Mødedato: 06.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal efter endt høring tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008. Plantillægget muliggør gennemførelsen af en række konkrete skybrudsprojekter og ændrer på krav til kloakeringsmetode i en række byudviklingsområder.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008 vedtages endeligt.

Problemstilling

Regulering af regn- og spildevandshåndtering herunder klimatilpasning er beskrevet i den lovpligtige spildevandsplan. For at sikre implementering af skybrudstiltag og ændringer i kloakeringsmetoden mv. i en række byudviklingsområder har Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med HOFOR udarbejdet et nyt spildevandsplantillæg, der indeholder projekter, som skal gennemføres i 2016. Borgerrepræsentationen vedtog den 11. februar 2016 at sende plantillægget i otte ugers offentlig høring. I høringsperioden er der modtaget ni høringssvar.

Løsning

Spildevandsplan 2008 danner rammen for håndtering af spildevand i Københavns Kommune. I forbindelse med implementering af skybrudstiltag og ved byudvikling mv. er det nødvendigt at udarbejde et tillæg til spildevandsplanen.

Byudviklingsprojekter som følge af lokalplanforslag og startredegørelser, som er offentliggjort eller vedtaget i 2., 3. og 4. kvartal af 2015, samt investeringer vedtaget af HOFOR i november, herunder 16 skybrudsprojekter, er indarbejdet i Tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008 (bilag 1).

Spildevandsplantillægget giver det planmæssige grundlag for projekter i følgende kategorier:

  • 1) Projekter til skybrudssikring af byen. I denne kategori er seks projekter, der gennemføres af HOFOR og 16 medfinansieringsprojekter, hvor Københavns Kommune er projektejer.
  • 2) Projekter til fremtidssikring af kloakken. I denne kategori er et enkelt projekt om etablering af render i siden af Nørregade og Rådhusstræde til opsamling af vand ved brug af metoden begrænset fællessystem.
  • 3) Projekter afledt af miljøkvalitet. Tillægget muliggør, at HOFOR igangsætter et udviklingsprojekt for rensning af vejvand i Ørestad
  • 4) Projekter afledt af byudvikling. Tillægget muliggør, at kloakeringsformen i 8 byudviklingsområder ændres til separatkloak i igangværende byudviklingsprojekter på samme måde som det, der tidligere er gennemført i spildevandstillæg nr. 4.

Teknik- og Miljøforvaltningen har i tillægget fastsat, at kloakeringen af Kronløbsøen skal ske på privat foranstaltning med efterfølgende offentlig overtagelse.

Alle projekter afledt af skybrudssikring, fremtidssikring eller miljøkvalitet i kategori 1 - 3 udføres af HOFOR. Alle byudviklingsprojekter i kategori 4 udføres af bygherrer og overtages efterfølgende af HOFOR.

For at fremme plantillæggets projekter blev kompetencen til endeligt at vedtage spildevandsplantillægget efter endt offentlig høring, i lighed med de tidligere plantillæg, delegeret til Teknik- og Miljøudvalget. Denne fremskyndelse af den politiske proces vil sikre, at projekterne i plantillægget kan igangsættes i 2016.

Høring

Der er i høringsperioden indkommet ni høringssvar fra en række lokaludvalg. Kort resumé af svarene og forvaltningens vurdering heraf fremgår af bilag 2. De samlede høringssvar fremgår af bilag 3.

Høringssvarene omhandler projekter til klimatilpasning og byudvikling. Høringssvarene er generelt positive overfor klimatilpasningsprojekterne. I forhold til konkrete projekter ønsker Nørrebro Lokaludvalg Lygte Å genåbnet i lokalplanområdet ”Borgmestervangen”, og at afkoblingen af regnvand i ”De gamles by” ikke sker i rør. Generelt er det et ønske fra lokaludvalgene, at beboerne i de berørte områder bliver orienteret om projekterne i god tid, og hvor det er muligt inddraget i udformningen af det konkrete projekt.

Forvaltningens bemærkninger

I forhold til planforslaget har høringssvarene ikke givet anledning til ændringer i selve projekterne, men der er lavet følgende præcisering af projektbeskrivelserne i bilag 1 kap. 6 for at tydeliggøre indholdet:

  • Genåbning af delstrækninger af Lygte Å vil blive overvejet i forbindelse med den samlede skybrudsplan for området. I dette tillæg er tiltagene begrænset til håndtering af regnvand og spildevand.
  • Der vil så vidt mulig blive foretaget afkobling af regnvand i De Gamles By ved etablering af LAR i åbne render.
  • Der er i samarbejde med HOFOR sket en præcisering af teksten til principper for afkobling af regnvand fra fælleskloakken:
  • For bygninger, som ligger i skel, vil HOFOR omlægge de nedløbsrør, der ligger ud mod vejen, og afkoble dem til skybrudsløsningen” ændres til ””HOFOR vil håndtere regnvandet fra områder, der kan afkobles uden påbud, og tilslutte det til skybrudsløsningen”.
  • Projektet 6.4.3 Nørregade og Rådhusstræde er et frakoblingsprojekt. Derfor flyttes projektbeskrivelsen af afsnit 6.4.3 til 6.7.1 i kapitlet om fremtidssikring af kloakken. Ændringen af projektet medfører en justering af bilag 1 kap 7, 8 og 9 samt en præcisering i tekstafsnittet om 6.7.1 Nørregade og Rådhusstræde.
  • I 6.3.1 Rensning af vejvand i Ørestad ændres teksten ” Af driftshensyn og økonomiske hensyn kan denne plan ikke gennemføres.” ændres til ”HOFOR ønsker at have metodefrihed til at vælge den bedst egnede metode både økonomisk og miljømæssigt til rensning af vejvand i Ørestad.”

Økonomi

Tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008 har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen. Realiseringen af tillæggets projekter ligger indenfor HOFORs samlede investeringsramme for 2016. Vedtagelsen af tillægget vil ikke medføre en yderligere forhøjelse af taksterne for håndtering af spildevand.

Videre proces

Når indstillingen er vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget er tillæg nr. 5 til Spildevandsplan 2008 endeligt vedtaget og projekterne kan igangsættes.

Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder i 2016-2017 et forslag til en ny spildevandsplan, som vil sætte de overordnede rammer for miljø, service og økonomi på spildevandsområdet. Den vil løbende blive fulgt af et eller flere årlige tillæg til at udfylde rammen. Det nye forslag til spildevandsplan forventes fremlagt til Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2017 med efterfølgende offentlig høring.

                                  Pernille Andersen     

                                                                    /Jakob Møller Nielsen                    

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. juni 2016

 Indstillingen blev godkendt.
Til top