Mødedato: 06.06.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Anvendelse af tilskudsdeklarationsmidlerne

En række ejendomme i Københavns Kommune er pålagt tilskudsdeklarationer. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til frigivelse af yderligere midler til retssager i forbindelse med håndhævelse af deklarationerne.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender

  1. at der af tilskudsdeklarationsmidlerne anvendes yderligere 1,50 mio. kr. til sagsomkostninger i de verserende og kommende retssager om tilskudsdeklarationerne. De 1,50 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2016

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har den 21. oktober 2009 og 25. februar 2013 afsat i alt 3 mio. kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til udgifter i forbindelse med retssager, der udspringer af tilskudsdeklarationerne. Heraf resterer nu ca. 86.000 kr. Der verserer fortsat retssager om efterlevelse af tilskudsdeklarationerne, og der er derfor behov for at afsætte yderligere beløb til advokatudgifter.

Løsning

Tilskudsdeklarationsmidlerne kommer fra en række ejendomme i Københavns Kommune, der gennem årene har frikøbt sig fra en tinglyst tilskudsdeklaration. De indbetalte frikøbsbeløb skal anvendes til boligsociale formål i overensstemmelse med deklarationsteksten.

Københavns Kommune fik i maj 2014 medhold i Højesteret i, at tilskudsdeklarationen er gældende på Andelsboligforeningen København og Omegns ejendom beliggende Jernbane Allé 63 – 75 og 81 – 93, 2720 Vanløse. Det betyder, at Københavns Kommune har krav på udbetaling af nogle beløb i forbindelse med tidligere salg af andele, hvorfor kommunen har anlagt retssager til inddrivelse heraf.  Grundet de verserende og potentielle retssager må der i 2016 og følgende år forventes væsentlige udgifter til advokathonorarer, og forvaltningen indstiller, at der reserveres yderligere 1,50 mio. kr. til disse udgifter for at beskytte tilskudsdeklarationerne. De 1,50 mio. kr. er skønnet i betragtning af sagernes antal og kompleksitet. Forvaltningen forventer at vinde retssagerne, og tilkendte beløb og sagsomkostninger vil tilgå tilskudsdeklarationsmidlerne.

Økonomi

Der er i øjeblikket 7.927.556 kr. i udisponerede tilskudsdeklarationsmidler. Efter reservation af de 1,50 mio. kr. vil der restere 6.427.556 kr. i udisponerede midler.

Midlerne konteres under Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.45.47.5 (Deposita).

Videre proces

Når udvalget har godkendt indstillingen, fortsætter forvaltningen de verserende retssager.

 

         Pernille Andersen

                                                                  /Jakob Møller Nielsen

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. juni 2016

 Indstillingen blev godkendt.

Til top