Mødedato: 06.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til om Teknik- og Miljøforvaltningen skal arbejde videre med en tilladelse til Distortion 2022 på baggrund af hovedansøgning fra Distortion (Nus/Nus Aps) og forvaltningens udkast til rammetilladelse. 

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, 

  1. at forvaltningen giver en rammetilladelse til Distortion 2022 (bilag 2).

Problemstilling

Forvaltningen har modtaget hovedansøgning om Distortion 2022 fra Nus/Nus ApS (bilag 3) Ansøgningen indeholder en væsentlig ændring fra tidligere år. Der søges i 2022 ikke om gadefest på Nørrebro, men i stedet søges der om en række afgrænsede arrangementer i havnen fordelt på to dage. Således er det samlede arrangement en nedskalering ift. tidligere år. De åbne arrangementer fordeler sig som gadefest på Vesterbro og en række mindre arrangementer ved havnen, og de lukkede arrangementer (mod betaling) fordeler sig på Vesterbro ved DGI, på Rådhuspladsen og ved havnen.

Med denne indstilling skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om forvaltningen skal give en rammetilladelse til Distortion 2022.

Løsning

Rammevilkårene for 2022 læner sig op af 2020 og 2021, hvor det bemærkes. at Distortion gadefester blev aflyst grundet Covid19 restriktioner. Forvaltningen indstiller således i 2022, at udvalget godkender Distortion X (lukkede musikzoner) med vagter og sikkerhedspersonale, samt maksimal udnyttelse af kapaciteten af de lukkede musikzoner. 

Forvaltningen anbefaler, at der udstedes en rammetilladelse (bilag 2) til ansøgeren, der fastsætter en række rammevilkår, som ansøgeren skal leve op til i 2022. Den faglige anbefaling skal ses i lyset af, at tilladelsen udstedes på baggrund af ansøgerens hovedansøgning (bilag 3), der i 2022 indeholder konceptuelle ændringer i forhold til ansøgninger i 2020, 2021 og den senest afviklede Distortion 2019.

Den politisk godkendte rammetilladelse er en forudsætning for, at ansøgeren senere kan opnå endelige hoved- og detailtilladelser. Rammetilladelsen fastlægger de overordnede vilkår for Distortion 2022, herunder overordnet placering, dato og tidsramme samt en række rammevilkår på indsatsområderne støjbelastning, forebyggelse af hærværk, sanitære foranstaltninger og renhold, trafikal afvikling og lokal forankring.

Hovedansøgning (bilag 3)
I ansøgningen fremgår det, at gadefesten på Nørrebro aflyses i 2022. I stedet søges om et mere bredt favnende arrangement i havnen fordelt på to dage (onsdag og fredag). Ansøgeren skriver, at de efter to års pandemi-pause har åbnet op for ideen om et rotationsprincip bydelene imellem. Gadefesten og Distortion X på Nørrebro erstattes af en større scene; Distortion X ved Langebro om onsdagen og en række mindre arrangementer på lokationer omkring havnen om fredagen.

Ansøgeren understreger, at ændringen ikke er en 1:1 erstatning for tidligere års arrangement på Nørrebro, da arrangementerne i havnen er mindre og af anden karakter og fordeles over både onsdag og fredag. Der søges eksempelvis ikke om vejafspærring i forbindelse med arrangementerne i havnen om fredagen. Om onsdagen vil der skulle gives tilladelse til midlertidig vejafspærring og trafikomlægning i forbindelse med Distortion X ved Langebro. Samlet set er der reelt tale om en nedskalering af det samlede arrangement. 

I rammetilladelsen stilles vilkår om, at arrangøren skal have særligt fokus på deres kommunikative indsats til festivaldeltagere om det ændrede format og at arrangementerne i havnen ikke er en erstatning for gadefesten på Nørrebro. 

Ugeplan
Onsdag søges der om Distortion X (lukket musikzone) ved Langebro i tidsrummet 16:00 – 22:00. Zonen strækker sig fra under Langebro langs havnen hen til Lille Langebro og på vejen Ved Langebro hen til tilkørslen fra Amager Boulevard. Zonen beskrives at have en kapacitet på 4000 mennesker. En tilladelse ved denne placering vil forudsætte en dispensation fra forvaltningen fra fredning af fortidsmindebeskyttelseslinje. En sådan dispensation kan påklages, men arrangøren kan i det tilfælde indsnævre sit areal, så det ikke berører fortidsmindebeskyttelseslinjen. 

Torsdag søges der om gadefest på Vesterbro i tidsrummet 16:00 – 22:00 med byfest og Action-Hygge aktiviteter. Vesterbro fastholder samme koncept som i 2021 med Distortion X (lukket musikzone) på Ingerslevsgade ved DGI og forpladsen ved Øksnehallen i tidsrummet 16:00 – 24:00.

Både onsdag og torsdag søges der om Distortion X (lukket musikzone) på Rådhuspladsen i tidsrummet 16:00 – 24:00. 

Fredag planlægger ansøgeren aktiviteter langs havnen fra Nordhavn til Sydhavn. I alt ca. 12 mindre aktiviteter med en max kapacitet per arrangement på 300-500 mennesker, en mellem aktivitet med en kapacitet til 500 – 1000 mennesker og fire Action-Hygge aktiviteter i tidsrummet 15:00 – 21:00. 

Konceptet ’Action-Hygge’ blev præsenteret i 2021, og rummer en række planlagte gadeaktiviteter uden musikbærende aktiviteter. Ifølge ansøgningen vil Action-Hygge i sin endelige udformning udgøre 15 - 20% af festivalens aktiviteter.  

I havnen administrerer Teknik- og Miljøforvaltningen fire af de planlagte områder; Kalvebod Brygge (Bølgen), Havneparken på Islands Brygge, Havnegade og ved Langebro, hvorfor det kun er ved disse placeringer, der søges om tilladelse og hvor rammetilladelsen er gældende. På de offentlige arealer planlægges fire mindre aktiviteter og to Action-Hygge aktiviteter. Indholdet i de enkelte aktiviteter skal indsendes og vil blive sagsbehandlet i de kommende detailansøgninger.
Ansøgeren er vejledt i at indhente tilladelse fra alle grundejere på de enkelte placeringer i havnen. 

I rammetilladelsen er der sat vilkår om, at ansøgeren skal sikre en sammenhængende indsats for renhold og sanitære foranstaltninger ved arrangementerne i havnen på tværs af de forskellige grundejere samt have et særligt fokus på løbende opsamling af eventuelt henkastet affald i vandet.  

På baggrund af evalueringen af Distortion 2019 var forvaltningens samlede konklusion, at ansøgeren på de fleste områder tilfredsstillende har levet op til vilkårene i rammetilladelsen. For at imødegå nogle af de mindre tilfredsstillende punkter i evalueringen af Distortion 2019 har ansøgeren bl.a. lagt op til generelt at dæmpe lydniveauet på de fleste gadeaktiviteter og koncentrere de potentielle lydgener på færre scener i afgrænsede områder, der i højere grad placeres med afstand til beboelse.

Distortion X (musikzoner med betaling)
Der ansøges om tre Distortion X områder. På Rådhuspladsen, på Vesterbro ved DGI på samme måde som i 2020 og 2021 samt på et afgrænset område ved Langebro (bilag 3).
De ansøgte, indhegnede musikzoner vil bl.a. have et højere sikkerhedsberedskab med crowd safety og vagtkontrol ved indgangspartiet samt, efter hvad der i ansøgningen angives, som en bedre koncertoplevelse for de musikinteresserede. Billetsalget vil sikre, at der ikke sælges flere billetter end den maksimale kapacitet i den enkelte musikzone. Derved kan eventuel nedlukning forebygges, hvilket i 2019 var tilfældet på Rådhuspladsen. En billetpris vil ligge mellem 160 og 200 kr.

Forvaltningens praksis omkring entrébetaling er som udgangspunkt restriktiv på dette område, da arrangementer på byens offentlige arealer ønskes gratis og tilgængelige for alle.

Ansøgeren fik i rammetilladelsen for 2020 og 2021 godkendelse på lukkede områder med entrébetaling ved behandlingen i Borgerrepræsentationen henholdsvis den 27. februar 2020 og den 19. november 2020. Forvaltningen har historisk set, ved helt særlige begivenheder, undtagelsesvist givet lov til afspærring og entré på offentlige vejarealer, fx Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) og Sandskulpturfestival i Havnegade. I kommunens parker er Karneval, Grøn og andre store koncerter eksempler på gennemførelsen af lukkede arrangementer med entré. Denne undtagelse forudsætter, at arrangementet vurderes af særlig høj betydning som københavnerbegivenhed, at der på vejarealerne fortsat sikres gratis adgang til dele af arrangementet, samt at ansøgeren er afhængig af indtægten for at kunne gennemføre arrangementet. Ansøgningen til Distortion 2022 lever op til disse forudsætninger og forvaltningen lægger især vægt på, at størstedelen af gadefesterne fortsat er gratis at deltage i. 

Alternativ
Hvis der politisk ikke ønskes Distortion eller delelementer af Distortion gadefester i 2022 vil forvaltningen meddele dette til arrangøren, hvorefter arrangøren kan tage stilling til, om de kan og er villige til konceptuelle ændringer i deres ansøgning.  

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Ansøgeren har i Kultur- og Fritidsudvalget fået tildelt 1.710.000 kr. til 2022 fra Festivalpuljen i en treårig aftale (2022 – 2024). 

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen arbejde videre med tilladelse til Distortion 2022 og fortsætte myndighedsbehandlingen af en samlet hovedtilladelse og detailtilladelser samt evt. dispensationer. Forvaltningen vil arbejde for, at ansøgeren følger egen køreplan, og leverer relevant ansøgningsmateriale i så god tid, at de nødvendige tilladelser kan udstedes rettidigt.

                                                                 Søren Wille
                                                                                                                                                                                                    /Hans Christian Karsten

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. december 2021

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse til 1. at-punkt:

“dog således at der ikke gives tilladelse til betalingszoner.”

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: O og Ø.

Imod stemte: A, B, C, F, V og Å.

 

Venstre fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF2):

 

”dog således at havneområdet udgår.”

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 6. 2 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og V.

Imod stemte: A, B, F og Å.

Undlod at stemme: O og Ø.

 

Indstillingen blev godkendt med 6 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Å.

Imod stemte: C, O, V og Ø.

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne ønsker et kulturbåret natteliv i København. Derfor er det godt, at gadefesten Distortion nu får mere kulturelt indhold frem for ren fest. For partierne er det helt afgørende, at de enkelte events i gader og havneområder slutter til tiden og at oprydningen går i gang umiddelbart efter derefter, så affald ikke spredes. Som nabo til events skal man kunne have tillid til og sikkerhed for, at tidsplaner og regler overholdes, så man ikke holdes vågen den halve nat.” 

 

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne opfordrer til, at der laves en flerårlig rammeaftale, så forvaltning og Distortion ikke skal begynde forfra med ansøgning, bearbejdning og forhandlinger hvert år. I en flerårig rammeaftale bør indgå, at Distortion flytter sig fra år til år, så fordele og ulemper fordeles mellem bydelene.”

 

 Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

"Vi kan ikke støtte Distortion, da vi synes, at gadefesten er blevet for stor til at have i det centrale København. Det er vigtigt, at København fungerer i hverdagen, og der har været for store gener for københavnerne med støj, affald og tis i gaderne”.

Til top