Mødedato: 06.12.2006, kl. 15:00

Byudviklingspuljen: Forskønnelse og trafikdæmpning på Rentemestervej

Se alle bilag

Byudviklingspuljen: Forskønnelse og trafikdæmpning på Rentemestervej

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. december 2006

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Byudviklingspuljen: Forskønnelse og trafikdæmpning på Rentemestervej

 

TMU 981/2006  J.nr. 444.0001/03

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

at der gennemføres et konkret projekt som beskrevet i nærværende indstilling om forskønnelse og trafikdæmpning på Rentemestervej i Nord Vest kvarteret indenfor tidligere godkendt ramme - finansieret af lokale interessenter og af tilskud fra byudviklingspuljen (BTU 40/2005).

 

RESUME

Der er tale om et projekt, som støttes af Byudviklingspuljen, hvilket tidligere er politisk godkendt (BTU 287/2004). Projektforslaget foreligger nu, og inden der kan gives endelig tilladelse til at påbegynde anlægsarbejdet, skal Teknik- og Miljøudvalget som vejmyndighed godkende projektets konkrete udformning. Projektet er en del af et samlet projekt til opførelse af en ny boligbebyggelse på den tidligere Glud og Marstrand grund, beliggende i Kvarterløft Nord-Vest i København.

Rentemestervej er en forholdsvis nedslidt privat fællesvej, og Kvarterløft Nord Vest og ejendomsselskabet bag den nye boligbebyggelse har set Byudviklingspuljen, som en oplagt mulighed for at få støtte til at forskønne og trafikdæmpe vejen. Projektet vil blive udført med behørig respekt for kvarteret særegenhed og samtidig vil det tage højde for den nye boligbebyggelses behov for adgangsforhold samt behov for et attraktivt byrum med træer og ordnede parkeringsforhold.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Der er tale om et projekt, som støttes af Byudviklingspuljen, hvilket tidligere er politisk godkendt (BTU 287/2004). Projektforslaget foreligger nu, og inden der kan gives endelig tilladelse til at påbegynde anlægsarbejd et, skal Teknik- og Miljøudvalget som vejmyndighed godkende projektets konkrete udformning. Projektet er en del af et samlet projekt til opførelse af en ny boligbebyggelse på den tidligere Glud og Marstrand grund, beliggende i Kvarterløft Nord-Vest i København. Byggeprojektet indeholder udover den ny boligbebyggelse anlæg af nye offentligt tilgængelige park- og pladsrum, samt projekt til forskønnelse, træplantning og etablering af trafikale foranstaltninger på Rentemestervej.

Såvel park som plads er finansieret af Ejendomsselskabet MH-A/S og er herudover støttet af Københavns Kommunes Økonomiforvaltning samt af Kvarterløft Nord-Vest, hvorved der gennem et offentlig og privat partnerskab mellem kommune og investor er skabt en tiltrængt styrkelse af de offentlige rum i kvarteret.

Projektet til omlægning af Rentemestervej på strækningen fra Skaffervej til Rebslagervej omfatter regulering af parkeringsforholdene i parkeringsbåse i begge vejsider, plantning af en birkeallé på hele strækningen, etablering af ny handicapvenlig københavnerfortovsbelægning i begge sider, udlægning af nyt asfaltlag på kørebane samt endelig etablering af ny wireophængt belysning over vejens midte.  Projektet tilgodeser Københavns Kommunes planer for en grøn cykelrute "Hareskovsruten" på vejen.

Det kan oplyses, at antallet af lovlige parkeringspladser i projektet er uændret i forhold til de eksisterende forhold.

 

Økonomi

Der er tale om et projekt, som støttes af Byudviklingspuljen, hvilket tidligere er politisk godkendt (BTU 287/2004). Projektforslaget foreligger nu, og inden der kan gives endelig tilladelse til at påbegynde anlægsarbejdet, skal Teknik- og Miljøudvalget som vejmyndighed godkende projektets konkrete udformning.

Nærværende projekt er støttet med 25 % af anlægssummen, da Rentemestervej er en privat fællesvej. Den samlede ramme for projektet er 2.000.000 kr. ekskl. moms, som er sammensat på følgende måde:

·         500.000 kr. fra Byudviklingspuljen (BTU 287/2004).

·         187.500 kr. fra K/S Rentemestervej c/o Oskar Jensen Gruppen A/S

·         562.500 kr. fra KTAS Pensionskasse

·         750.000 kr. fra Ejendomsselskabet MH-A/S c/o Søftoftegård A/S

Det forventes ikke, at projektet vil øge de almindelige driftsomkostninger for forvaltningen, da der er tale om et projekt på en privat fællesvej.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: anvendelse af langtidsholdbare materialer som forefindes i rigelige mængder, etablering af grønt miljø og sikring af gode vækstbetingelser, recirkulering af vand samt minimering af el forbrug.

Projektet lever op til miljøkravene i folderen: "Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri".

Det vurderes således ikke, at der er miljømæssige konsekvenser udover de, der normalt er i forbindelse med anlægsarbejder.

 

Høring

Der har været afholdt høringer, generalforsamlinger og en række borgermøder blandt lokale interessenter om forskønnelses- og trafikdæmpningsprojektet på Rentemestervej. Borgermøderne har været afholdt på initiativ af Kvarterløft Nord-Vest. Processen, d er er fortløbende, startede i 2003, hvor der blev nedsat en lokal arbejdsgruppe. Den lokale inddragelse vil fremover særligt vægte dialogen med beboerne i den ny bebyggelse med henblik på at sikre en god lokal forankring af det samlede projekt. Forvaltningen har ikke modtaget indsigelser eller borgerhenvendelser i forbindelse med høringsprocessen.

 

BILAG VEDLAGT

 

Bilag 1:         Plan for de eksisterende forhold i Rentemestervej

Bilag 2:         Skiltnings- og kørebaneafmærkningsplan i Rentemestervej

Bilag 3:         Tværsnit i Rentemestervej ved P-plads

Bilag 4:         Tværsnit i Rentemester ved træ / bed

Bilag 5:         Ophævelse af 2,5 m vejudlægslinie

 

 

Ole Bach


 

Til top