forvaltningen udarbejdet de som bilag 5a-d viste skyggediagrammer, der viser skyggeforholdene dels ved det ansøgte projekt, dels ved en bebyggelse i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om etageantal og husdybde og dels ved det ansøgte projekt med en reduceret taghøjde på 1,80 m, som foreslået som betingelse for dispensationen. De modtagne bemærkninger om skyggegenerne som følge af projektets bygningshøjde giver således forvaltningen anledning til at foreslå, at dispensationen gøres betinget af, at taghøjden reduceres, som nævnt i beslutningsafsnittet.

For så vidt angår forvaltningens vurdering af skyggeforholdene henvises til forvaltningens bemærkninger til de modtagne indsigelser i bilag 3.

Endvidere henvises til bilag 3 for så vidt angår forvaltningens bemærkninger til indsigelserne vedrørende indbliksgener på naboejendommen som følge af de i projektet viste franske altaner i østgavlen og de nærmeste altaner på gårdsiden. Disse indsigelser giver ikke anledning til at foreslå ændringer af projektet.

Det fremgik allerede af naboorienteringen, at de øvrige betingelser indgår som betingelse for dispensationen.

 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES

Såfremt Teknik- og Miljøudvalget kan tilslutte sig forvaltningens indstilling, meddeles dispensationen til ansøgeren. Samtidig underrettes de, som har fremkommet med bemærkninger til dispensationen, om sagens udfald. I forbindelse med den kommende byggesagsbehandling af et endeligt projekt påser Plan & Arkitektur, at de til dispensationen knyttede betingelser er opfyldt og sikret. 

 

BILAG

1a-c. Projektets udformning

2.       Luftfoto af eksisterende forhold

3.       Behandling af indsigelser

4.       Modtagne henvendelser

5a-d.  Skyggediagrammer

 

 

Ulrik Winge



 

Til top