Mødedato: 06.11.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 244 "Ydre Nordhavn", Østerbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan Ydre Nordhavn. Forslaget muliggør opfyldning af dokken, kaldet ØTC-bassinet i Ydre Nordhavn, til kote 3 meter over dansk normal vandoverflade.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 244 ”Ydre Nordhavn” (bilag 1).

Problemstilling

For at sikre yderligere deponeringskapacitet for ren og forurenet jord i Københavns Kommune, vedtog Borgerrepræsentationen den 10. november 2016 forslag til at bortskaffe ren jord på kort sigt. For at skabe mest mulig kapacitet blev blandt andet indstillingens løsningsforslag II vedtaget. Det åbnede for fuld opfyldning af dokken i Ydre Nordhavn, kaldet ØTC-bassinet, til kote 3 meter over dansk normal vandoverflade. Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 19. juni 2017 og har været i høring fra den 26. juni 2017 til den 18. september 2017. Forvaltningen har modtaget to henvendelser. Høringen giver ikke anledning til ændringer og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslagets endelige vedtagelse.

Løsning

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan Ydre Nordhavn muliggør en opfyldning af dokken. Herudover fastholdes bestemmelserne i lokalplan 244. Dokken har i perioden 1996-1999 været brugt til at udskibe tunnelelementer til Øresundstunnelen. Vandforbindelsen mellem dokken og Øresund blev lukket i 2012 ved opfyldning med hjemmel i lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S, da krydstogtterminalen i Nordhavn blev etableret. Det betyder, at dokken henligger som inaktivt vandbassin, da der ikke er adgang for ind- og udsejling af skibe. Området kan dog fortsat anvendes til havneformål samt handels-, lager-, oplags-, transport-, værksteds- og industrivirksomheder med en naturlig tilknytning til havnen, som angivet i lokalplan 244. Erhvervsministeren vedtog den 26. juni 2017 første revisionsgennemgang af landsplandirektiv Fingerplan 2017, som blandt andet giver mulighed for at overføre ØTC-bassinet til byzone. Dermed kan bestemmelserne i tillæg nr. 1 til lokalplanen om overførsel af arealet til byzone vedtages endeligt.

Høring

Der er modtaget i alt tre henvendelser i høringsperioden, som vedlægges i bilag 3. Henvendelserne behandles nedenfor. Østerbro Lokaludvalg har følgende synspunkter:

  1. Lokaludvalget mener, at bassinet frem for at fyldes op til kote 3 kun bør fyldes op, så bassinet stadig kan anvendes rekreativt som led i den havnepark, der indgår i Nordhavnsudviklingen. Havneparken skal skabe afstand mellem de kommende boligområder og de støjende havnefunktioner som krydstogtkaj og containerhavn.
  2. Lokaludvalget foreslår, at der tages initiativ til, at den nuværende Fingerplan ændres, så sidste etape af Nordhavns landområde indgår.
  3. Lokaludvalget mener, at Nordhavn bliver for tæt bebygget og mener, at muligheden for i situationer at lade vandarealer udgøre 10 % af friarealet bør udgå eller reduceres kraftigt.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Området ligger indenfor kommuneplanens perspektivområde og må derfor ikke byudvikles før 2027. Lokalplantillægget muliggør alene en opfyldning af bassinet til kote 3 meter, jf. Borgerrepræsentationens beslutning på mødet den 10. november 2016 om at forberede og etablere løsningen hurtigst muligt. Indretning og udformning af området, herunder fastlæggelsen af eventuelle vandarealer og rekreative områder, må afvente den fremtidige planlægning af området, hvor lokaludvalgets ønsker vil kunne indgå. Området kan fortsat anvendes til havneformål og tekniske anlæg.
  2. Fingerplan 2017, der trådte i kraft den 26. juni 2017, er det foreløbige resultat af Fingerplanrevisionens første revisionsgennemgang (spor 1). Forslag til kommunens høringssvar blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 18. maj 2017. Inddragelse af sidste etape af Nordhavns landområde i Fingerplanen er ikke en del af høringssvaret. Erhvervsstyrelsen igangsatte Fingerplanrevisionens anden revisionsgennemgang (spor 2) i juni 2017 og indkaldte i den forbindelse blandt andet forslag fra kommunerne. Forvaltningen har noteret sig lokaludvalgets forslag, som vil indgå i forvaltningens overvejelser om det videre arbejde med anden revisionsgennemgang, som forventes afsluttet oktober 2017.
  3. Se pkt. 1.

Herudover er der indkommet høringssvar fra Hofor, der ikke har bemærkninger, og fra Metroselskabet, der gør opmærksom på, at den kommende metrohøjbane passerer gennem den dok, der foreslås opfyldt og anbefaler, at Metroselskabet kontaktes for at aftale mulige foranstaltninger omkring den fremtidige linjeføring.

Forvaltningen har orienteret By & Havn om henvendelsen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

                                   Pernille Andersen

                                                                      / Jan Heichelmann

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. november 2017 

 Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Til top