Mødedato: 06.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om flere nedgravede sorteringspunkter på egen matrikel eller uden for egen matrikel

Det foreslås,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger, hvordan muligheder for at nedgrave affaldsløsninger og flytte flere affaldsløsninger fra private gårde til offentlige arealer uden for gårdene kan fremmes, og udarbejder en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget på baggrund heraf. Løsningerne skal have synergi med de offentlige sorteringspunkter og der skal indhentes input fra miljøpunkterne.

(Stillet af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten)

 

Motivering

Vi skal have en endnu højere genanvendelse af vores affald – og vi skal have mere plads i vores gårde, så københavnerne får bedre mulighed for at bruge gårdene til forskellige rekreative aktiviteter og til fx cykelparkering.

Derfor foreslår Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, at der gøres mere for nedgravede affaldsløsninger i gårdene og/eller at flytte affaldssorteringen ud af gårdene eller i stedet at lave nedgravede løsninger, fx hvor der i dag er parkeringspladser.

Det er allerede i dag muligt at etablere nedgravede beholdere til affald fra etageboliger på offentlige arealer, men Miljøpunkt Nørrebro har henvendt sig, blandt andet i høringssvar, fordi de oplever en række barrierer for nedgravede miljøstationer. Blandt andet fremhæver Miljøpunkt Nørrebro:

    • At reglerne, for afstand mellem affalds opsamlingssted og hoveddør, er for stramme. Kravet om højst 50 meter fra standplads til hoveddør vil forhindre fælles løsninger, som er bedre for gårdmiljøet og som er billigere for beboerne.Konkret fremhæver de, at i andelsforeninger, alment boligbyggeri, fælles gårdlaug, kolonihaveforeninger og lignende, hvor der er beboerdemokrati, bør foreningen kunne etablere en fælles miljøstation/nedgravet miljøstation og derved undtages fra de generelle afstandskrav. 
    • At kravene til de fysiske adgangsforhold er urealistiske og er blevet strammet administrativt. I dag forhindrer stadig strammere krav om 12 meters lastbiler og store vendepladser, at foreninger som AKB Lundtoftegade og FSB Røde Kro kan etablere nedgravede løsninger på egen matrikel. AKB Lundtoftegade har materiel for 10 mio. kr. stående ubrugt på andet år, fordi der ikke accepteres løsninger som bak-kamera og bak-sirene, men i stedet stilles krav om meget store vendepladser for 12 meter lange lastbiler.

På den baggrund vil vi bede Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægge en indstilling til at forbedre reglerne for nedgravede affaldsløsninger, reglerne for adgangsveje og reglerne for at flytte affaldssorteringen ud af gårdene.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. december 2021

 

Medlemsforslaget blev godkendt med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, Ø og Å.

Imod stemte: C, V og O.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

"Affaldsbeholdere bør så vidt muligt beholdes på privat grund, så de ikke optager plads i det fælles byrum eller optager parkeringspladser”.

Til top