Mødedato: 06.09.2006, kl. 15:01

Afholdelse af arrangement på Rådhuspladsen

Afholdelse af arrangement på Rådhuspladsen

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. september 2006

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Afholdelse af arrangement på Rådhuspladsen

 

TMU 569/2006  J.nr. 21511.0044/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget beslutter,

at en del af arrangementet "MTV Europe Music Awards" afholdes på Rådhuspladsen, og at pladsen reserveres til dette formål i dagene mellem 25. oktober og 7. november 2006

 

RESUME

MTV networks har i samarbejde med Wonderful Copenhagen ansøgt København Kommune om tilladelse til afholdelse af den del af arrangementet "MTV Europe Music Awards" fra Rådhuspladsen d. 2. november 2006.

Der er tale om at pladsen vil være i brug i ca. 2 uger fra den 25. oktober til den 7. november 2006 for sceneopbygning, prøver mv.

Der er tale om et arrangement med gratis entre.

 

Arrangementet vil give begrænset fremkommelighed og anvendelse af pladens i perioden, hvorfor forvaltningen søger udvalgets stillingtagen hertil.

 


SAGSBESKRIVELSE

MTV Europe Music Awards 2006, der afholdes torsdag den 2. november 2006, skal sendes live fra Danmark til anslået 1,3 milliard mennesker.

I Danmark vil showet bl.a. blive sendt af Danmarks Radio. Showet regnes for en af de største årlige TV begivenheder, og overgås som prisoverrækkelse kun af Oscarnomineringen.

Forvaltningen har i den forbindelse modtaget en konkret henvendelse om, at en del af showet foreslås afholdt på Rådhuspladsen.

Der er tale om, at pladsen vil være i brug i ca. 2 uger fra den 25. oktober til den 7. november 2006 for sceneopbygning, prøver mv.

Det sikres, at der kan bibeholdes normal trafik over Rådhuspladsen i den pågældende uge.

Arrangementet vil være todelt: Et VIP arrangement fra Bella Center, og et mere folkeligt arrangement fra Rådhuspladsen. Det er vigtigt for MTV, at Københavns profil indgår aktivt i deres sendeflade.

Scenens størrelse vil være stor, og kræver midlertidigt fjernelse af visse dele af byudstyret, hvilket har været udført før.

Konkret vil en række mindre arrangementer, der er planlagt på pladsen, skulle flyttes. Forvaltningen vurderer dog, at dette som udgangspunkt vil kunne gøres inden for de betingelser, der er udstedt for pladsens anvendelse.

Selve showet samt prøver og arrangementer i tilknytning hertil vil som udgangspunkt være gratis, ligesom en forudsætning er, at arrangør og Wonderful Copenhagen afholder udgifterne til afspærring, scene, skader mv.

Arrangementet vil bevirke, at fremkommeligheden og anvendelsen af Rådhuspladsen reduceres betydeligt som følge af sceneopbygning og afholdelse af showet. Imidlertid er det vurderet, at ikke andre pladser i byen vil være egnede.

 

Økonomi

Der vil blive opkrævet normal arrangementsafgift for projektet.

 

Der er tale et kommercielt / kulturelt arrangement. Der opkræves derfor en afgift svarende til en indtægt på 20.000 kr.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

-

 

 

 

Ole Bach


 

Til top