Mødedato: 06.12.2006, kl. 15:00

Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge til at plante erstatningsskov på Kalvebod Fælled

Se alle bilag

Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge til at plante erstatningsskov på Kalvebod Fælled

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. december 2006

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge til at plante erstatningsskov på Kalvebod Fælled

 

TMU 978/2006  J.nr. 611:115.0001/03

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

 

at der gives dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge til at plante erstatningsskov på Kalvebod Fælled

 

RESUME

Royal Copenhagen Golf Center A/S har - for at kunne placere de enkelte baner til den nye golfbane hensigtsmæssigt - fået en tilladelse af Skov- og Naturstyrelsen til at fælde mindre dele af småskovene på fælleden nord for Øresundsbanen, hvor golfbanen anlægges. Tilladelsen er betinget af, at der skal plantes erstatningsskov. Golfcentret ønsker at placere erstatningsskoven som afskærmningsbælter mellem golfbanen og henholdsvis Center Boulevard og Øresundsbanen.

En del af erstatningsskoven ønskes plantet i områder, hvor der også efter, at golfbanen er anlagt, vil være strandeng, hvilket ikke er tilladt uden, at der foreligger en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens beskyttelsesbestemmelser for strandenge. Dispensationen skal i givet fald gives af Københavns Kommune, Teknik- og Miljøudvalget som amtsmyndighed.

Da skovene ønskes plantet i dele af strandengen, hvor der ikke er registreret fredede og sjældne planter, samt da skovbælterne ved at afskærme golfbanen fra Ørestaden og jernbanen vil medvirke til, at golfbanens karakter af at ligge i et naturområde vil øges, anbefaler forvaltningen, at der gives en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven til skovplantningerne. Forvaltningen anbefaler dog, at skovbælterne langs Center Boulevard ikke må være bredere end 25 m af hensyn til at sikre udbredelsesområdet for de fredede og sjældne planter, der gror på strandengen.

Kommunen vil ikke have udgifter forbundet med dispensationen.


SA GSBESKRIVELSE

Baggrund

Jægersborg Statsskovdistrikt har på vegne af Royal Copenhagen Golf Center A/S fremsendt en ansøgning til forvaltningen om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til plantning af erstatningsskove af løvtræer på strandengen ved golfbanen på Kalvebod Fælled. Skovdistriktet har endvidere i ansøgningen anbefalet, at skovene plantes.

Skov- og Naturstyrelsen gav i 2004 golfcentret tilladelse til ophævelse af fredskovspligten på ca. 2 ha af de småskove på i alt ca. 15 ha, der er på denne del af fælleden, således at de enkelte golfbaner kunne placeres på en hensigtsmæssig måde i området. Tilladelsen var betinget af, at der skulle udlægges ca. 4 ha ny erstatningsskov som kompensation for de skovarealer, der fjernes.

Golfcenteret har som vist på vedlagte plan foreslået, at der plantes ca. 6 ha erstatningsskov fordelt på fire små skovområder, der placeres med 2 områder mod Øresundsbanen og 2 områder mod Center Boulevard. Skovene vil fungere som afskærmningsbælter mellem golfbanen og henholdsvis jernbanen og Center Boulevard/Ørestaden, hvilket vil medvirke til, at naturpræget på golfbanen øges.

Bygge- og Teknikudvalget gav i 2003 dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til, at arealerne med strandeng på Kalvebod Fælled nord for Øresundsbanen kunne reduceres af hensyn til, at golfbanen kunne placeres i området. Hovedparten af de 2 skove mod Center Boulevard ønskes etableret i de områder, hvor strandengen til trods for golfbanen fortsat ville have været intakt.

Der vokser i disse dele af strandengen en del fredede og sjældne planter, og herunder gøgeurter, hvis voksesteder ikke bør reduceres. Der er dog ikke registreret fredede og sjældne planter i randområderne til Center Boulevard, hvor skovene ønskes plantet. For at sikre at disse planters udbredelsesområde bevares i fuldt omfang, bør bredden af skovbælterne langs Center Boulevard ikke være større end 25 m.           

Kalvebod Fælled er endvidere fredet ved Overfredningsnævnets afgørelse af 14. november 1990 om fredning af "Kalvebodkilen" i Københavns, Tårnby og Hvidovre Kommuner. Golfbanen med anlæg og skove udføres i overensstemmelse med fredningen. Skovplantningerne er endvidere ikke i uoverensstemmelse med Skov- og Naturstyrelsens Plejeplan for Vestamager, 2005-2009.

 

 

Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til at plante skov på fælleden

En del af erstatningsskoven ønskes plantet i områder, der i dag er registreret som strandeng, og som i henhold til den tidligere dispensation fra Naturbeskyttelsesloven også skulle vedblive med at henligge som strandeng efter udførelsen af golfbanen. Områderne er derfor fortsat omfattet af de generelle beskyttelsesbestemmelser i Naturbeskyttelseslovens § 3. Dette medfører, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af disse områder, uden at Københavns Kommune som amtsmyndighed har givet en tilladelse hertil.

Da skovplantningen ønskes udført som smalle bælter i randområder af strandengen op til Center Boulevard og jernbanen, hvor der ikke er registreret fredede og sjældne planter, samt da skovbælterne ved at afskærme golfbanen fra Center Boulevard/Ørestaden og jernbanen vil medvirke til, at golfbanens karakter af at ligge i et naturområde vil øges, anbefaler forvaltningen, at der gives en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven til, at der kan plantes skov i de ønskede dele af strandengen.

Af hensyn til de fredede og sjældne planter i strandengsområderne, anbefaler forvaltningen dog, at skovbælterne langs Center Boulevard maximalt kan få en bredde på 25 m.        

 

 

Økonomi

Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3 har ingen økonomiske konsekvenser for København Kommune.

 

 

Miljøvurdering

De nye skove er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger.

Skovene plantes i et område, der er nabo til et internationalt natur-beskyttelsesområde syd for motorvejen. Det er forvaltningens vurdering, at plantningen af skovene, der er af meget begrænset omfang, ikke vil medføre forringelser af naturtyper og levesteder for arter eller forstyrre arter indenfor det internationale natur-beskyttelsesområde, som området er udpeget for.  

 

 

Høring

Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3 skal sendes til høring i følgende foreninger, organisationer og offentlige myndigheder:

  • Skov- og Naturstyrelsen, Jægersborg Statsskovdistrikt
  • Royal Golf Center Copenhagen
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Danmarks Naturfredningsforening, Københavnsafdelingen
  • Friluftsrådet
  • Friluftsrådet, Amtsrepræsentationen i København
  • Dansk Ornitologisk Forening
  • Dansk Ornitologisk Forening, lokalafdelingen
  • Dansk Botanisk Forening
  • Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse
  • Økonomiforvaltningen, Center for Byudvikling

 

Der kan inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er modtaget, klages til Naturklagenævnet over afgørelsen. Klageberettigede er offentlige myndigheder, Danmarks Naturfredningsforening samt lokale foreninger, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. Dispensationen kan ikke benyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der klages over afgørelsen, må plantningen af skovene afvente til klagesagen er afsluttet.

 

I henhold til "Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper" offentliggøres dispensationen ikke, da beliggenheden og omfanget af skovene gør, at den ikke kan anses for at være af større betydning eller af almindelig offentlig interesse.

 

 

BILAG VEDLAGT

Plan af Royal Copenhagen Golf Center A/S, redegørelse vedr. fredskov

 

 

 

Ole Bach


 

Til top