P-anlæg i indre brokvarterer: Udbudsgrundlag for købskontrakt for privatinitierede P-anlæg
P-anlæg i indre brokvarterer: Udbudsgrundlag for købskontrakt for privatinitierede P-anlæg
Teknik- og Miljøudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 6. september 2006
Sager til beslutning
13. P-anlæg i indre brokvarterer: Udbudsgrundlag for købskontrakt for privatinitierede P-anlæg
TMU 557/2006 J.nr. 310.0013/05
INDSTILLING OG BESLUTNING
Teknik- og Miljøforvaltningen
indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
at Københavns Kommune udbyder købskontrakter, som
indebærer at Københavns Kommune overtager nybyggede nøglefærdige og idriftsatte
parkeringsanlæg med offentlig adgang,
at Københavns Kommune markedsfører ideen om at lade
private bygherrer bygge parkeringsanlæg.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2006
Godkendt.
RESUME
Teknik- og Miljøudvalget
godkendte på mødet den 8. marts 2006, at der udarbejdes et udbudsgrundlag for
privat initierede P-anlæg.
Udbudet henvender sig til
private bygherrer med det formål at opnå en økonomisk, teknisk og
byarkitektonisk gevinst. I forhold til at bygge p-anlæg i vejarealer vil der
være betydelige fordele i at bygge p-anlæg på private grunde, idet prisen vil
være lavere (ingen ledningsomlægninger), der vil ikke skulle etableres
terminalanlæg i de forholdsvis smalle byrum, og der vil ikke være anlægsmæssige
gener i vejarealerne.
De private bygherrer
inviteres til at etablere og drive offentligt tilgængelige P-anlæg på egen
grund i de indre brokvarterer som en del af en ny eller eksisterende
bebyggelse. Anlæggene afgrænses f.eks. som "ejerlejligheder" eller
andel af "ejerlejlighed", der efter ibrugtagningen sælges til kommunen. Udbudet
giver således private bygherrer mulighed for at foreslå alternative placeringer
til de p-anlæg, som påregnes udført som kommunalt initierede i vejareal.
For at finde disse private
bygherrer gennemføres et offentligt udbud efter udbudsdirektivets regler (BEK
nr. 937 af 16.9.2004), som ikke begrænser antallet af deltagere.
Inden den endelige accept af
tilbuddene vil der skulle gennemføres en afklaringsfase. I den fase skal der
for et p-anlæg på privat grund gennemføres en "VVM-screening" med henblik på at
afklare, om der skal udarbejdes en egentlig VVM-redegørelse, og om nødvendigt
udarbejdes lokalplan eller lokalplantillæg.